Fredrika Bremers roman Hertha, 1856, har som undertitel »en sjæls historie«, og sjælen repræsenterer kvinderne. Da Victoria Benedictsson 30 år senere skriver »Den bergtagna«, kunne den have haft undertitlen »en krops historie«, for i dette posthumt udgivne prosastykke findes selve aktstykket om »den frie kærlighed« skrevet som et indlæg i tidens diskussioner om kvindekroppens tilgængelighedsgrad. For den borgerlige kvindebevægelse var den nye seksualmoral en tvivlsom reform. Hvor ægteskabet tilbød kvinder og børn livslang social beskyttelse, var der ingen tilsvarende garantier i de frie kærlighedsforhold. Og hvordan skulle kvinderne undgå mændenes traditionelle foragt for de kvinder, som lod sig udnytte seksuelt?
Victoria Benedictsson mister Axel Lundegård, sin sidste forbundsfælle, da hun nægter at dele hans beundring for Hans Jægers roman Fra Kristiania-Bohemen, 1885. Men selv om Victoria Benedictsson er kompromisløs i sin afstandtagen fra den frie kærligheds fortalere, er hun selv en ægte gennembrudsforfatter. Hun undslår sig ikke for at bevæge sig ind i det mest forbudte. Hendes store tema er ikke tidens idéer, men derimod kroppens vilkår i den nye moral. Hun bliver en moderne forfatter, da det lykkes hende at forene sin egen kropslige erfaring med sine stærke følelser over for det skæbnesvangre spørgsmål, om mand og kvinde kan forenes på en måde, som er begge parter værdig. Kroppen bliver hendes instrument og et kunstnerisk barometer, hvis signaler hun aflæser i detaljer. Det er et modigt eksperiment, som på næsten symbolsk vis får hende til at sætte kursen mod Georg Brandes, det moderne gennembruds fremmeste repræsentant. I Stora Boken, hendes efterladte dagbog, fortælles der om mødet – her nedskriver hun hvert eneste ord, som falder mellem dem og mere til.
På grund af sin position som kritiker og forelæser er Georg Brandes tidens store mandlige magnet, og Victoria Benedictsson kommer gennem sit forhold til ham lige ind i 1880’ernes centrum. Det koster hende dyrt at erfare, hvor rådden kernen er.
Victoria Benedictsson betror i et brev i 1886 veninden Ellen Key følgende grundsætning: »Hvis mændene vil regne os som små dygtige kammerater, så bør vi være tilfredse, for sådan tror jeg naturens mening er. At et par kvinder – én eller to i hvert århundrede – løfter sig over mængden, det ændrer intet for alle os andre, gennemsnitsmennesker«.
I Victoria Benedictssons dagbøger bliver Georg Brandes den personificerede tidsånd. Snart lokker han med sit venskab og med sin opmuntring af hendes forfatterskab, snart fremstår han som en lurvet dusinerotiker eller en trussel, der kun vil hendes undergang. Det er tydeligvis ham, der definerer, hvad en »moderne« kvinde skal være og – først og fremmest – hvad »fri kærlighed« er:
»Man betaler sin kone tre hundrede kroner om måneden for hendes kærlighed, og det anses for at være rigtigt. Eller man betaler andre kvinder, og det anses også for at være rigtigt. Det eneste, der ikke er tilladt, det er, at man ikke betaler, det er den frie kærlighed. Husk det«.
Gennem Brandes kan Victoria Benedictsson eksperimentere med den frie kærlighed og dens følger. Som menneske lider hun – men underkaster sig som kvinde – når han dikterer betingelserne. Samtidig er hun som forfatter parat til at give sit liv for retten til at sætte ord på sin oplevelse. Der er en skæbnesvanger tvang i hendes forelskelse. Deres forhold udvikler sig til en stillingskrig, hvor det stærke køns repræsentant langsomt vinder terræn over for den kvindelige forfatter. I sin isolation tørster hun efter hans bekræftelse. Og dagbogen registrerer ikke kun forførelsen og den billige seksuelle afpresningsteknik, men også, i detaljer, dens virkning på en kvindekrop: »Georg Brandes kyssede Ernst Ahlgren. Men forbløffelse, en vis skræk og en fejlslagen forhåbning var det eneste, jeg følte. Det var ikke den forfinede lidenskab, jeg havde forestillet mig. Det var nøjagtig den samme slags kys, som min mand havde lært mig at afsky. Jeg mærkede kølige, fugtige læber om mine, mærkede tænder bliver trykket mod dem, dette modbydelige, som er sultent uden varme. Med andre ord: gnisten manglede totalt. Hvorfor? Var det hans eller min fejl?«
Victoria Benedictsson er – mindre som forfatter end som personlig skæbne – blevet den kvindelige fiksstjerne på 1880’ernes litterære himmel. Men det er den tragiske kvindeligheds billede, som toner frem i litteraturhistorien, en frigid, grim og anspændt heroisk skikkelse, som begik selvmord af ulykkelig kærlighed. Tolkningen baserer sig på det omfattende biografiske kildemateriale, som de håndskrevne bind af Stora boken udgør. I udvalgte dele publiceredes denne selvbekendelse af høj karat som kærlighedsromanen Victoria Benedictsson och Georg Brandes, 1848, under udgiverens navn, litteraturprofessor Fredrik Böök. Denne bog har fastholdt billedet af Victoria som 1880’ernes tragiske heltinde, en krydsning mellem Ibsens Hedda Gabler og Strindbergs Fröken Julie.
Victoria Benedictsson går et skridt længere end sine kvindelige kolleger, da hun peger på prisen for tidens »frie kærlighed«, som er det kvindelige begærs udslettelse og kvindekroppens ødelæggelse. Det viser sig at være en skandaløs sandhed, som angriber selve livsnerven i den mandlige selvfølelse. I sin sandhedsiver som »moderne« forfatter, der ikke skyr tabuer, overser hun den patriarkalske modstand. Manden, netop pr. definition det eneste menneskelige subjekt, bliver hovedkulds anbragt i den traditionelt kvindelige position som (seksual)objekt, når Victoria Benedictsson skildrer ham, geniet, som (uformående) elsker. Uden at ane uråd overrækker Victoria Benedictsson frimodigt en skildring af deres erotiske møde til Georg Brandes: »Jeg gik hen til skrivebordet og gav ham papirarkene. Forbandet være dagen, måneden og øjeblikket! Han tog disse ulyksalige ark og gik hen til lampen, satte sig og begyndte at læse. Udtrykket i hans ansigt vekslede: utilfred shed, ironi. Jeg var som død indvortes, jeg var kun nysgerrig … Så vendte han sig om; han havde læst det færdigt. Hvilket udtryk i hans ansigt! –koldt, misbilligende, uvenligt. Skrækken greb mig om struben med kolde fingre. Først nu så jeg, hvad det var, jeg havde gjort, hvad det var, jeg ville miste. Han så på mig. Det blik gik som en isnende kulde gennem marv og ben. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde, jeg tror jeg rakte mine hænder frem mod ham og råbte: ‘undskyld, undskyld!’ Men jeg husker tydeligt den gestus af modvilje, hvormed han afværgende løftede sin hånd, idet han så på mig som på et afskyeligt dyr«.
Georg Brandes ville lære Victoria Benedictsson en lektie. Hun bliver »et afskyeligt dyr«, da hun ikke forstår, at det er ham, der er det seende subjekt. Hun ødelægger manuskriptet. Konsekvensen af denne tillidskrise bliver, at hun for fremtiden omhyggeligt skjuler sine optegnelser for ham. I forholdets sidste fase går Victoria Benedictsson over til tredje person, hvilket giver de erotiske situationer en udpræget litterær form: »Hun kastede tøjet af sig, skælvende af rædsel, men fast besluttet på at holde ord. Da hun var halvt færdig, åbnede han døren. Hun fór sammen, da hun så ham (i) det hvide linned. Hendes øjne havde vænnet sig til halvmørket, hun kunne tydeligt se hans ansigt, der smilede«.
Her er Victoria Benedictsson umiskendeligt på vej til at skabe fiktion af de erotiske erfaringer. Samtidig ved hun med sig selv, at det er det mest forbudte. Stora boken er et dokument om det øjeblik, hvor det kvindelige objekt bliver subjekt og under trussel om udslettelse begynder at tale. For denne indsigt og for dette kunstværk kom Victoria Benedictsson til at bøde med sit liv.
I 1910 beklager Georg Brandes sig i et brev til den kvindelige litteraturhistoriker Helmi Krohn i Finland – apropos historien med Victoria Benedictsson:
»Jeg vil da blot sige følgende: Jeg tror ikke, at De kan forestille Dem den stilling, jeg har haft i årevis som lovligt bytte for skrivende kvinders nyfigenhed. Dante burde have indført en ring i sit helvede for en kritikers position i forhold til Apollon- og Dionysosdyrkende kvinder …Jeg tror ikke, at De kan kende Deres køns svage sider, sådan som en kritiker lærer dem at kende«.