Ahlin var barn af en rektorfamilie i Orsa i Dalarna. Efter studentereksamen i 1938 blev hun faglærer i 1943. Tre år senere giftede hun sig med forfatteren Lars Ahlin og bosatte sig i Bromma uden for Stockholm.
I 1960’erne udgav hun en række romaner med en tidstypisk følelse af vemod og lethed, Röster en sommar, 1960, Här dansar, 1962, Puls, 1964, og Refuge, 1967. Gennembruddet kom med den historiske roman Hannibal sonen, 1974, som afsluttede det selvstændige forfatterskab. Otte år senere vendte hun tilbage sammen med sin ægtefælle med en fortsættelse af romanen om den karthageniensiske feltherre, Hannibal segraren.
Opdateret af redaktionen 2011:
Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie skrev Gunnel Ahlin to bøger om sin ægtefælle, Lars Ahlin växer upp, 2001, og Nu ska vi ta pulsen på världen, 2005.
Hun modtog Kellgrenpriset 1982, Aniara-priset 1983 og De Nios Vinterpris 2001.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Lars Andersen og Arne Melberg: "Hannibal segraren. Två låsninger av Gunnel och Lars Ahlins roman" i: BLM, nr. 4, 1982