Kirkehistorie bliver ofte teologernes og de kirkelige lederes historie. De er for det meste mænd, og i kirkehistorien er kvindernes rolle mere upåagtet. Men vi finder mange kvinder i 1800-tallets vækkelser, og de er virksomme inden for forskellige områder i tidens mange vækkelsesbevægelser. Nye former for virksomhed skaber ny litteratur, og i den tids nye åndelige strømninger i de nordiske lande finder vi kvindelige skribenter, salmedigtere og prædikanter.
Haugianismen
Berthe Canutte Aarflot (1795-1859) blev født på landet i Ørsta i Norge. Hun voksede op i et åndeligt og kulturelt rigt miljø, hvor der var nem adgang til bøger, og hvor man dagligt tyede til den gamle andagtslitteratur og salmeskat. 21 år gammel giftede hun sig og blev bondekone på sin fødeegn. I begyndelsen af 1820’erne kom der en haugiansk forkynder til Ørsta, og Berthe Canutte Aarflot oplevede en religiøs omvendelse. Hun fortæller i sin selvbiografi, Berte Kanutte Sivertsdatter Aarflots Selvbiografi, indeholdende Optegnelser om hendes aandelige Livs Udvikling etc, trykt året efter hendes død, at hun under arbejdet i hjemmet tilfældigt hørte en samtale mellem Amund Brekke, prædikanten, som var på besøg, og nogle andre i huset og derved blev »vakt«. Men Berthe Canutte Aarflot havde, ligesom andre haugianere, et nært forhold til den ældre lutherdoms andagtslitteratur og dens levende salmetradition:
»Saa snart jeg begyndte at synge, var det, som om den Helligaand paa en gang havde aabnet mit tillukte Hjerte, saa at Ordet havde en særdeles Kraft og Virkning, og jeg følte en saa sød Fornemmelse i min Siel, at jeg aldrig kan glemme det. Ja, den hele Sang var, som hørte den mig til og passede paa min Tilstand«.
Berthe Canutte Aarflot begyndte også selv tidligt at skrive salmer og åndelige sange, og i løbet af 1800-tallet kom flere samlinger på tryk. Hendes Troens Frugt udkom i ikke mindre end ni oplag mellem 1830’erne og 1874. Berthe Canutte Aarflot har fået det ry, at hun tilhører de mere begavede af de mange haugianske digtere. Hun forvalter arven fra Kingo og ikke mindst fra Dorothe Engelbretsdatter, hvis Siælens Sang-Offer tilhørte den åndelige litteratur, som gerne blev læst i haugianske kredse. Det var dog en hæmsko for hende, at hun var nødt til at skrive i en sprogform, som ikke var hendes egen talte norske, og hendes digtning lægger sig ofte tæt op ad forbilledernes. Hun medvirkede ved haugianernes sammenkomster på egnen med bøn og af og til med opbyggelig tale, men i øvrigt virkede hun mest i det stille. Det fortælles om hende, at hun som sjælesørger blev til stor hjælp for mange, og at hendes digtning bidrog til, at haugianismens strenge præg fra 1830’erne og 1840’erne blev vendt i en mere evangelisk retning.
Dorothe Engelbretsdatters salmer hørte til den levende andagtslitteratur i Danmark og Norge. Hendes første værk, Siælens Sang-Offer, fra 1678 udkom i 30 udgaver i løbet af cirka 200 år.
Haugianismen er en vigtig faktor i Norges åndelige og kulturelle liv i 1800-tallet og en af de mange vækkelser af større eller mindre format og betydning, som opstår i løbet af århundredet i de nordiske lande. På sine mange rejser gennem landet som lægprædikant vandt Hans Nielsen Hauge (1771-1824) mange tilhængere – »venner« som de selv kaldte sig – næsten udelukkende i bondestanden. Hauge betonede omvendelsens og bodens betydning, men her som hos mange andre af vækkelsens folk blev den kristne kaldelse i den jordiske gerning understreget. Modsætningen mellem »verden« og »livet i Gud« førte således tilsyneladende paradoksalt over i en pligtbevidst satsning på det daglige arbejde og i et engagement i samfundsspørgsmål. Haugianerne i Norge sætter sig derfor spor i næringsliv og politik. Det hænger sikkert også sammen med den fremtrædende rolle, som lægmændene kom til at spille. Til trods for, at Konventikelplakaten stadig gjaldt, og Hauge selv blev dømt til fængselsstraf i flere år for brud på denne lov, rejste mange af hans tilhængere omkring som forkyndere eller fungerede som åndelige ledere ved de sammenkomster, »konventikler«, som de vakte samledes til.
Larine Olsdatter Øxne (død 1803) var blevet grebet af Hauges forkyndelse og beskriver sit behov for et nyt liv:
Nu er det paa Tid for mig,
At jeg monne vaage,
som saalænge sovet har,
Udi Syndens Taage;
Jeg har ei Gaaet den Vei,
Som jeg burde løbet,
Men Guds Aand bedrøvet.
Man mener, at haugianismen fik betydning for kvindebevægelsen i Norge og ligefrem var en medvirkende forudsætning for f.eks. Camilla Colletts energiske kamp for kvindens frigørelse. Især i den tidligere fase af vækkelsens historie lader kvinderne nemlig til at have haft en forholdsvis fremtrædende rolle, også som forkyndere. Dette forhold mærkes i litteraturen. Da Hauge i 1817 udgav sit skrift Om religiøse Følelser og deres Værd, medtager han nogle af »vennernes« selvbiografiske beretninger, skrevet i brevform og med hovedvægten lagt på det åndelige livs udvikling. Af de i alt 18 bidragydere er en tredjedel kvinder, bønderkoner eller tjenestepiger på forskellige gårde. Berthe Canutte Aarflot skrev således i en forhåndenværende litterær tradition, da hun hen mod slutningen af sit liv nedskrev sine erindringer og erfaringer.
Nogle fællestræk i 1800-tallets vækkelser
Alt afhængigt af de varierende forudsætninger i de forskellige nordiske lande, ikke mindst socialt og økonomisk, har også kirkehistorien udviklet sig forskelligt. Denne forskellighed kendetegner også landenes åndelige strømninger i 1800-tallet, hvad enten de kaldes vækkelser eller ej. Til trods for dette kan man med haugianismen i Norge som eksempel og Berthe Canutte Aarflots rolle deri pege på nogle fælles træk. Oplysningstidens rationalisme, der prægede teologi og prædiken langt ind i 1800-tallet, førte til en reaktion med krav om en mere dybtgående evangelisk forkyndelse og en mere aktiv Bibellæsning. Derved blev den ældre, righoldige andagtslitteratur vakt til nyt liv. Protesten kom også mange gange til at gælde præsterne, der blev kritiseret for mangel på religiøs iver og forbilledlig vandel. De blev ikke sjældent i de vakte kredse opfattet som repræsentanter for den statslige øvrighed, der ved hjælp af love og kontrolinstrumenter havde monopol på religionsudøvelsen. Da de gamle samfundsstrukturer blev brudt op, blev den kollektive religion erstattet af en religiøsitet, som var forankret i den enkeltes jegoplevelse og stillingtagen. Følgelig blev der i forkyndelsen lagt vægt på omvendelsen, og de troende, de »vakte«, samledes til deres egne møder. Hauge selv forblev altid solidarisk med kirke og præsteskab og betonede kirkens forvaltning af sakramenterne, men i andre tilfælde førte konventikelfromheden til, at man tog afstand fra kirkens gudstjenester og endda holdt nadver sammen i de troendes fællesskab. Det har været særlig fremtrædende i egne, hvor vækkelserne kom til at kanalisere en indirekte samfundskritik fra et socialt lag, der ikke kunne gøre sin stemme hørt på anden måde. Dette hænger naturligvis også sammen med, hvordan præsten på egnen stillede sig til vækkelsesfromheden. Mange præster opfattede den som berigende for kirkens åndelige liv og blev selv centrale skikkelser, andr e så en truende splittelse i den og prøvede at værne om den gamle enhedsideologi.
Hvad enten baggrunden for vækkelsen er en begyndende selvbevidsthed hos bønderne eller et voksende landboproletariat, bliver der nu banet vej for en anerkendelse af den enkeltes medansvar for det kristne liv i kirke og samfund.
Konventikelplakaten, fra 1741 i Danmark-Norge, fra 1726 i Sverige, forbød sammenkomster uden for kirkens organisation uden ledelse af en præst. Oplysningstidens krav om tolerance havde kun medført få indgreb mod sådanne konventikler, men i løbet af 1800-tallet kom der en modreaktion fra et nidkært præsteskab, der så ortodoksiens enhedssamfund som et ideal. Haugianerne arbejdede med held for afskaffelse af denne lov, og den blev ophævet i 1842. I Sverige trådte den først ud af kraft i 1858.
Forestillingen om lægmandens religiøse myndighed opdrog til en demokratisk tænkemåde. Lægprædikanternes træning i at træde frem og udtrykke sig mundtligt over for en menighed blev i mange tilfælde også til nytte i et aktivt samfundsengagement.
I Danmark blev lægprædikanterne Rasmus Sørensen og Peder Hansen vigtige agitatorer for en forbedring af almuens livsvilkår. Rasmus Sørensen blev redaktør af almuens første politiske organ Almuevennen, 1842, og var en fremtrædende og kontroversiel profil i de hektiske martsdage i 1848. På Eidsvoll, hvor Norges selvstændighed blev proklameret af rigsforsamlingen, var der en del fremtrædende haugianere med, ligesom i det første Storting. At blive »vakt«, omvendt, burde føre alle, præst såvel som lægmand, til et nyt bevidst og retskaffent liv, til at bære en »Troens Frugt«!
I de menigheder, der efterhånden dannedes, blev kvinderne valgbare og fik stemmeret, længe inden samfundet tilkendte dem denne ret. Når det gælder haugianismen, kan kvindens forholdsvis fremtrædende rolle hænge sammen med, at hun i det bondesamfund, hvor bevægelsen havde sit udspring, havde en betydningsfuld og selvfølgelig stilling i produktionen. I andre tilfælde må en del af forklaringen på kvindernes fremtrædende rolle søges i samfundsforandringerne. Landbrugsreformer, misvækst, befolkningsforøgelse, en voksende gruppe af jordløse og tjenestefolk samt et kvindeoverskud er nogle af de træk, som kendetegner den første del af 1800-tallet. Mange søgte deres legitime plads i det sociale fællesskab, og et sådant fællesskab kunne de nye åndelige bevægelser og deres virksomhed inden for forskellige områder tilbyde.
Kvindelige prædikanter
Især i de tidlige vækkelsesbevægelser, der var præget af ekstatiske oplevelser, omtales adskillige kvindelige prædikanter. Fra Finland kender vi Anna Michelsdotter Rogel fra anden halvdel af 1700-tallet, og hundrede år senere vandrede Karolina Utriainen (født i 1843) rundt og samlede store tilhørerskarer. En ejendommelig drøm, hun havde som niårig, blev trykt og fik vid udbredelse. Beretningen, som hun selv nedskrev tidligt, har med sine helvedes- og paradisskildringer ligheder med John Bunyans The Pilgrim’s Progress from this World to that Which is to Come (En Pilgrims Vandring) fra slutningen af 1600-tallet. Hendes prædikener blev holdt tidligt om morgenen og blev gennemført i en slags dvalelignende tilstand, og her kan man genkende de tanker og den lære, som Finlands store vækkelsesleder Paavo Ruotsalainen (1777-1852) havde været tilhænger af. Først som 70-årig holdt Karolina Utriainen op med at prædike. En del af hendes prædikener var da blevet stenograferet og udkom senere på tryk.
Men der var mange prædikanter, der ikke arbejdede med disse ekstatiske tilstande, og hvis virksomhed mere sigtede mod en styrkelse af det åndelige liv inden for kirken. Amelie von Braun (1812-59) drev søndagsskole og forestod forskelligt socialt arbejde i Karlshamn i 1840’erne. Men hun samlede også store skarer, når hun prædikede i sin hjemby eller andre steder.
Amelie von Braun lader til at have været dybt engageret i sin samtids åndelige tilstand, hvilket fremgår af optegnede udlægninger og diskussioner i teologiske spørgsmål. Om hendes Christendomslifvet i vår tid skrev en Uppsalastudent: »Her kaldes disse tegninger blot for ‘bogen’ og er ivrigt læst«.
Kirsten Larsdatter, »Skov-Kirsten fra Tårs«, blev som ung vakt af mormonerne, som trods modstand åbenbart vandt mange tilhængere i Danmark. Hun brød dog med dem i 1851, efter at hun var blevet påvirket af grundtvigianske præster, blev en stor taler i hele Nordjylland og lader til at have gjort et stort indtryk på sine tilhørere.
Elsa Borg (1826-1909), den legendariske leder af det diakonale arbejde i Vita Bergen i Stockholm, gengiver i sine erindringer en episode fra et besøg i sin ungdom hos pastor KJ. Svalander i Bringetofta i Småland: »I Bringetofta samlede der sig nådehungrende sjæle fra forskellige egne … Op til søn- og helligdage blev altid de, der havde længere vej, indbudt til at sove i præstegården. En søndag morgen gik præsten frem og tilbage i dagligstuen og så meget bekymret ud. Jeg spurgte, hvad det var, der bekymrede ham. Han sagde: ‘Jeg har lige talt med en gammel kone fra fattighuset. Hun har et usædvanligt lys i Guds ord. Jeg er så ked af, at jeg ikke må sende hende op på prædikestolen og prædike. Hun ville gøre det meget bedre end jeg’«.
»Læserne« og læsningen
Vækkelsens folk kaldtes ofte »læsere«. Stigende læsefærdighed ligesom stigende adgang til Bibler gjorde det muligt for stadig flere at studere Bibelen, og det medførte også for den ulærde en evne til at tilegne sig og tolke teksten. Frem for alt fra England organiserede man Bibelselskaber i de nordiske lande, og de havde til opgave at sprede Bibler til en bred befolkning. Mellem 1855 og 1895 blev der således i Danmark næsten gratis uddelt cirka en million Bibler. »Hvor står det skrevet?« og »hvad står der skrevet?« blev de tilbagevendende spørgsmål.
De mange såkaldte traktatselskaber spredte ved hjælp af omkringrejsende kolportører billige småskrifter til fjerne egne af landet og til alle samfundslag. Denne kolportørvirksomhed var ofte forbundet med forkyndelse og blev en effektiv måde at undgå Konventikelplakatens restriktioner på. Skønt det som oftest er nyskrevet litteratur, meget af den i oversættelse, får også ældre skrifter nye læsekredse. Angelsaksisk og reformert præget fromhed vinder indpas, men det lader også til, at Martin Luther er blevet læst som aldrig før. I denne sammenhæng skal »fruentimmerbibelselskaberne« nævnes; de blev dannet i den evangeliske vækkelse i begyndelsen af 1800-tallet. Hensigten med dem var at indsamle midler for at udbrede Bibelen i de lavere samfundsklasser, og de rekrutterede ikke sjældent deres medlemmer blandt de formuende i samfundet. Sammenslutningerne betragtede sig selv som en vigtig mulighed for at vække kvinders frimodighed og interesse for en vigtig s ag. For disse Bibelselskaber blev det en opgave at gøre Bibler lettilgængelige og overkommelige i pris, »og denne tjeneste er en af dem, der giver den kvindelige karakter værdighed«, hedder det.
Bibelstudier og læsning af andagslitteratur og traktaternes fortællinger skabte forbilleder. Det religiøse sprog tilbød ord for oplevelser, udtryk for tanker, ja, selv formuleringer til brevskrivning. Denne sprogbrug kunne markere samhørighed og fællesskab såvel som afstand til omverdenen. Her er breve og dagbøger en kilde til viden om det sprog, som udviklede sig i forskellige religiøse grupper. I småskrifternes fortællinger blev der desuden hentet forbilleder for omvendelsernes forløb ligesom for beretningen om dem, og dette gav mange af de religiøse bekendelser et påfaldende stereotypt præg.
En interessant kvinde blandt de folkelige forfattere i Finland er Maria Berg eller »Pali-Maja« (1784-1867). En del af hendes mange sange blev nedskrevet og udgivet i 1882. Det gælder mange af 1800-tallets digtere, at det er uvedkommende at skelne mellem religiøs og ikke-religiøs digtning, fordi grundlaget for sprog og forestillingsverden er inde-holdt i den åndelige litteratur. Når Pali-Maja hylder et brudepar, henviser hun til Jesu tilstedeværelse ved brylluppet i Kana som forbillede for en rigtig bryllupsfest. Men da hun bliver anklaget for at være pietistisk, svarer hun med et digt, hvori det hedder:
Ett fårhus, en herde skall wisserlig’ bli,
då werlden från willor skallwara helt fri;
ty mästaren sjelfwer har lofwat oss detta,
att han sina hjordar i ro skall försätta,
då slippa wi ändligt all orooch kif
och ulfen ej mera får skadawårt lif.
(Et fårehus, en hyrde skal der visselig være,
hvor verden kan være helt fri for sine vildfarelser;
thi mesteren selv har lovet os,
at han skal anbringe sine hjorder i fred,
da slipper vi endelig for al angst og kiv,
og ulven kan ej mere skade vort liv).
Vækkelserne tog også tidligt pressen i sin tjeneste for at sprede deres idéer. Et vigtigt eksempel i svensk sammenhæng er Pietisten, som begyndte at udkomme i 1842.
I 1855 havde dette blad et oplag på 7.000 eksemplarer, og det kan sammenlignes med Aftonbladet, grundlagt i 1830 af Lars Johan Hierta og op til 1890’erne den svenske liberalismes fornemste talerør, hvis oplag på samme tid kun var på 4.000.
Pietistens udbredelse havde givetvis stor betydning. Publikationerne blev nemlig læst af mange, artikler derfra fungerede som højtlæsning ved sammenkomster, og man gemte årgangene. De bidrog ikke alene til, at idéer og viden i teologiske spørgsmål nåede ud til de bredere befolkningslag, men stimulerede også til læsning og samtaler, skabte en respekt for og en fortrolighed med det skrevne ord og var medvirkende til engagement i forskellige spørgsmål. Desuden gav disse blade mange skrivende mulighed for at publicere. Sange og fortællinger, som Lina Sandell skrev, blev udbredt gennem blade som Budbäraren, almanakker – hendes egen Korsblomma bl.a. – og pjecer.
At »tolke sit hjertes glæde i sangenes sejrslyd«
»Hvor mange gange har jeg ikke været med i den store syngende skare som vandret til og fra disse forsamlinger. Skjønn og oppløftende lød sangen i den stille luften«.
Sådan skriver Kirsten Dorothea Aagaard Hansen (1850-1902), der selv var sangdigter, men frem for alt oversætter, fra sin ungdoms Vikedal i Norge.
Inden for de forskellige vækkelsesbevægelser fik sangen stor betydning; den skabte sammenhold og var et middel til at give udtryk for en følelse og en oplevelse. I Danmark og til dels også i Norge lader det til, at behovet i stor udstrækning er blevet dækket af den ældre salmeskat, og man holdt fast ved den i kamp mod de nye salmebøger, der blev udgivet i anden halvdel af 1700-tallet.
Protesten mod de nye salmebøger, f. eks. Evangelisk-kristelig Psalmebog, var stærk i Norge og i Danmark. Der blev heller ikke skabt megen ny salmedigtning i denne oplysnings-teologiens ånd. Men i 1840 udkom i Norge Psalmer og religiøse Digt til huuslig Opbyggelse. Forfatteren var Dorothea Maria Moss, født Møller (1777-1851). Bogen indeholder godt hundrede salmer og digte om Gud, dyd, fornuft og udødelighed.
Men der blev skabt mange nye åndelige sange og salmer i løbet af 1800-tallet, og i Sverige tyder meget på, at det frem for alt har været almindeligt med oversættelser af engelsksproget digtning. Som protest mod de nye, rationalistisk prægede salmer udarbejdede Hauge i 1799 en salmebog med egne og andres bidrag. Berthe Canutte Aarflot var ikke haugianernes eneste kvindelige forfatter af åndelig sang. Da Hauge i 1804 udgav Christendommens Lærdoms-Grunde, medtog han også her sange, der var skrevet af venner. Deriblandt finder vi Larine Olsdatter Øxne, Pernille Hansdatter Bru, Kristi Kristensdatter Marken og Christi Olsdatter Nyre.
Metodistkirkens første menigheder blev dannet i Norge i 1856. Ud over metodisterne udgør baptisterne, ligesom i Danmark og Sverige, de vigtigste frikirker med international tilknytning fra midten af 1800-tallet. Svenska Missions-förbundet, der blev dannet efter et skisma med Evangeliska Fosterlands-Stiftelsen, tilhører Sveriges største frikirkelige samfund.
I Norge, hvor der efter 1814 var et behov også for en selvstændig norsk kultur på salmens område, blev megen digtning til netop i den haugianske bevægelse. De Troendes daglige Omgang med Gud blev trykt i Bergen i 1847. Forfatteren er Berte J. Barstad, som her kommer til at stå som endnu en repræsentant for den stærke strømning i norsk digtning, som den haugianske bevægelse udgør.
Også i forskellige andre troskredse gør kvinderne sig gældende som salmedigtere. Præstekonen Gustava Blom Kielland (1800-1889) begyndte tidligt at skrive sine egne sange, foruden at hun oversatte tyske salmedigtere til norsk. I en alder af 82 skrev hun sine Erindringer fra mit Liv, hvori hun livfuldt skildrer ældre tiders præstegårdsliv. Clara Ahnfelt (1819-1896) var gift med Oscar Ahnfelt, en kendt sanger og rejsende prædikant. Han satte musik til digte fra Pietisten og foretog lange rejser i Sverige, Danmark og Norge, hvor han prædikede og sang. Clara og Oscar Ahnfelt hører hjemme i kredsen omkring Carl Olof Rosenius (1816-1868), en af nyevangelismens mest fremtrædende lægmandsforkyndere i Sverige, og da de i 1851 flyttede fra Stockholm til Karlshamn, blev deres hjem dér centrum for åndelig virksomhed. Når manden var ude på sine månedlange rejser, måtte konen overtage ledelsen og arbejdet med søndags-skole og syklubber. Syklubberne fungerede dengang ofte som støttegrupper for missionsvirksomhed i Sverige og i andre lande eller som arbejdsgrupper til at afhjælpe den nære sociale nød. Clara Ahnfelt skrev en del sange, som hendes mand senere satte i musik, og hun oversatte Brorsons salme »O Helligaand, mit hjerte« (»I djupet av mitt hjärta«) til svensk og føjede flere vers til.
Carolina Almqvist (1829-1861) blev født i et fattigt hjem i Dalsland og kom i en alder af 14 år ud at tjene. 11 af hendes sange, som hun oven i købet selv havde sat melodi til, er med i Pilgrimsharpan, der udkom i 1861.
Vi finder påfaldende få salmeskrivende kvinder i det danske 1800-tal, måske fordi Grundtvig havde dækket behovet for nyskrevne salmer. Men i Indre Missions Sangbog fra 1910 er der 15 sange med af Emilie Thorup (1857-1890). Efter hendes død fandt man i hendes gemmer flere prædikener og åndelige refleksioner, som hun havde skrevet uden at vise nogen dem. Hendes åndelige sange, hvoraf en del tidligere var blevet offentliggjort uden forfatternavn i et tidsskrift, blev samlet og udgivet i 1891 med titlen Efterladte aandelige Digte af E. Sygeplejerske og forfatter Alberta Eltholtz (1846-1934) bidrager med mange sange i den metodistiske sangbog, der udkommer i Danmark i 1876.
»Til søndagsskole glad vi gå/ at bede, synge, høre«
Det religiøse liv søgte nye former i forbindelse med de samfundsændringer, der fandt sted i løbet af 1800-tallet. Det gjaldt også børnenes åndelige opdragelse, der i det gamle ensartede bondesamfund var blevet formidlet i hjemmene og dér var pålagt husfaderen, men som sikkert ofte var blevet udført af familiens ældre kvinder. Nu opstod der et nyt behov for at give kristen undervisning, og der blev dannet søndagsskoler først og fremmest i tættere beboede egne og i de voksende provinsbyer. I kredsen omkring Rosenius finder man Mathilda Foy (1813-1869) og Betty Ehrenborg (1818-1880). I 1840’erne og 1850’erne tog de initiativ til søndagsskolearbejde i Stockholm efter et besøg i England, som havde været både uddannende og igangsættende. Betty Ehrenborg begyndte også at holde søndagsskolelærerkurser for at få gode lærere til dette arbejde. De fleste deltagere har efter sigende været »baptister og separatister«, til trods for at Betty Ehrenborg selv næred e stor skepsis mod enhver afvigelse fra den lutherske lære. I blade som Bibel-Wännen og Missions-Tidning kunne der spredes information om denne virksomhed, og det kunne anspore til lignende initiativer andre steder. I Karlskoga i Värmland læste Maria Nilsdotter, »Mor i Vall«, om Betty Ehrenborgs arbejde i Stockholm og besluttede at starte sin egen søndagsskole, den første i Värmland. Hun skrev til Betty Ehrenborg for at få gode råd, fik det og desuden lærere fra hovedstaden til sin virksomhed blandt børnene på egnen; i 1858 blev den udvidet med børnehjem og senere også med almindelig skole.
Søndagsskolen var et vigtigt middel til at føre børnene ind i vækkelsens tankeverden, og sangen spiller her en stor rolle. Der blev brug for ny litteratur, sange til andagter og læsning som led i opdragelse og dannelse. Der blev efterhånden også udgivet særlige børneblade og mindre skrifter for børn. Lina Sandell øvede stor indflydelse på søndagsskolen som redaktør af Barnens Tidning og Barnens Vän, og hun skrev flere sange og fortællinger til søndagsskolebrug ligesom Betty Ehrenborg. Mathilda Foy skrev eller oversatte små fortællinger i Christelig månadsskrift för barn. Mange af dem kan i dag virke overdrevent moraliserende i deres sædelære, mens andre giver gode beskrivelser af hverdagslivet og formidler interessante menneskeskæbner. Her skildres det, hvordan kvinder tager initiativ til på forskellig måde at lindre nøden blandt børn i fattige egne, og der flettes viden om historie og geografi ind i fortællingerne. Også her mærker man tidens in teresse for folkeuddannelse.
Vi kan finde mange bidragydere i denne sammenhæng, især efter midten af 1800-tallet, da de forskellige vækkelsesbevægelser var blevet organiseret i foreninger inden for kirken eller i frikirkelige samfund, og da søndagsskolevirksomheden også var blevet omfattende inden for statskirken. Den norske Marie Wexelsen (1832-1911) begyndte tidligt at skrive fortællinger og sange for børn. Hun var præget af grundtvigianismen, havde gået på Askov Højskole og kom til at interessere sig for børnearbejdet og for højskoleundervisning. Hun er desuden et af de mange eksempler, som kan nævnes på et stigende engagement i den tidlige kvindebevægelse. Den danske Laura Margrethe Trojel fik offentliggjort bidrag i Kristeligt Børneblad i 1870’erne, og i Sverige arbejdede Lilly Lundequist (1847-1925) og Emilia Ahnfelt-Laurin (1832-1894) som forfattere og oversættere; den sidstnævnte oversatte i øvrigt omkring 100 af Grundtvigs salmer til svensk og sin onkel Oscar Ahnfelts sangsamling til norsk. Elevine Heede (1820-1883) var fra 1874 tilknyttet Metodistkirkens Forlag i Kristiania.
Grundtvig skildrer ofte i sine digte »dannekvinden« som kulturbærer og formidler af et sprog, af netop modersmålet, historien og litteraturen. Hans billede af den ømt talende, værdige og moderlige kvinde sætter sig spor hos mange af periodens skrivende og digtende lærerinder og får betydning i kredsen omkring Dansk Kvindesamfund, stiftet i 1871. Men mens Grundtvig forbinder billedet af »dannekvinden« med tanken om den oplyste almue, er disse skrivende kvinder og lærerinder mere optaget af at gøre borgerskabets kvinder til »dannekvinder«.
Hun oversatte de fleste af de bøger, som dengang udkom dér, og hun redigerede Børnenes Søndagsblad. Hun skrev egne tekster, men var frem for alt også en dygtig oversætter af åndelige sange, og som sådan lykkedes det hende selvstændigt, men også med troskab over for originalen, at udarbejde tekster, som blev værdsat, og som stadig ofte synges.
»I Danmark blomstrer dannekvinden«
I løbet af 1800-tallet groede der en stærk interesse frem for folkelig uddannelse og dannelse, som også kom til at præge meget af det kristne arbejde – og ikke kun dét, der var rettet mod børnene. I Danmark havde præsten og digteren N. F. S. Grundtvig (1783-1872) set det som sin opgave at vække folket til en ægte og levende kristendom. Efter nogle besøg i England omkring 1830 udviklede han sine tanker om at oprette en skole i Sorø for landets ungdom fra alle samfundslag. Målet var at skabe en større forståelse hos dem for menneskelivet, som han anså for at være guddommeligt og derfor stort og forunderligt, og at forberede de unge til deres plads i samfundet. I denne »Skole for livet« skulle historie og poesi være de vigtigste fag.
Rundt om i landet opstod der folkehøjskoler, hvis elever først og fremmest var rekrutteret fra bondestanden.
For at højne landbobefolkningens dannelsesniveau og dermed styrke nationen måtte man også have kvinderne med. I slutningen af 1860’erne fik de i sommermånederne adgang til højskolernes undervisning, og i stadig større udstrækning sluttede de op omkring dem. Disse kurser fik betydning i debatten om kvindens plads i samfund og i ægteskab. Ikke mindst medvirkede de, ligesom det nye foreningsliv, til at give mange af landboungdommens unge kvinder en identitet og en træning i at ytre sig om politiske og samfundsmæssige spørgsmål. Højskoleundervisningen lagde vægt på at udvikle den enkeltes duelighed og muligheder, og dermed blev kvinderne tilkendt ret til at have deres egne interesser, uden at ægteskabet af den grund blev undermineret.
I sin skildring af Nathalie Zahles skolearbejde fortæller hendes elev Henriette Skram, at frøken Zahles store betydning »for den danske Skole blev nu den, at hun med fast Haand ledede den grundtvigske Strømning ind i det rette Leje fremfor at lade sig bortskylle af den«, og Henriette Skram hentydede dermed især til, at Nathalie Zahle ikke opgav »Grundpillerne, Lydighed og Orden«.
Grundtvigs hjem blev et stykke tid i 1852 fristed for den unge forfatter Mathilde Fibiger, der havde vakt debat og forargelse med sin emancipationsroman Clara Raphael. Tolv Breve, 1851. Mathilde Fibiger blev aldrig grundtvigianer, skønt hendes tanker om kvindens nationale og kulturelle opgave har berøringspunkter med Grundtvigs idéer om den kulturbærende »dannekvinde«. En anden samtidig dansk forfatter, lærerinden Pauline Worm, der tog del i debatten om Mathilde Fibigers bog, fandt derimod sit ståsted i grundtvigianismen, og for Nathalie Zahle, den danske pigeskoles reformator, blev Grundtvigs pædagogiske tanker særlig betydningsfulde.
Søren Kierkegaards unge slægtning, Henriette Lund, fortæller i sine erindringer nedskrevet i 1876 og offentliggjort i 1909 om sin oplevelse af Grundtvig og af gudstjenesten i Vartov Kirke: »… jeg blev saa dybt greben af den levende Salmesang, der i de Tider var noget helt usædvanligt, saavelsom af hele Gudstjenestens Inderlighed, at jeg fortsatte mine Besøg, og kun smilede igjen, da jeg paa en af de første Vandringer derhen mødte Onkel Søren (Søren Kierkegaard), som en passant med et Smil bemærkede: ‘Det skal ellers ikke være godt at komme under Vartov!’. Moder yndede ligesaa lidt denne Retning«. (Erindringer fra Hjemmet).
Grundtvigs idéer om kristenlivet, om »det levende ord« og den folkelige oplysning, havde demokratisk sigte og perspektiv og skabte en væsentlig grobund for bondebevægelserne i slutningen af århundredet. I årene mellem 1839 og 1872 var han præst ved Vartov, og der kom mange studenter, vordende præster og højskolelærere for at høre hans forkyndelse. Flere af Grundtvigs mange tilhørere kom senere som præster ud til menigheder, hvor de bidrog til at skabe et nyt aktivt menighedsliv. Det betød, at der ikke i samme udstrækning som i Sverige blev dannet frikirkelige menigheder i Danmark, og at dansk samfundsgeografi i dag ser anderledes ud end svensk. Hertil bidrager også »Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark«, der blev oprettet i 1861 med den udtrykkelige målsætning at virke for »at føre de forvildede tilbage til det fædrene hus«. Via omrejsende kolportører og ikke mindst den virksomhed, som blev udført af Vilhelm Bech, Indre Missions leder i 40 år, blev der formidlet kontakt mellem vakte lægmandskredse på landet i Danmark. Til forskel fra den grundtvigske prædiken er den, vi møder hos Indre Mission, på linje med traditionel vækkelsesforkyndelse, hvor der lægges vægt på bod og omvendelse, og i landsbysamfundene kunne det komme til voldsomme og dramatiske konfrontationer mellem grundtvigianere og missionsfolk.
I løbet af 1800-tallet bliver samfærdslen større, og man vandrer nu gerne lange veje for at høre en god prædikant. Præstehjemmene fungerer ikke sjældent som åndelige centre, og nye åndelige strømninger breder sig mere og mere fra egn til egn uden de højere stænder som mellemled. Om »Mor i Vall« fortæller sønnen Jacob Nyvall, hvordan faderen blev vred over hendes »nye griller« og prøvede på at hindre hende i at »løbe til præsten«. Han bandt hende derfor i køkkenet med et reb, der dog var tilstrækkelig langt til, at det tillod hende at passe de daglige gøremål.
»Elskede venner i Kristus! Guds nåde og fred!«
Det hedder sig ofte om både de tidlige vækkelsesbevægelser og om frikirkerne i det sene 1800-tal, at de var kendetegnet af en vis kulturfjendtlighed. Det har nok også sin rigtighed, hvis man bruger et for snævert kulturbegreb og mener en slags officiel og alment accepteret kultur. Her konsumeres der litteratur, og her opstår der litteratur, men af en anden art. Man så med en vis skepsis på nogle litterære former som f.eks. romanen, mens andre genrer blev dyrket. Samtidig med den stigende interesse for det skrevne ord og med større skriveevne kom f.eks. brevene som litterær form til at betyde meget blandt Norges haugianere. En omfattende brevveksling haugianerne imellem afspejler ikke kun den indbyrdes omsorg i åndelige spørgsmål, men også en stigende interesse for at nedskrive tanker og hændelser i dagliglivet.
Brevene har i dag en selvfølgelig værdi som kulturhistoriske dokumenter. Berthe Canutte Aarflots breve vakte imidlertid allerede i hendes egen levetid stor interesse og blev samlet og udgivet på tryk, bl.a. En Samling af religiøse Opmuntrings- og Opbyggelsesbreve, 1844.
Som så ofte, når det drejer sig om litterære genrer, præger specielle forbilleder både form og indhold. Man kan finde spor af Hauges egen selvbiografi med dens omvendelseshistorie i dem, der senere blev skrevet blandt hans venner. De talrige breve afslører også, at der formodentlig findes et fælles forlæg, når det drejer sig om håndskriften.
Den interesse for mission, der voksede sig stadig stærkere i løbet af 1800-tallet,
En vækkelsesbevægelse i det nordlige Ångermanland blev kaldt »Anniter«. Fra 1830’erne til sin død i 1878 blev bevægelsen ledet af Anna Johansdotter Norbäck, som ud fra sin læsning af Bibelen og Luther opponerede mod det, hun opfattede som bibelstridige indslag i kirkens undervisning og liturgi. Hun dannede derfor sin egen menighed med en særlig nadvergang.
medførte, at også nordiske missionsselskaber og kirkesamfund udsendte deres egne missionærer. Det gjaldt arbejdet inden for landets egne grænser, Lapmarken eller Grønland, men der blev i stigende grad sendt missionærer ud også til fjernere egne af verden. Der var brug for kvindelige missionærer inden for sygeplejen, undervisningen, i arbejdet blandt kvinder i en fremmed kultur. De breve, dagbøger og rejseskildringer, der ligger gemt i missionsarkiver, eller som er blevet offentliggjort i blade med samfundsmæssig orientering, udgør en rig kilde til viden.
Vi begyndte dette afsnit med historien om Berthe Canutte Aarflot. Hun har faet sit navn i den norske salmes og i haugianernes historie. Den svenske »Moster i Klerke«, Nicolava Nils-dotter (død 1896) i Klerke, kan stå som eksempel blandt de mange mere usynlige. Når lægprædikanterne kom til sognet, blev de modtaget i hendes hjem. Selv samlede hun de troende på egnen til fælles opbyggelse, læste Guds ord sammen med dem og talte opbyggeligt til de forsamlede. Hun arbejdede med undervisning af børnene i en søndagsskole, og hun dannede en lille syklub, hvis indsamlede midler blev sendt til missionsarbejdet. Hun tog også initiativ til en frikirkelig menighedsdannelse i Klerke.