Lindstrøm, Merethe

1963 - 

Norge

Se alle forfattere

Lindstrøm, Merethe

Af:  Unni Langås

Født i Bergen som datter af kunstnerforældre, debuterede i 1983 med novellesamlingen Sexorcisten og andre fortellinger. I sine noveller og romaner, der er skrevet i en nøgtern, kølig stil, er hun bl.a. inspireret af den amerikanske forfatter Jayne Anne Phillips. Rodløse individer, uforløste relationer og stille galskab er centrale motiver i forfatterskabet, der sætter intensivt fokus på det marginale og ekstreme.

Sit gennembrud fik hun med novellesamlingen Svømme under vann, 1994, og med romanen Steinsamlere, 1996, der med sin kølige fortællestil pirrer læserens nysgerrighed i skildringen af et mærkeligt formelt, men stærkt og livslangt forhold mellem en professor og hans sekretær. Romanen er med sine referencer til filosoffen Ludwig Wittgenstein, norsk krigshistorie og nazismeproblematik en ambitiøs håndtering af en tematik omkring sprog og eksistens. 1997 kom romanen Stedfortrederen.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Merethe Lindstrøm udgivet novellesamlingerne Jeg kjenner dette huset, 1999, Gjestene, 2007, og Det må ha vært ensomt der. Utvalgte noveller, 2008, og fire romaner: Natthjem, 2002, Ingenting om mørket, 2003, Barnejegeren, 2005, og Dager i stillhetens historie, 2011.

Hun har modtaget flere priser, bl.a. Dobloug-prisen 2008, og blev for anden gang nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2012.

Artikler om forfatteren