En af sin tids rigeste og mægtigste kvinder, for hvem det lykkedes at få politisk og åndelig indflydelse i det Europa, som hun berejste som få andre i samtiden. Født Birgersdotter var hun ældste datter af lagmand Birger Persson og Ingeborg, datter af lagmand Bengt Magnusson fra Ostergötland. Hun blev i 1316 gift med Ulf Gudmarsson, der døde som lagmand i 1344 umiddelbart efter den pilgrimsrejse, som han og Birgitta foretog til Det Hellige Land. Sammen fik de otte børn, hvoraf de fem nåede voksenalderen. For Birgitta Birgersdotter, der allerede som barn havde religiøse syner, blev ægtemandens død indgangen til en ny fase i hendes liv.
Hun helligede sig nu helt de to livsopgaver, der var blevet hende pålagt i de nye, storslåede åbenbaringer, som efter Ulf Gudmarssons død kom til at bestemme resten af hendes liv: Hun skulle hele kirkens splittelse og formå eksil-paven i Avignon til at vende tilbage til Rom, og hun skulle frem for alt have pavens godkendelse af det kloster, hun ønskede at grundlægge i Vadstena, og hvis regel Regula Sancti Salvatoris var åbenbaret for hende af Kristus selv. Med det formål rejste hun i 1349 til Rom, hvor hun – afbrudt af pilgrimsrejser – boede til sin død. Birgittas klosterorden blev godkendt i 1370 som en gren af Augustinerordenen, og Vadstenaklosterets første priorinde blev Birgittas datter, Katarina. Ikke mindst ved hendes mellemkomst blev Birgitta helgenkåret i 1391 og blev herefter omtalt som »Den hellige Birgitta«.
Hendes åbenbaringer, der blev nedskrevet på latin i samarbejde med hendes skriftefædre, den i Frankrig teologisk skolede magister Mathias, magister Petrus Olovsson fra Skåninge, Petrus af Alvastra, prior ved Alvastra Kloster og den spanske biskop af Jaën, Alfonso Pecha da Vadaterra, er et kunstnerisk og religiøst klenodie, præget af stor kraft i tro og følelse og af et fortællingens og beskrivelsens mesterskab. Petrus af Alvastra og Alfonso af Jaën samlede, redigerede og forelagde Birgittas nedskrevne visioner, Revelationes coelestes (Himmelske åbenbaringer) og Revelationes extravagantes (Yderligere åbenbaringer) for den pavelige kanoniseringskommission i 1377. I 1492 udkom de i trykt udgave. Den første oversættelse til nutidssvensk forelå først med Hjalmar Sundéns: Birgitta af Vadstena. Himmelska uppenbarelser, 1957-59.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Emilia Fogelklou: Birgitta, 1919
Tore Nyberg (red.): Birgitta, hendes værk og hendes klostre i Norden, 1991
Flemming Madsen Poulsen (red.): Den hellige Birgitta af Vadstena, 1999
Hjalmar Sundén: Den heliga Birgitta: ormungens moder som blev kristi brud, 1973
Gunnel Vallquist: Helgonens svar, 1963
