Mangfoldige former. Aktuel nordisk børne- og ungdomslitteratur i et kønsperspektiv

Den senmoderne børnebog i Norden er livskraftig, farvestrålende og mangfoldig, ikke mindst når det gælder iscenesættelse af køn. Forestillinger om faste kategorier i forhold til genrer, udtryksformer, medier, livsperioder og kønsidentitet er i dag erstattet af et bredere perspektiv, hvor glidende overgange, undtagelser og det særegne kommer i spil. I det følgende præsenteres kort tendenser i børne- og ungdomslitteratur generelt, dernæst rettes et feministisk blik på børne- og ungdomslitteratur i Norden i en kombination af et genreperspektiv og en fremhævelse af nogle af de mest markante kvindelige forfattere og illustratorer.

Skriften har traditionelt haft forrang også inden for børne- og ungdomslitteraturen, men de senere år har den nordiske børnelitteratur i meget høj grad inkorporeret billeder, og skrift og billede har kunstnerisk beriget hinanden. Grafiske romaner og billedbøger udgives også rettet mod et publikum af unge. Mange kvindelige tegneserieskabere sætter fokus på pige- og kvindeliv, og i fantasy- og ungdomsromaner fremsættes markante og nyskabende alternative blikke på kønsidentitet. Genrer blandes, og med denne udvikling følger også diskussioner af forholdet mellem genrer, medier og køn. Samtidig opstår nye crossover-kategorier som tween-litteratur og YA, young adult fiction, som retter sig mod et lidt ældre publikum end ungdomslitteratur.

Aktuel nordisk børne- og ungdomslitteratur har en forhistorie af markante forfattere: Finlandssvenske Tove Jansson (1914-2001) er en central figur i fremskrivningen af et gryende kønsperspektiv, bl.a. i kraft af gestaltningen af det mangfoldige univers i Mumidalen (1945-1970), hvor Jansson også undergraver normalisering af kønssteoreotyper (Witt-Brattström 1993). Karin Michaëlis (1872-195) og Estrid Ott (1900-1967) er tidlige danske eksempler på kvindelige forfattere, der præsenterer stærke, selvstændige, rejselystne pigekarakterer. Svenske Astrid Lindgren (1907-2002) har uvurderlig betydning både i kraft af banebrydende anti-autoritære og normbrydende karakterer som Pippi og Emil og som fortaler for børns rettigheder. Blandt forfattere født en generation senere står danske Cecil Bødker (1927-) og svenske Maria Gripe (1923-2007) som centrale eksponenter for en ny sprogorienteret, modernistisk tendens fra midten af 1960’erne.

Børnelitteratur som kønslaboratorium

I den første udgave af Nordisk kvindelitteraturhistorie, bd. 4, (1997) beskrives den nordiske børnelitteratur under overskriften ”Dialog i kønsdemokratiets tegn”. Forfatterne skriver først om ungdomsromanen med afstikkere til romaner for børn, mens billedbogen glimrer ved sit fravær. Ordene ”dialog” og ”kønsdemokrati” er stadig nøgleord i diskussioner af, hvordan køn optræder i børnelitteraturen efter årtusindskiftet, men særligt i forhold til litteraturens formsprog er dialogen forandret, og det vil i dag være utænkeligt at udelade billedbogen og den grafiske roman fra oversigter over nordiske kvindelige forfattere, der skriver feministisk.

Børnelitteraturen i dag gennemsyres af både mandlige og kvindelige forfattere, der har fokus på køn eller udgiver feministiske værker, og kvinder udgiver inden for alle genrer og kategorier. Pegebogen lægger fx i højere grad vægt på det lille barns følelser, samtidig med at forældreskab og magtstrukturer undersøges. Dette ses f.eks. i Stina Wirséns (f. 1968) Vem-böcker (2005-15). Feministiske greb og et feministisk indhold er fremtrædende og realiseres på to niveauer: formmæssigt og tematisk.

Børnebogen har længe forholdt sig til køn som kategori gennem en række formmæssige greb. Forfattere bytter om på, overskrider eller kommenterer traditionelle kønsroller og konstruerer feministiske diskurser. Et nyere dansk eksempel her er Louise Windfeldts Den dag Rikke var Rasmus (2008), hvor to børn i daginstitution bytter roller og navne for en dag. Omskrivninger af eventyr er en anden strategi. Svenske Per Gustavssons (f.1962) prinsessebøger (2003-13) vender den traditionelle prinsesserolle på hovedet og tildeler hende handlekraft. Børne- og ungdomsbogen sprudler af energiske, oprørske og frimodige Pippi-piger, men også modbilleder i form af stille, almindelige piger, som sætter forestillingen om det frigjorte køn i relief.

Hvor skildringer af frigørelse, emancipation og et nyt blik på kønsroller stod stærkest i hele Norden i 1970’erne, så er et fokus på køn snarere taget til i svenske og finlandssvenske sammenhænge de senere år. Efterspørgslen efter stærke og handlekraftige piger er her stor, nærmest altoverskyggende, og man finder også her en række bevidst mangefacetterede pigeportrætter, der behandler køn som en kompleks størrelse.

Børne- og ungdomslitteratur. Wirsén.

Fortællemæssige konventioner i voksen- og børnebøger påvirker hinanden. Den finlandssvenske forfatter Monika Fagerholm (f. 1961) har gennem sine slagkraftige pigeskildringer, som i DIVA. En uppväxts egna alfabet med docklaboratorium (en bonusberättelse ur framtiden) (1998; DIVA. En opvæksts egne alfabeter med dukkelaboratorium (en bonusfortælling fra fremtiden), 2002) fået en række efterkommere i Norden, både inden for ungdomsromaner og grafiske romaner. Denne nye måde at skildre piger på formuleres i den senmoderne ungdomsromans form og indehold f.eks. i kraft af brud på normer, former og konventioner samt gennem eksperimenter med fortællere og bogens grafiske udformning. De senmoderne ungdomsromaner i Sverige og Finland er præget af et generationsskifte, hvor feministiske fortællestrukturer udforskes (Söderberg & Frih 2010, 13, Söderberg, Österlund & Formark 2013, Lövgren 2016, 9). Udviklingen går hånd i hånd med en øget forskningsinteresse for pigen som figur, særligt i Sverige og Finland, hvilket er synligt i det nordiske netværk FlickForsk og i udgivelsen af forskningsantologien Flicktion (2013).

Børne- og ungdomslitteratur. Wirsén.

Efterhånden som et pige- og drengeforskningsperspektiv inden for feminismen blev udkrystalliseret, har også kønsrepertoiret i bøgerne udviklet og forandret sig (Slettan 2009, Öhrn 2009). Særligt i Sverige er der opstået forlag som Olika eller Sagolikt med en særlig ideologisk udgivelseslinje med fokus på mangfoldighed og normkritik. Fra pegebøger til ungdomsromaner iscenesættes her køn som konstruktion, og der sættes spørgsmålstegn ved gældende stereotyper, herunder heteronormativiteten og det traditionelle forældreskab. Både i billedbøger og ungdomsromaner finder man leg med former gennem anvendelse af ’gurleske’ træk, altså en generobring af det lyserøde pigeliv kombineret med karaktertræk som styrke, farlighed og oprørskhed. Gurleske træk knytter an til den japanske betegnelse ”kawaii”, som betyder ”nuttet”, en form, der samtidig kan have groteske, uhyggelige og erotiske undertoner.

Markante kvindelige billedbogsskabere i Norden

Børne- og ungdomslitteratur. Wirsén.

Svenske Carin (f. 1943) og Stina Wirsén skildrer i En liten skär-suiten (2006-2014) pigen kaldet En liten skär inden for rammerne af et bredt kønsrepertoire, hvor hun udvikler sig fra at være en forsigtig, velfriseret pige til en gurlesk og udadvendt karakter med shocking pink kjole, åben, ildrød mund og spidse hugtænder (Österlund 2008, 2013). Billedbøgerne tematiserer mangfoldighed gennem et konglomerat af figurer i farvestrålende unisextøj og kroppe i forskellige størrelser. Fede kvindekroppe skildres bekræftende og kan opfattes som et udtryk for et fedmeoprør. Samme persongalleri med En liten skär i spidsen forekommer i Wirséns pegebøger, hvor nøgleord er mangfoldighed og normkritik. Wirsén fremskriver i pege- og billedbøger og animationsfilm en mangfoldighedspoetik bl.a. ved at vise en intersektionel palet, altså en bred vifte af repræsentanter for forskellige klasse-, etnicitets- og kønstilhørsforhold. En figur som den sorte pige Lilla hjärtat vakte en ophedet debat om, hvordan etnicitet kan visualiseres. Også figuren Lucia, der sidder i kørestol, og personer, der er svære at kønsbestemme, hører til Wirséns repertoire.

Børne- og ungdomslitteratur. Karrebæk.

Gennem danske Dorte Karrebæks (f. 1946) forfatter- og illustratorskab løber en rød tråd af på en gang følsomme og stærke piger, der lærer at klare sig selv også under vanskelige omstændigheder. Barnets erfaringer og følelser – positive såvel som negative – er ofte i fokus. I Pigen der var go’ til mange ting (1996), et hovedværk i forfatter- og illustratorskabet, beskrives en piges udvikling fra at være en skrøbelig, føjelig og passiv pige i en dysfunktionel familie til bogstaveligt talt at bryde ud af de snævre rammer. Da hun erkender, at hun ikke kan ændre på forholdene i hjemmet, hedder det, at hun ”glemte sin barndom og gav sig til at vokse så hurtigt hun kunne”. Herefter forlader hun hjemmet. Barndom og pigeliv beskrives ikke som et biologisk vilkår, men som et valg: Har man ikke forældre, der kan drage omsorg for en, må man lære at klare sig selv, og bogen sender et klart signal til læseren om muligheden for at få indflydelse på den identitet og (køns)rolle, man påtager sig.

Sammen med forfatteren Ole Dalgaard (f. 1950), alias Oscar K., har Dorte Karrebæk de senere år gjort en dyd ud af også at give udsatte børn stemme, mest eksplicit med et kønsperspektiv i billedromanen Benni Båt (2005), der i høj grad sætter spørgsmålstegn ved en entydig opfattelse af køn og seksualitet.

Børne- og ungdomslitteratur. Lindenbaum.

Svenske Pija Lindenbaum (f. 1955) har bl.a. undersøgt køn i serien om pigen Gittan (2000-11; Gitte (2001-2012), bøger som Lill-Zlatan och morbror raring (2006; Lille-Laudrup og den bedste onkel, 2007), Kenta och barbisarna (2007; Kenny og barbierne, 2008) samt Siv sover vilse (2009; Liv sover vild, 2010) (Warnqvist 2012, Österlund 2012, 2013).

Børne- og ungdomslitteratur. Lindenbaum.

Gittan-bøgerne udmærker sig ved at skildre en tilbageholdende pige, som løser problemer på sin egen måde og tyr til frigørende fantasier, der knytter an til traditionelle eventyrmotiver som Rødhætte og ulven. Lindenbaum præsenterer typisk hverdagsskildringer med flere lag, således at læseren på underspillede og elegante måder præsenteres for alternative livsmåder og nuancerede opfattelser af køn. I Siv sover vilse, som omhandler venskab set i et klasseperspektiv, spiller pigen Cerisias navn på farven rosa, og hele hendes hjem forvandles i gæsten Sivs øjne til et shocking pink-filter. I en form for mindscape mellem drøm og virkelighed farves Sivs tanker og følelser af den visuelle fortælleform.

Børne- og ungdomslitteratur. Lindenbaum.

Norske Gro Dahle (f. 1962) har i sit omfattende forfatterskab vist, hvordan tilsyneladende skrøbelige piger får styrke og stemme. En bemærkelsesværdig pigetransformation ses i fortællingen Snill (2002; Silkesød, 2011). Her møder læseren Lussi, der er usandsynlig fin, ordentlig og god til at indrette sig på den givne ordens rammer og normer: ”For Lussi gør alt som hun skal. /Se som hun smiler! / Skriver pent, leser fra boka/nikker og smiler og rekker opp hånden.” Svein Nyhus’ illustrationer afbilder den sarte pige klædt i lyserødt med hvid krave, velfriseret og med sløjfe i håret. Pigen fremsættes imidlertid ikke som et ideal, idet hun forsvinder og bogstaveligt talt går i et med tapetet (Ommundsen 2004). Herefter viser illustrationerne det nok kraftigste vredesudbrud i nordisk billedbogshistorie.

Børne- og ungdomslitteratur. Nyhus.

Til teksten ”Nå er det nok!” vises et barn, hvis voldsomme vrede først skræmmer de voksne, og som ved fortællingens slutning fremstår som mere snavset og med rodet hår, men som også ser læseren i øjnene med et skævt smil og fingeren i næsen, som et klart tegn på en accept af det barn, der gør oprør mod begrænsende normer og ordner. Både hos Wirsén, Karrebæk, Lindenbaum og parret Gro Dahle/Svein Nyhus går udviklingsfortællinger om piger i dag mod en opfordring til at bryde med stive og uhensigtsmæssige rammer.

Grafiske romaner: form- og normbrud i skæve fortællinger

Kvindelige tegneserietegnere hviler på en tradition for at bevidstgøre og opfordre til protest (Jönsson 2014, Österlund 2014). De inddrager gurleske indslag, hvor en frimodig femininitet kombineres med traditionelle ’pigede’ træk, men hvor også skildringer af forfald, sygdom og ubehag er direkte forbundet med pigekroppen og pigenormer. Svenske Anna Höglunds (f. 1958) grafiske roman for unge Att vara jag (2014; At være mig) anvender signalfarven ceriserød, der af kønsforskeren Fanny Ambjörnsson blev udråbt både som udtryk for en militant lyserød protest, en legende gurlesk tilgang og for normaliseringsprocesser.

Höglunds bog indledes med et billede af en pige, som betragter sit kønsorgan i et spejl, med reference til tidligere decenniers opfordringer til praksisser, der kunne styrke piger og kvinders kropsbevidsthed. Gennem bogen løber et metaperspektiv, hvori hun – i den svenske feministiske serietegner Liv Strömquists ånd – dissekerer historiske begivenheder ud fra et feministisk perspektiv. Höglund eksperimenterede i 1990’erne med feministiske billedbøger om Syborg, læs: cyborg, jf. den amerikanske kønsforsker Donna Haraways betegnelse for et væsen mellem menneske og maskine (Resor jag (aldrig) gjort av Syborg Stenstump, nedtecknade av Anna Höglund (1992) (Söderberg 2009). Höglunds skiften mellem genrer og målgrupper peger tilbage til ældre kvindelige forfattere og billedkunstnere som svenske Inger Edelfeldt, der skriver både voksen- og ungdomsromaner samt tegner serien om Hondjuret.

Børne- og ungdomslitteratur. Höglund.

Æstetikken i Lani Yamamotos islandske billedbog Stína Stórasæng (2013; Stina Storedyne, 2015) knytter an til strikning som traditionel kvindekultur og befinder sig i grænselandet mellem billedbog og grafisk roman. Bogens taktile udformning er gennemført med inspiration fra strikning, og bogen findes også i en specialudgave med strikket uldomslag og påhængte vanter. Tematikken omkring kulde og det at fryse knyttes til pigen Stinas kreativitet, og vegeterende karaktertræk forbindes til hendes opfindsomhed.

Et lignende fokus på udforskning af pigeliv finder man inden for den nye alderskategori tweens i Pssst! (2013) af Annette Herzog (f. 1960) og Katrine Clante (f. 1973), der fremstår som en hybrid mellem billedbog og grafisk roman. Også her er der fokus på pigen som kreativt skabende. I bogens visuelle udtryk møder man hende dels beskrevet udefra, dels iscenesættes pigens egne tegninger, collager og skriftbilleder, der omhandler tanker om familieforhold og identitet, men også begyndende kropslig forvandling og kønsidentitet.

Kendetegnende for den feministiske grafiske roman er, at den bevæger sig i et grænseland, hvor fortællinger om opvækst og normbrud problematiseres i et kønsperspektiv. Norske Inga Sætres (f. 1978) grafiske crossover-roman Fallteknikk (2011) er udført i en genretypisk, grimskøn og humoristisk stil og fortæller om en teenagegraviditet. Sætre tegnede serien om Møkkajentene, (Lortepigerne) trykt i avisen Morgonbladet, der portrætterede en sårbar, men også slagfærdig pigeduos hverdag og deres tanker om køn. Sætre tilhører den gruppering blandt feministiske tegneserietegnere, som skildrer almindelige piger ’with an attitude’. Formen er en poetisk billeddagbog fuld af beskrivelser af refleksioner, bl.a. over at skille sig ud fra normen.

Oprør og eksperiment i fantasy og dystopi

Fantasyfortællinger og dystopier giver mulighed for at iscenesætte ekstreme steder og radikale visioner for kønsutopi eller -dystopi. Undergangsstemninger følges i bedste fald af frigørelse fra statiske kønsrepertoirer. I svenske Sara Bergmark Elfgren (f. 1976) og Mats Strandbergs (f. 1976) Engelsfors-trilogi i Cirkeln (2011; Cirklen, 2011), Eld (2012; Ild, 2013) och Nyckeln (2013; Nøglen, 2014) finder seks væsensforskellige piger sammen i en forladt offentlig park. Som hekse skal de frelse verden, og til det formål må de samarbejde. Elementer af nordic noir og fantasy blandes med ungdomsromanens beskrivelse af venskabs- og kærlighedsrelationer, spirende seksualitet, stoffer og forsøget på at finde en livsvej. Trilogien fokuserer på pigemagt og er også blevet genfortalt som film og grafisk roman.

Jessica Scheifauers (f. 1978) svenske roman Pojkarna (2013; Drengene, 2014) er en blanding af fantasyroman og magisk realisme (Fokin 2015). En udsat pigetrio forvandles ved indtagelse af en plantesaft til drenge, og med fordoblede kønsrepertoirer udforsker de sammen deres muligheder, kroppe og venskabers grænser. Fortælleformen er suggestiv og stilen lyrisk, mens tematikken er både brutal og sensuel.

Arven fra de nordiske sagaer og eventyr bearbejdes også i fantasyfortællinger. Finlandssvenske Maria Turtschaninoffs (f. 1977) Underfors (2010) finder sted i en by under byen Helsingfors og gennemspiller køns- og generationsspørgsmål gennem trolden som figur. Finlandssvenske Annika Luthers (f. 1958) samtidsorienterede ungdomsbøger præges af miljøkatastrofer og spørgsmål om indvandring og etnicitet. I øko-dystopien De hemlösas stad (2011; De hjemløses by) har miljøkatastrofen fundet sted, migrationsstrømme kæmper om landområder, og i dette dystopiske landskab leder hovedpersonen efter sine rødder.

En række nordiske kvindelige fortællere skriver i en nordic noir-tradition, der inkluderer mørke, snelandskaber, kulde og vold på velfærdssamfundets skyggeside. Finske Seita Vuorelas (f. 1971-2015) Karikko (2012, Grundstødt 2015) udspiller sig på en mørk og øde campingplads. Den mytiske beretning om pludselig ung død rummer en række drengekarakterer og en central pigefigur, der inkorporerer træk fra sagaer og myter. Finske Salla Simukkas (f. 1981) trilogi om Lumikki (Snehvide) Andersson fik international succes med Valkoinen kuin lumi (2013; Hvid som sne, 2015), Punainen kuin veri (2013; Rød som blod, 2014) og Musta kuin eebenpuu (2014, Sort som ibenholt, 2015). Romanerne om Lumikki knytter an til spændingsromaner, men pigens liv indrammes også af identitetskonflikter og et kærlighedsforhold til en transperson.

Den nordnorske samiske fantasyroman Ilmmiid gaskkas/Mellom verdener (2013) af Máret Ánne Sara (f. 1983) skildrer et samisk søskendepar, som er optagede af shopping og motorsport, men som forsvinder sporløst. Romanen krydsklipper mellem hverdagsliv og et forløb under jorden, der sammenvæver samisk folketro med ungdomsromanens nutidsperspektiv.

Fantasygenren, og dermed også dens ofte markante kvindelige hovedpersoner, bevæger sig på tværs af medier. Det ses bl.a. i Lene Kaaberbøls (f. 1960) fantasytetralogi indledt med Skammerens datter (2011). Børnelæsere kan i dag møde den markante pigekarakter Dina i bøger, på film og som musical-karakter. Kaaberbøls portræt af piger og kvinder, der kæmper helt på lige fod med mænd, skaber gennem Dinas magiske evner forbindelser til tidligere tiders både stærke og farlige kvindeskikkelser med overnaturlige evner, men viser samtidig hvordan også meget populære udgivelser deltager i omformuleringer af traditionelle kønsroller (Bissenbakker 2014). Også andre populære og velskrivende forfattere inden for fantasygenren, fx Cecilie Eken (1970) og Josefine Ottesen (f. 1956) kombinerer et veldrejet plot med stærke og nuancerede pigeportrætter.

Ungdomslitteratur som kønslaboratorium

Efter årtusindskiftet ser man hos kvindelige forfattere eksempler på en form for ’dobbelt frigørelse’: både fra normer, der gælder pigers identitet, og fra generelle normer om ungdom. Alle dimensioner af pigeliv bliver dissekeret, hvilket skaber mere komplekse og nuancerede skildringer, som særligt kommer til udtryk i leg med fortællerperspektiver og motiver.

Norske Hilde Hagerups (f. 1976) pigeskildringer i Høyest elsket (2000; Højst elsket, 2001) og Løvetannsang (2002; Mælkebøttesang, 2004) berører piger ramt af traumatiske oplevelser i barndommen. Gotiske motiver som gådefulde huse og landskaber samt polyfoni præger form og stil. En sammensat pigetype formes også gennem en sproglig undersøgelse af, hvad det vil sige at være pige (Bjorvand Bjørkøy 2015). I en række ungdomsromaner skaber forfatteren en tvivl eller tøven hos læseren ved at lade flere begivenheder blive fortalt af flere personer eller ved at skabe tvivl om fortællingens status mellem drøm og virkelighed. Det ses f.eks. i færøske Marjun Syderbø Kjelnæs (f. 1974) Skriva i sandin (2010, Skriv i sandet 2012), der fortæller om ti unge i Thorshavn, hvis veje krydses, og hvor hver person giver læseren et nyt blik på, hvad der foregår. Fem af dem er piger, og køn spiller en afgørende rolle i romanen, som dækker ungdomsromanens vanlige motivkreds af venskab, seksualitet og identitetssøgen.

Kvindelige forfattere skildrer relationer mellem piger i et kontinuum mellem venskabelige relationer og lesbiske forhold. Fortællingerne krydres med humoristiske og groteske elementer, f.eks. i svenske Sanne Näslings (f. 1983) Kapitulera omedelbart eller dö (2011, Kapituler straks eller dø), som stil- og indholdsmæssigt lægger sig op af en udpræget gurlesk tradition og sammenfletter en række forskellige forestillinger om, hvordan piger kan og skal være. Pigeværelset er det centrale sted, hvor positioner forberedes og afprøves. I flere romaner skrives manifester for pigeliv, hvor pigerne tager stilling til de forventninger, de møder. Sanne Näsling refererer til en række feministiske tekster af Simone de Beauvoir, Valerie Solanas og Monika Fagerholm. Näsling benytter sig af en eksperimenterende form, hvor grænsen mellem layout og tekst udviskes, og hvor det ikke står helt klart for læseren, hvad der er fantasi og virkelighed, f.eks. når pigerne på en gang skaber et billede af fremtidsdrømme og fiktive kunstneridentiteter med dyretræk.

Også hos svenske Aase Berg (f. 1976) i poesiromanen Människoätande människor i Märsta (2009; Menneskeædende mennesker i Märsta) står formeksperimenter og dyremetamorfoser i centrum, da tre teenagepiger forvandles til dyr og spidder de gældende normer vedrørende samfund og køn. I lighed med Näsling knytter Berg an til en tradition for kvindelig kunstnerisk praksis, f.eks. i digtet ”Gorilla Girl” (s. 178-9), hvor en af pigerne fotograferer sig selv med gorillamaske med inspiration fra den feministiske kunstnergruppe Guerrilla Girls, som i 1985 protesterede mod den lave repræsentation af kvinder på Museum of Modern Art.

I valoa valoa valoa (2011, lys lys lys 2014) leger finske Vilja Tuulia Huotarinen (f. 1977) med formen ved at opfordre læseren til at rive de første sider ud, hvis de ikke synes, de er gode nok, og kommenterer hyppigt på skriveakten på et metaplan. Den lesbiske fortælling, som udvikler sig i skyggen af Tjernobyl-katastrofen, har mange lag og tematiserer det at skille sig ud fra normen på flere måder. Huotarinens retrospektive fortæller sammenvæver f.eks. i jegform pigens onani og kritiske forhold til samfundet og afslutter en varm, sanselig og humoristisk beskrivelse af pigens erotiske leg med kloden således:

”Plasten halkade i mina svettiga händer. Jag kände jordklotet glöda som brinnande kol och skicka såna röda och blå och gula budskap runt min kropp från varje land och by och hav och strand.

Bästa läsare! Också ni har erfarenheter av onani i barndomen. Det är ingenting särskilt med det. Men att det var en jordglob som jag höll om, det tycker jag är viktigt.” (s. 75)

Det, man i svensk sammenhæng vil kalde ”flickmaktflickor”, piger, som gør oprør mod begrænsende pigeroller, har længe domineret særligt svensk ungdomslitteratur, og nye modbilleder er opstået. Den almindelige pige optræder i Anna Charlotta Gunnarssons (f. 1969) Utan titel (2012), hvor hun i protest vælger ikke at skille sig ud: ”[…] min sparsamma mascara, mina trendgula H&M-kläder och blekrosa läppar, min likgiltiga utstrålning […] Tänk att du har blivit så… vanlig. Pappa säger ”vanlig” på ett utdraget sätt som om det vore konstig” (s. 11).

En flerhed af opgør: etnicitet, kønsproblematikker og seksualitet

Grænsen mellem børne- og ungdomslitteratur og voksenlitteratur er i dag glidende. Den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussens (f. 1990) roman Homo Sapienne (2014) kan ses som et afsluttende eksempel på litteratur, hvor etablerede kønsroller, etniske og nationale identitetsforståelser og målgruppeafgrænsninger kommer i spil. Romanen følger en gruppe unge, som forsøger at finde et ståsted i et univers, hvor heteroseksuelle normer og traditionelle kønsopfattelser virker som en spændetrøje. De unges erkendelse af bi-, trans- og homoseksualitet udspiller sig i en moderne medievirkelighed gennem brug af Facebook, mobiltelefoner og e-mails, og der tegnes samtidig et meta-postkolonialt portræt af Grønland, som f.eks. når en af hovedpersonerne efter at have forsøgt at fremskrive forklaringer på deres genvordigheder skriver: ”Enough of that post-colonial piece of shit” (s. 68).

Den typiske hovedperson i nordisk børne- og ungdomslitteratur er stadig fra den hvide middelklasse. Blandt undtagelserne er tematiseringen af en stærk pige med etnisk baggrund i norske Iram Haqs (f. 1976) billedbog Skylappjente (2009) og danske Özlem Cekic og Christina Aamand, der lader piger med etnisk baggrund kæmpe for at finde en plads mellem den givne orden i deres familie og normer og fordomme i deres omgivelser.

Betragter man aktuel børne- og ungdomslitteratur i et kønsperspektiv, bliver forskellene mellem landene markant og tankevækkende. Det bliver tydeligt, at spørgsmål om køn, krop, seksualitet, identitet og magt spiller en stor rolle, og at nordiske læsere i dag i høj grad har muligheder for at møde alternativer til stereotype kønsopfattelser. Børne- og ungdomslitteraturen itale- og iscenesætter barndom og ungdom på én gang som mangfoldig og med mulighed for indflydelse på egen identitet, men også som præget af uforudsigelige, foranderlige og barske livsvilkår.

Skønlitteratur

Aase Berg: Männiksoätande människor i Märsta (Menneskeædende mennesker i Märsta). Natur och Kultur, 2009
Gro Dahle og Svein Nyhus (illust.): Snill (Sød). Cappelen, 2002
Sara Bergmark Elfgren og Mats Strandberg: Cirkeln. Rabén & Sjögren, 2011. På dansk Cirklen. Gyldendal, 2011
Sara Bergmark Elfgren og Mats Strandberg: Eld. Rabén & Sjögren, 2012. På dansk Ild. Gyldendal, 2013
Sara Bergmark Elfgren og Mats Strandberg: Nyckeln. Rabén & Sjögren, 2013. På dansk Nøglen. Gyldendal, 2014
Monika Fagerholm: DIVA. En uppväxts egna alfabet med docklaboratorium (en bonusberättelse ur framtiden). Söderströms, 1998. På dansk Diva. En opvæksts egne alfabeter med dukkelaboratorium (en bonusfortælling fra fremtiden). Rosinante, 2002
Anna Charlotta Gunnarsson: Utan titel. Rabén & Sjögren, 2012
Hilde Hagerup: Høyest elsket. Aschehoug, 2000. På dansk Højst elsket. Gyldendal, 2001
Hilde Hagerup: Løvetannsang. Aschehoug, 2002. På dansk Mælkebøttesang. Gyldendal, 2004
Iram Haq: Skylappjenta. Cappelen Damm, 2009
Annette Herzog og Katrine Clante (illust.): Pssst! Høst, 2013
Vilja Tuulia Huotarinen: valoa valoa valoa. Karisto, 2011. På dansk lys, lys, lys. Turbine, 2014
Anna Höglund: Resor jag (aldrig) gjort av Syborg Stenstump, nedtecknade av Anna Höglund. Bonnier, 1992
Anna Höglund: Att vara jag. Lilla Piratförlaget, 2014
Oscar K. og Dorte Karrebæk (illust.): Benni Båt. Dansklærerforeningen, 2005
Dorte Karrebæk: Pigen der var go’ til mange ting. Forum, 1996
Niviaq Korneliussen: Homo Sapienne. Milik, 2014
Marjun Syderbø Kjelnæs: Skriva i sandin. Bókadeild Føroya Lærarafelags, 2010. På dansk Skriv i sandet. Torgaard, 2012
Pija Lindenbaum: Else-Marie och småpapporna. Rabén & Sjögren, 1990. På dansk Else-Marie og minifædrene. Carlsen, 1991
Pija Lindenbaum: Lill-Zlatan och morbror raring. Rabén & Sjögren, 2006. På dansk Lille Laudrup og den bedste onkel. Klematis, 2007
Pija Lindenbaum: Kenta och barbisarna. Rabén & Sjögren, 2007. På dansk Kenny og barbierne. Klematis, 2008
Pija Lindenbaum: Siv sover vilse. Rabén & Sjögren, 2009. På dansk Liv sover vild. Klematis, 2010
Annika Luther: De hemlösas stad. Söderströms, 2011
Máret Ánne Sara Ilmmiid gaskkas/Mellom verdener. DAT, 2013
Sanne Näsling: Kapitulera omedelbart eller dö. Rabén & Sjögren, 2011
Jessica Schiefauer: Pojkarna. BonnierCarlsen, 2013. På dansk Drengene. Høst, 2014
Salla Simukka: Punainen kuin veri. Tammi, 2013. På dansk Rød som blod. Gyldendal, 2014
Salla Simukka: Valkoinen kuin lumi. Tammi, 2013. På dansk Hvid som sne. Gyldendal, 2015
Salla Simukka: Musta kuin eebenpuu. Tammi, 2014. På dansk Sort som ibenholt. Gyldendal, 2015
Inga Sætre: Fallteknikk. CappelenDamm, 2011
Maria Turtschaninoff: Underfors. Söderströms, 2010
Seita Vuorela: Karikko. WSOY, 2012. På dansk Grundstødt. Turbine, 2015
Louise Windfeldt og Katrine Clante (illust.): Den dag Rikke var Rasmus/Den dag Frederik var Frida. Ministeriet for ligestilling, 2008
Lani Yamamoto: Stína Stórasæng. Crymogea, 2013. På dansk Stina Storedyne. Turbine, 2015

Faglitteratur

Mons Bissenbakker: ”How to bring your daughter up to be a feminist killjoy: Shame, accountability and the necessity of paranoid reading in Lene Kaaberbøl’s The Shamer Chronicles”. European Journal of Women’s Studies 21, 2014
Aasta Marie Bjorvand Bjørkøy: ”Når fuglen flyr: Høyest elsket som eksperimentell utviklingsroman”. Barnboken 38, 2015
Nina Christensen: ”I bevægelse. Billedbøger og billedbogsforskning under forvandling”. Tidsskrift för litteraturvetenskap 2, 2014
Nina Christensen: ”At blive den, man er. Om Dorte Karrebæks barndomserindring i tilfælde af krig”. Till en evakuerad igelkott, Maria Lassén-Seger og Mia Österlund (red.). Makadam Forläg, 2012
Marah Gubar: ”Risky Business: Talking about Children in Children’s Literature Criticism”. Children’s Literature Associtation Quarterly 38, 2013
Rebecka Fokin: ”’En människa är det’. Flickskap i Jessica Schiefauers Pojkarna”. Barnboken 38, 2015
Maria Jönsson: ”Ironiska, groteska och reparative strategier i samtida feministisk seriekonst”. Finsk tidsskrift 3-4, 2014
Karin Lövgren: Att konstruera en kvinna. Berättelser om normer, flickor och tanter. Nordic Academic press, 2016
Åse Marie Ommundsen: ”Kanskje det fins flere osynlige jenter? Bildeboka Snill av Gro Dahle og Svein Nyhus”. Barneboklesninger. Norsk samtidslitteratur for barn og unge, Svein Slettan og Agnes-Margrethe Bjorvand (red.). Fagbokforlaget, 2004
Svein Slettan: Mannlege mønster. Maskulinitet i ungdomsromanar, pop, og film, Agder UP, Agder. Fakultetet for umaniora og pedagogikk, 2009
Eva Söderberg: ”Upptäcktsläsning i Resor jag (aldrig) gjort, av Syborg Stenstump. Nedtecknade av Anna Höglund”. Barnboken 32, 2009
Eva Söderberg, Mia Österlund og Bodil Formark: Flicktion: perspektiv på flickan i fiktionen. Universus Academic Press, 2013
Eva Söderberg og Anna-Karin Frih: En bok om flickor och flickforskning. Studentlitteratur, Lund 2010
Åsa Warnquist: ”Att vägra normen och att omsluta den. Pija Lindenbaum som normkritiker”. Barnlitteraturens värden och värderingar, Sara Kärrholm og Paul Tenngardt (red.). Studentlitteratur, 2012
Ebba Witt-Brattström: ”Nummulitens hämnd. Tove Jansson”. Ur könets mörker. Litteraturanalyser av Ebba Witt-Brattström. Norstedts, 1993
Magnus Öhrn: ”I pojklandet. En första kartläggning av pojkarnas territorium i svensk barn- och ungdomslitteratur”. Tidskrift för litteraturvetenskap 1, 2009
Mia Österlund: ”Se så söt du blir i den där! Maktförhandling ur genusperspektiv i Carin och Stina Wirséns bilderböcker”. Barnboken 2, 2008
Mia Österlund: ”Queerfeministisk bilderboksanalys. Exemplet Lindenbaum”. Queera läsningar, Katri Kivilaakso, Ann-Sofie Lönngren & Rita Paqvalen (red.). Rosenlarv, 2012
Mia Österlund: ”Att formge en flicka. Flickskapets transformationer hos Pija Lindenbaum och Stina Wirsén”, Flicktion. Perspektiv på flickan i fiktionen, Eva Söderberg, Mia Österlund & Bodil Formark (red.). Universus Academic Press, 2013
Mia Österlund: ”Starka flickor i nordisk bilderbok. Hur bilderboksflickan gestaltas av Pija Lindenbaum och Stina Wirsén”. Jenter og makt! Kari Skjønsberg-dagene 2013 Bibliotheca Nova 2, 2013
Mia Österlund: ”Gränsöverskridande grafiska romaner. En hemtam hybridform för unga läsare”. Mötesplatser. Texter för svenskämnet, Ann Boglind, Per Holmberg og Anna Nordenstam (red.). Studentlitteratur, 2014