Indholdet på websitet ’Nordisk Kvindelitteraturhistorie på Nettet’ baserer sig på printværket Nordisk Kvindelitteraturhistorie publiceret i fem bind på svensk og dansk fra 1993 – 1998. Forud for udgivelsen gik mere end 10 års storstilet indsats fra en række nordiske litteraturforskere.
Dette er tilblivelseshistorien.
Af Elisabeth Møller Jensen, hovedredaktør på bogværket
Et græsrodsprojekt
Det var den danske forlægger, Merete Ries, der i 1981 fik ideen til udgivelsen af en dansk, norsk og svensk kvindelitteraturhistorie i tre bind, skrevet af kvindelitteraturforskere i Danmark, Norge og Sverige under ledelse af en nordisk redaktion. Ideen blev realiseret med udgivelsen af 5-binds-værket, Nordisk Kvindelitteraturhistorie, der udkom i Danmark og Sverige i perioden 1993-1998. Det endelige værk dækkede ud over de skandinaviske lande også Island, Finland, Ålandsøerne, Grønland, Færøerne og det samiske område. Den oprindelige plan om tre adskilte skandinaviske fremstillinger var undervejs blevet erstattet af en ambitiøs vision om en sammenhængende fremstilling af kvindelitteraturhistorien i hele Norden fra de islandske sagaer til skriftkulturens optræden i den grønlandske og samiske fortællekunst sent i det 20. århundrede. I de mellemliggende 1000 år fortælles historien om nordiske kvinders litteratur i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Færøerne og Island. Mest udførligt om kvindelitteraturen i de skandinaviske lande, men godt begyndt, hvad angår Finland, Færøerne og Island.
Ideen til projekt Nordisk kvindelitteraturhistorie udsprang af den samtidige kvindelitteraturforskning på universiteterne og af periodens stærke læserinteresse for kvindelige forfattere. I takt med de nordiske kvindebevægelsers voksende styrke gennem 1970’erne, opstod et behov for nye fortællinger om kvinders liv og en efterspørgsel på genudgivelser af kvindelig forfattere. Der opstod i tiden en helt ny synergi mellem kvindebevægelsen, den læsende kvindeoffentlighed og de mange unge og yngre kvinder på universitetet, som inspireret af tiden kastede sig over kvinders litteratur og nye litterære teoridannelser om køn og litteratur. Nordisk kvindelitteraturhistorie er således skrevet og redigeret af universitetsansatte og forskere fra universitetsmiljøer i hele Norden, men processen fra ide til udgivelse var på mange måder mere græsrod end akademisk strømlinet. Almindeligvis er det litterære professorer, der kaster sig ud i litteraturhistorieskrivning. I tilfældet Nordisk kvindelitteraturhistorie var flertallet af redaktører og skribenter uden sikker tilknytning til universiteterne i form af faste stillinger. Samlet set var afsættet uden for akademia et positivt vilkår, fordi ideen formentlig aldrig var blevet realiseret uden et stærkt engagement i kvindebevægelsens værdier. Men bagsiden af græsrodsmodellen var de mange snublesten, der undervejs dukkede frem som et resultat af arbejdets karakter af learning by doing uden for de akademiske institutioner og uden deres støtte til et projekt, der har været et af Nordens største og mest vellykkede forskningsprojekter i nyere tid.
Rigt stof hidtil overset
Alle involverede redaktører og skribenter var fælles om den erfaring, at den gængse litteraturhistorie udgør en næsten ren kongerække afbrudt af enkelte dronninger, der alene som undtagelser bekræfter den regel, at en stor forfatter er en stor mandlig forfatter. Alle havde vi læst litteratur på universitetet, og uanset om vi havde fået vores uddannelse i det ene eller det andet land, var vi blevet undervist i mandlige forfatterskaber. Den tradition havde de fleste af os selv været med til at bryde i vores egen undervisning, hvor vi tog fat på de kvindelige forfattere, som vi gjorde til genstand for forskning og udgivelse. Den helt uvurderlige udvidelse af vores egen forståelse af, hvad kvinders litteratur er og kan tilbyde sine læsere, ville vi gerne dele med kommende generationer. Aldrig mere, tænkte vi, skal der skrives nationale litteraturhistorier uden hensyn til kvindelige forfattere. Nu fortæller vi verden, hvor stort og rigt et stof, der hidtil er blevet overset, undervurderet eller endnu ikke forstået og fortolket. Uden det stærke fælles, kvindepolitiske engagement, der styrede projektet igennem, var det næppe lykkedes.
Efter det første forberedende møde i 1981, blev der sendt en ansøgning til NOS-H, Nordiske Samarbejdsnævn for Humanistisk Forskning, der kvitterede med en blank afvisning. Departementschefen i det danske Kulturministerium gav imidlertid midt i en julefrokost tilsagn om støtte til det første skribentmøde, januar 1982 på Schæffergården nord for København, og med dette første bemærkelsesværdige gennembrud begyndte den lange vej mod finansiering af projektet. Efterfølgende afholdt gruppen af redaktører og skribenter årlige seminarer, hvor udkast og idéer blev præsenteret og diskuteret. Et skridt på vejen mod litteraturhistorien blev udgivelsen af antologien ”Lysthuse”, Rosinante 1985, hvis bidrag fra skribenter og redaktører fremlagt på forfatterseminar de foregående år blev som blev positivt modtaget af anmelderne. Et andet vigtigt skridt var anbefalinger fra Danmarks mest fremtrædende mandlige litteraturprofessorer, der med individuelle udtalelser i 1984, alle som en bakkede op om en ansøgning om midler fra NOS-H, Nordiske Samarbejdsnævn for Humanistisk forskning. I første omgang til finansiering af en halvdagssekretær. Efterfølgende blev det netop NOS-H, der gennem en lang årrække sikrede sekretariatsbistand og finansiering af det årlige skribentseminar, suppleret af en række nordiske fonde og legater. Alligevel var økonomien så begrænset, at redaktionsmøder forudsatte privat indkvartering og stor kreativitet, som dengang vi foreslog det svenske Biskops Arnö, at næste års sommerseminar skulle handle om ”At skrive nordisk kvindelitteraturhistorie”. Forslaget blev modtaget positivt, og på den måde hjalp mange udenforstående aktører og institutioner projektet på vej. At der undervejs ikke var tale om honorar til andre end den lønnede sekretær siger vel næsten sig til. Projektet lykkedes kun, fordi engagerede, professionelle græsrødder båret af en ide, der var større end den enkelte, besluttede sig for at gennemføre projektet, uanset om der viste sig et økonomisk grundlag eller ej.
Med katapult ud af den akademiske tradition
Den største udfordring var dog langt fra pengene, selv om kreativt lobbyarbejde, ansøgninger og budgetter fyldte meget undervejs. For hvordan disponerer man et stof, som aldrig før har været læst på egne præmisser, hvordan integrerer man nordiske emner, hvordan får man skabt en sammenhængende fortælling, som både lever op til en akademisk tradition, og som samtidig bryder med den traditionelle norm for litteraturhistorieskrivning? Et nostalgisk gensyn med arkivet tilbage fra 1981 vidner om de mange diskussioner og faser undervejs. Det allerførste oplæg januar 1982 vidnede om den tætte forbindelse til 1970’ernes kvindebevægelse både inden for og uden for universitet. Forslaget, der blev udfordret og kun delvist overlevede det første møde, havde fokus på kvindebevægelse og forandring af kvinders liv gennem historien. Den store ambition var, at genfinde den betydning kvinderne og de kvindelige forfattere har haft i den fælles nordiske historie.
Frem for at se den kvindelige livssammenhæng i familien som sekundær i forhold til den mandligt dominerede fælles offentlighed, ville vi læse og forstå kvinders litteratur som centrale, kunstneriske vidnesbyrd om og billeder af kvinders liv og vilkår, men også kaste et kritisk lys på den litteraturhistoriske tradition, der hævder sig gennem udelukkelse af kvindelige forfattere fra den fælles historieskrivning. Der blev lagt mange tanker i det første egentlige udspil til en disposition, der var tænkt som et radikalt alternativ til eksisterende litteraturhistorier. I stedet for perioder, genrer og biografier, ville vi organisere stoffet efter de ”steder”, ”bevidstheder” og ”energier”, hvor kvinders litteratur udfolder sig. Ideen var at disponere stoffet ud fra ”pejlingspunkter”, ”hvor der sker en bevægelse af æstetisk, skriftlig art, der udtrykker en søgen mod en verdens – og selvopfattelse”. En ambitiøs ide, men alligevel ikke mere abstrakt og verdensfjernt, end at vi nåede at definere en række kapitler med titler som ”Klostret”, ”Studerekammeret”, ”Fængslet”, ”Scenen”, ”Salonen”, ”Dagligstuen”, ”Barnekammeret”, ”Dobbeltsengen”, ”Galeanstalten”, ”Kroppen” osv. Det eneste virkeligt fast holdepunkt var beslutningen om at gennemføre en fremadskridende kronologi.
Det var ikke uden skuffelse, vi alligevel endte med at forlade det meget anderledes bud på en disposition, som vi var nået frem til. Men stoffet ville det anderledes. En af de tidligste beslutninger var en afvisning af den nemme metode, som ville bestå i at tjekke eksisterende litteraturhistorier for alle de kvindelige forfattere, der enten var sprunget over eller i bedste fald var samlet som bipersoner i underkapitler, og så tilføje det manglende stof. Den metode ville aldrig vise kvindelige forfatteres særlige bidrag, blev vi hurtigt enige om, men alene tilpasse dem til en i forvejen eksisterende norm. Derfor valgte vi at væbne os med tålmodighed i forhold til den disposition, som langsomt viste sig under arbejdet og lade det samlede materiale give form til værkets struktur. Resultatet blev en blanding af tradition og fornyelse. Vi endte med at stille det helt banale spørgsmål, hvornår der sker noget nyt i nordiske kvinders litteratur, og svarene afgjorde så dispositionen uafhængigt af, hvor i Norden og hvordan det nye brød igennem. Vi bestræbte os på at glemme alt det, vi havde lært på universitet om litterære perioder og kronologier i forsøget på at tænke frit og forfra. Alligevel kom resultatet dog til at ligne en ”rigtig” litteraturhistorie så meget, at det var med virkelig begejstring, vi modtog en tysk professors kritik, da han under en præsentation af værket mente, at vi kastede os med katapult ud af den akademiske tradition. Det var bestemt ikke positivt ment, men vi opfattede det som en bekræftelse på, at ambitionen om at skrive en ny litteraturhistorie på tekstens præmisser alligevel var ved at lykkes.
Befriet for anormaliteten
Nordisk Kvindelitteraturhistorie præsenterer en helt anden litteraturhistorie, fordi de kvindelige forfattere her for første gang bliver omdrejningspunkt og afsæt for historien. Det viste sig desuden, at den nordiske vinkel tilmed forærede os en hypotese, som blev en stor hjælp i arbejdet med dispositionen. I samtidige nordiske kvindelige forfatterskaber kan man undertiden genfinde netop de træk, som har isoleret en kvindelig forfatter nationalt. Træk som ikke har passet ind i en dominerende litterær norm. Et kvindeligt forfatterskab, der nationalt set falder uden for de gængse litteraturhistoriske kategorier, tager sig i nordisk litterær sammenhæng undertiden selvfølgeligt ud. Motiver, temaer og æstetiske særtræk spiller sammen og danner nye mønstre nordisk set. Den største bekræftelse på, at projektet var lykkedes, gav den svenske forfatter Kerstin Ekman (født 1933), da hun i forbindelse med lanceringen af det fjerde bind På jorden, 1997, fra den store scene på Bogmessen i Göteborg, takkede Nordisk kvindelitteraturhistorie for at have befriet hende for anormaliteten.
Fra himlen ned på jorden
En helt særlig historie knytter sig til valget af de enkelte binds titler, som for de første binds vedkommende går langt tilbage i projektets historie. Helt tilbage til den periode, hvor vi ville tage afsæt i de ”steder”, ”bevidstheder” og ”energier”, som den enkelte kvindelige forfatter skriver ud fra. Det første bind, der dækker perioden fra 1000 til 1800, fik titlen ”I Guds navn”, på grund af teksternes åbenlyse religiøse binding. Det andet bind, der beskriver 1800-tallet, kaldte vi ”Faderhuset”, fordi 1800-tallets kvindelige forfattere fra salonværtinderne over romantikkens gode kvindelighed til naturalismens ulykkelige tekst forbliver døtre i patriarkatet, som er det fælles vilkår, som kvinder skriver ud fra eller op imod. Også titlen på bind 3, ”Vide verden”, 1900-1960, gav sig selv. Stemmeret, uddannelse og lønarbejde sendte kvinderne ud af faderhuset, og de kvindelige forfattere fulgte op med en ny poetisk selvbevidsthed og med populære samtidsromaner om det nye liv, de anderledes valg og den opbruddets identitet, som blev resultatet. Historien om tilblivelsen af titlen på det fjerde og sidste tekstbind ”På jorden”, 1960-1990, er næsten en hel roman i sig selv. Da det fjerde bind udkom i 1997, var tiden så helt og aldeles en anden end de fjerne 70’ere, der på sæt og vis havde været projektets afsæt og inspiration. Den første optimistisk mobiliserende titel var ”At forandre sproget og bevæge verden”. Men kvindebevægelsen havde for længst mistet sin samfundsforandrende kraft, og i mange nordiske forfatterskaber fyldte omkostninger ved det moderne kvindeliv så meget, at vi på et tidspunkt i stedet valgte titlen ”I tabets tegn”. Ikke sådan at forstå, at moderniteten var et tab, eller blev fremstillet som sådan af Nordens kvindelige forfattere, men forstået på den måde, at mange af dem faktisk skrev i tabets tegn. Også den titel blev forkastet til fordel for det åbne udsagn ”På jorden”, der samtidig sekulært pegede tilbage til den første religiøse begyndelse. Alligevel endte vi med at bruge alle de titler, som havde været under overvejelse. ”At forandre sproget” passede som kapiteloverskrift indlysende godt til 60’er modernismen. ”At bevæge verden” passede tilsvarende fint som overskrift til fortællingen om 1970’ernes kvindelitteratur, og endelig endte Kirsten Thorup med at få sit forfatterskab beskrevet under overskriften ”I tabets tegn”.
Undervejs i Nordisk kvindelitteraturhistorie er der sparet på biografiske oplysninger om forfatterne, fordi værket i den grad er tænkt på teksternes præmisser. Den prioritering blev der kompenseret for i og med ”Liv og værk”, 1998, det afsluttende femte bind, der i kortform opridser forfatternes livshistorie, hovedværker og den vigtigste forskning i forfatterskabet.
Sidst men ikke mindst blev der lagt stor vægt på de visuelle kvaliteter af udgivelsen af Nordisk kvindelitteraturhistorie. Forlægger Merete Ries slog fra begyndelsen fast, at det skulle være et smukt værk. Og den intention blev indfriet med et stort format, godt papir, et originalt lay-out og ikke mindst en kreativ billedredaktion, som parallelt med den løbende tekst fortæller sin egen helt selvstændige historie.