»Nu må det være på tide, at mødrene forkaster deres århundreder gamle, stivnede mønster og holder op med at idealisere såvel madonnaen og barnet som den over vaskebaljen bøjede, rynkede, grå og af sorgen nedbrudte mor«, skriver Eeva Kilpi (født 1928) i pamfletten Miesten maailman nurjat lait (De gale love i mandsverdenen), 1968. Radikalismen i hendes artikel er et forvarsel både om den forandring, der skulle komme i finsk litteratur i 1970’erne, og den, der var på vej i hendes egne tekster.
Med digtsamlingen Laulu rakkaudesta (En sang om kærlighed, 1981), og romanen Tamara (da. 1984), begge fra 1972, bliver Eeva Kilpi en af de ledende personligheder på den finske kvindelitterære scene. Allerede i 1960’erne havde hun skildret kvinder og kvinders seksualitet, men i disse digte og i Tamara tager hun skridtet helt ud og gør kvinden til det erotiske subjekt. Tamara er en stærkt levende kvinde uden hæmninger. Hun bryder konsekvent med vedtagne etiske normer, er ugift, har gifte mænd som elskere og har absolut ingen skyldfølelse over at være »den anden«. Mændenes kroppe skildres sådan som hun, kvinden, oplever dem, og hun omtaler deres kønsorganer på samme måde, som mænd plejer at beskrive kvinders. I den seksuelle akt »skaber« hun manden og gør ham til den, han er. Hun har et intenst kærlighedsliv og rapporterer om det til romanens fortæller, der er en impotent, invalid forsker i sprogpsykologi. Personkonstellationen er imidlertid ikke en simpel stillen de vedtagne kønsroller på hovedet, men snarere et dristigt forsøg på at omgå dem. Den fysisk og erotisk aktive Tamara og hendes fysisk passiviserede, men intellektuelt ekspansive mandlige ven er et billede på de tilsyneladende uforenelige poler, der ifølge Eeva Kilpi må forenes, for at udvikling og kærlighed kan muliggøres, og på romanens sidste sider er kvinden og manden på vej mod eksistensens og universets grænser: »Det, der er det samme som mig, og alt det, der indbefatter dig i din helhed, danner for et øjeblik en personform, der ikke kan slås op i grammatikbøgerne. Relativitetsteorien slår kolbøtte i verdensrummet. Det uendelige fylder nullerne og ophøjer dem i en potens, der aldrig udmunder. Plus og minus fremkalder stjerneregn«.
Reaktionerne på Tamara var blandede. Den vakte både opsigt og debat. Med digtsamlingen Laulu rakkaudesta ramte Eeva Kilpi imidlertid både kritikken og det store publikum lige i hjertet. Som ingen før priser hun her hverdagens begær. I modsætning til seksualaktivismens antiseptiske kopulationer hylder hun den menneskelige krop i al dens skrøbelighed og uhelbredelige uro. I burleske vendinger og med skarp ironi, men først og fremmest med en stor portion varmhjertet humor beskriver hun de grænser, fordomme, tabuer og kedsommelige konventioner, der til stadighed truer med at sætte grænser for den kærlighed, der trods alt ikke kan betvinges. »Og en skønne dag/ kryber vi ind til hinanden/ vi klikker i lås og kommer aldrig mere løs,/ dine slidte led indfiltret i min gigt, mit mavesår mod din hjertefejl«, står der lidt spøgende i indledningen til samlingens titeldigt, men snart står fortrøstningen, den tillid til kærlighedens kraft, som bærer disse digte, tydelig og klar: »og med stær i øjnene mens du venter på plejehjemsplads/ famler du blindt efter mig,/ føler dig frem med hænderne./ Føl du blot, elskede,/ under alle disse rynker findes jeg,/ denne forklædning tvang livet os i til sidst,/ du mit jordbær, min svale, min rose så rød«.
»Det kedelige er bare, at man næsten aldrig i skønlitteraturen kan finde en åben og lidenskabelig, detaljeret og hæmningsløs skildring af det seksuelle, og da mindst af alt hos kvindelige forfattere«, siger en af bipersonerne i Eeva Kilpis Tamara fra 1972, og såvel romanen som digtene i Laulu rakkaudesta fra samme år kan ses som et stort forsøg på at råde bod på dette misforhold.
Eeva Kilpi debuterede i 1959 med novellesamlingen Noidanlukko (Månerude), og i 1960’erne skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor det bærende element er modsætningen mellem mand og kvinde, mellem krop og intellekt, men især mellem by og land. Højdepunktet i hendes tidlige produktion Elämä edestakaisin (Livet turretur) fra 1964 handler om et menneske, der er blevet evakueret fra Karelen, og som næsten ikke kan bære sin hjemve. To år før, i romanen Nainen kuvastimessa (Kvinden i spejlet), 1962, fortalte hun om en karelsk kvinde, der brød op fra landet og dets kvindefællesskab for at blive husmor i byen, hvor hendes liv bliver fyldt med aktiviteter, men tømt for mening. I Rakkauden ja kuoleman pöytä (Kærlighedens og dødens bord), 1967, nærmer hendes kritik af det urbane liv sig direkte fordømmelse.
Hos Eeva Kilpi dræber byen og det moderne teknokrati ikke blot planter og dyr, men også mennesket. Hun er en særegen blanding af hjemstavnsnostalgiker og militant økoaktivist, og hendes organiske helhedssyn på livet kommer stadigt tydeligere til udtryk i forfatterskabet. I digtsamlingen Animalia, 1987, beskriver hun en samhørighed med naturen, der nærmest er panteistisk. Her er intet hierarki mellem mennesker, dyr og planter: »Hvert dyr er et subjekt./ Det vil sige midtpunktet i sit eget liv,/ sin egen forsvarer,/ på vagt til alle sider/ som du og jeg«, skriver hun. Der er ingen forskel, alle indgår vi i samme helhed. »Hvorfor ikke kalde alle for mennesker« siger den unge elsker til sin elskede i titelnovellen i Kuolema ja nuori rakastaja (Døden og den unge elsker), 1986. En tumor vokser i hendes livmoder, men hun nægter at lade sig operere og lemlæste. I stedet bruger hun alle de kræfter, hun har tilbage, til at »vælte verden« ved at aktivere sine elever i kampen for et samfund ikke mod, men med naturen.
I Eeva Kilpis tekster opdager mennesket sit inderste jeg ved at åbne sig for naturen og den cykliske proces, der til stadighed foregår der. Henry Thoreaus Walden, 1854, (Livet i Skovene (Walden), 1949) er det værk, anmelderne oftest kommer til at tænke på, når de læser hendes bøger, og fuldstændigt som Thoreaus transcendentalisme rummer Eeva Kilpis økologiske opfattelse en stærkt samfundskritisk og socialreformatorisk dimension.
»Med min gamle hund ved mine fødder udser jeg mig en plads ved hegnet, hvor jeg ville kunne begrave ham. Jeg forsøger at vænne mig til døden. Efter dig, min ven, tager jeg mig måske en mand, en af de dér forsagte og overfølsomme«, står der på titelbladet til Häätanhu (Bryllupsdansen), 1973, Eeva Kilpis måske mest elskede roman. I hendes historier er døden altid nærværende, forfaldet indbygget i blomstringen og tabet i kærlighedsakten. Der er meget vemod i hendes fortællinger, men også et stort raseri. Hun gør sig til fortolker af det fornægtede, til naturens medvider, de aldrende kvinders forsvarer og det teknokratiske mandssamfunds fjende. Hun fortæller om det svigtede landskab, om landet og de glemte kvinder. De midaldrende, de der ikke er særlig smukke, men sprællevende og med alle passioner og al deres længsel i behold.
I Eeva Kilpis fortællinger er det forgangne altid nærværende. Kvinden befinder sig på alle måder midt i livet, men for at kunne gå videre må hun som Anna Maria, hovedpersonen i Häätanhu, søge tilbage. I en overgangsperiode, mellem to faser i hendes liv, mellem to mænd og to ægteskaber bliver hendes ophold på slægtens forladte husmandssted midt i naturen nærmest et gennemgangsritual, hvor det gamle endelig, ligesom i naturens kredsløb, kan opløses og hensmuldre for at give plads for det nye. På romanens sidste sider begraver hun i et symbolsk forløb sin gamle hund, mens hun betragter det kommende efterårs »rasende og milde skønhed«.
»Hun vidste udmærket, at den nye vej var blevet færdig om foråret. Men da hun kom til den gamle, mellem kilometerstenen og busholdepladsen, bremsede hun af gammel vane, og da hun svingede ind på den hullede, velkendte vej, følte hun, at det netop var sådan hun havde ønsket at komme hertil, præcis som hun altid havde gjort«, begynder Eeva Kilpis meget læste roman Häätanhu, 1981, og tekstens lidt vemodige, men alligevel beslutsomme klang er betegnende. I hendes tekster søger kvinderne altid tilbage i livet og til naturen for at finde fodfæste i livet.
»Hver dag er en historie«, skrev Eeva Kilpi allerede 1972 i Laulu rakkaudesta. Samme tanke afspejles i hendes offentlige selvportræt i Ihmisen ääni (Menneskets stemme), 1976, ligesom i dagbogen Naisen päiväkirja (En kvindes dagbog), 1978. Det selvbiografiske ligger i hele hendes forfatterskab lige under overfladen. Sommerstedet, der er skuepladsen ikke bare i Häätanhu, men også i mange af hendes noveller, ligger i Savolax, hvor også hendes eget sommerhus ligger, og mange af hendes hovedpersoner har påfaldende lighed med hende selv. I den seneste del af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne nærmer hun sig ligeledes mere og mere den rene selvbiografi.
Efter de selvbekendende Ihmisen ääni og Naisen päiväkirja vender hun blikket først mod sin far og siden mod sin egen barndom. Digtsamlingen Ennen kuolemaa, 1982 (Inden døden, 1985), er en eneste lang klagesang over faderens hensygnen og død. Ind imellem griber hun til det gamle, humoristiske tonefald: »Helt så død behøvede du vel ikke være, far/ du kunne besøge os nu og da, sidde i gyngestolen,/ tage min hånd og holde den længe til goddag/ ligesom i gamle dage«. Men dø-den viser gang på gang sit uforsonlige ansigt i Ennen kuolemaa, der findes ingen kur mod sorgen. I den stort anlagte Elämän evakkona (Evakuerede for livstid), 1983, vender hun også tilbage til sin karelske hjemegn og motivkredsen fra Elämä edestakaisin, men med faderens død som udgangspunkt. I en række rystende scener må læseren følge hovedpersonen Tauno Kokkos gradvise nedbrydning på hans vej mod døden. Han er en kraftkarl, tidligere trælasthandler og idrætsmand i eliteklassen, vant til at bestemme og sejre. Men inden kræften tager livet af ham, må han finde sig i at blive puffet til side, bortrationaliseret og omvurderet.
Eeva Kilpi nærmer sig stadigt mere de smertepunkter, der hele tiden har været virksomme i hendes historier, og hendes tekster bliver stadigt tydeligere, både hvad angår livsholdning og personlig baggrund. I 1989 udgiver hun første del af sin selvbiografiske trilogi omfattende Talvisodan aika (Vinterkrigens tid: Barndomserindringer, 1991), Välirauha, ïkävöinnin aika (Længslens tid), 1989, og Jatkosodan aika (Fortsættelseskrigens tid), 1993. Med disse bøger skriver hun Verdenskrigens historie set fra kvindens og den finske hjemmefronts perspektiv. Men det handler også om forskellige måder, man kan forsøge at forstå denne historie på. »Skjult i minderne ligger stadig det personliges mærkværdige skarphed, som romanen ikke har udtømt«, skriver hun i Jatkosodan aika, og i sine selvbiografier åbner hun dørene ikke bare til sine egne, men også andres mindestuer. Hun sætter sin personlige skildring op mod sin mors minder, og hun undersøger arkivernes krigsdagbøger og datidens trykte presse. Hun aktiverer læserens egen hukommelse, samtidig med at hun gør rede for sin egen, og fuldfører med stor konsekvens det civilisationskritiske perspektiv, der har været drivkraften i hele hendes forfatterskab, ligesom i den private historie.
Allerede 1954-57 udkommer Väinö Linnas storslåede skildring af de finske krigsår, og de indenlandske krige har spillet en stor rolle inden for finsk skønlitteratur. Perspektivet har dog altid været den mandlige soldats. Først i slutningen af 1980’erne skrives historien med et andet perspektiv. I Eeva Kilpis selvbiografiske bøger, der udspiller sig i Karelen, beskrives krigen fra den berørte befolknings, kvindernes og børnenes, synsvinkel.