Den finlandssvenske forfatter Monika Fagerholm (f. 1961) har i bog efter bog på usædvanlig vis kombineret den læservenlige realismes kendetegn – spænding, levende lokalmiljøer, interessante figurer – med en dristig fornyelse af prosaens fortællekonventioner. Hun kan både underholde og eksperimentere, blæse og have mel i munden. Hun kan med andre ord både vinde den almindelige læsers hjerte og samtidig fremstå interessant for litteraturforskningen på flere niveauer, queer og subversiv og formmæssigt nyskabende. Eller som en af bipersonerne, Lila Andersen i Fagerholms roman, Lola uppochner (Lola op-og-ned) tænker om sig selv, en litterær celebrity i en lille by: ”hon är ju så rolig og uttrycksfull og snygg og väldigt karismatisk (och sen förstås då, en objektivt sett väldigt god författare också, en såndärn med både säljpotential og djup).
Og det kan man være enig i, dog uden den ironi, Lila farver sin karakteristik med.
Piger, piger – de tidlige noveller
Debuten kom i 1987 med novellesamlingen Sham, fortællinger om unge kvinder, der låner træk fra de komplekse postmoderne pigefigurer hos både svenske Mare Kandre og Inger Edelfeldt eller amerikanske Joyce Carol Oates. De sulter sig, forsluger sig, elsker, hader, kysser med kærester og rejser deres vej. Indimellem er de som besatte, indimellem forslåede. Tre år senere udkom samlingen Patricia i samme ånd. Men tonen er mere dyster, det lette håndelag med tidstypiske markører og varemærker går over i alvorlige spørgsmål om dybde, ærlighed, alvor. Allerede her giver Fagerholm indtryk af at være løsrevet fra en sociologisk forankret realisme eller feminisme – hendes hovedpersoner bevæger sig i en frizone, hvor køn og klasse ved første øjekast kan se ud som mindre vigtige temaer end karnevalistisk grænseoverskridende metamorfoser og identitet i eksistentiel forstand.
Forbryderisk gennembrud i Sommerparadiset
Med sine to første bøger opnåede hun kritikernes respekt, men måske endnu ikke den helt store læserinteresse. Den blev det til gengæld tid til, da hun fire år senere romandebuterede med Underbara kvinnor vid vatten. En berättelse om syskon (1994; Skønne kvinder ved vandet. En roman om søskende, 1996).
Tiden er 1960’erne, stedet er skærgården, hvor nogle familier gennem en række somre mødes i feriefornøjelsernes tegn; den nordiske litteraturs typiske ”sommerparadis”. Her er de psykologisk træfsikre børne- og kvindeskildringer underordnet et ambitiøst anlagt, originalt og meget kompetent udført romanprojekt, der inviterer til at blive læst på flere forskellige niveauer.
Ét niveau handler om Thomas og Renée, de forsømte børn af glamourøse og udpræget umoderlige mødre, Isabella og Rosa. En anden læsning fokuserer med bogens titel som ledetråd på de skønne kvinder; deres famlende og forfejlede emancipationsprojekt, idet de forsøger at skabe en kvindeidentitet, der sætter sig ud over den borgerlige families regler, men uden rigtigt at vide hverken hvad deres problem eller løsningen på det måtte være. Det eneste normbrud, de er i stand til at begå, er i sidste ende ynkeligt nok ægteskabsbrud. De forsøger at flygte, men sidder fast i banaliteter. Renée overtager sin mor Rosas raseri, hun bliver den åbent aggressive afviger, og hendes straf bliver døden.
Gennem hele romanen giver Fagerholm subtile læseanvisninger, som gør, at vi får øje på dimensioner ud over den realistiske og kronologisk plotstyrede læsning. De skønne kvinders replikføring, de tidlige 60’eres glamourrekvisitter med regnbuecocktails og barskabe med lys, den ene families store amerikanske bil, manerer ophøjet til en slags ritual, der både forvirrer og fascinerer. Gennem konsekvent at betone (og overbetone) overfladiskheden – Rosas og Bellas evige optagethed af deres udseende, solbadning, kosmetik og soldragter, deres klichéprægede replikker som siges igen og igen, ligesom en stribe smalfilm med Rosa og drinksene, der kører rundt og rundt – gør Fagerholm læseren nysgerrig og i tvivl om, hvad det egentlig handler om.
Er der et autentisk udsagn under klichéerne? Hvad ville Rosa og Isabella sige, hvis de kunne tale fra hjertet og ikke bare drømme sig væk med replikker formet som diffuse slogans: ”Der er også en anden mulighed. At vi kunne tage af sted. Lige ud i det blå.” Eller: ”Vi er af den rastløse slags, Bella. […] Undertiden må man af sted. Lige ud efter næsen.”
Vi bliver hele tiden mindet om, at dette ikke bare er en sjældent behændigt fremsuggereret ”opdigtet virkelighed”, men en litterær artefakt, en opvisning i sprogkunster.
Superheltinden Diva, skolens faste Lucia
I næste roman, Diva. En uppväxts egna alfabet med docklaboratorium (en bonusberättelse ur framtiden) (1998; Diva. En opvæksts egne alfabeter med dukkelaboratorium (en bonusfortælling fra fremtiden), 2002) møder vi en heltinde, som indgyder større optimisme. Her skriver Fagerholm sig suverænt fri af alle pigeskildringens velkendte begrænsninger og sociologiske problemstillinger. Diva er tretten år, går i skole, elsker mad og matematik, udlever sin skønhed og spirende seksualitet henover både kønnets og alderens grænser. Hun er usårlig, sulten og fantastisk og bliver år efter år udvalgt til skolens Lucia.
”Jeg er Diva, alt jeg fortæller, er sandt. Luk øjnene, drøm om det smukkeste der findes. Åbn øjnene igen. Se mig. Pigekvinden. DivaLucia. Tretten år, snart fjorten. BabyWonder. Hende man ikke troede fandtes,” instruerer fortælleren/hovedpersonen sine læsere.
I Diva benytter Fagerholm lejligheden til at skrive Helsinkis indtil da karakterløse østlige forstæder ind i litteraturen som et intenst betydningsmættet sted. Diva kommer fra ”Värtbyhavn og omegn”, som Helsinkiboere vil genkende som forstaden Botby og omegn, men enhver kan se ”ødemarken ved Citymarked” for sig, den spredte bebyggelse og karakteristiske 70’er-modernistiske arkitektur. Her er verden ny, og traditionen er hverken til hjælp eller besvær. ”DU skal være for mig, Diva. Ny. Fantastisk. Anderledes”, lyder den opgave, som Divas mor, digteren, giver sin datter. Og veninden Franses tegner hende: ”Splintmosaik og Diva midt i det hele og imellem.” En del forskere har talt om Divas postmodernitet – den er mættet med intertekstuelle referencer til fin- såvel som lavkulturelt gods, den holder kaleidoskopiske spejle op for sig selv, mens den fortæller, skaber billeder af sin egen fortælling under konstruktion.
Diva har sproget, og hun gør, hvad hun vil med det, blander højt og lavt, intimt og abstrakt i en legende, opfindsom svada, hvor nye ord –”kysogkramfugle” om en bestemt slags pubertetspiger, ”mufle” for at elske – fødes og lever side om side med ironiske citater fra alle mulige kilder. Hendes hemmelighedsfulde modpol er pigen bag væggen, Kari, som på grund af en mystisk sygdom har mistet sit sprog og nu må generobre det stykke for stykke, sætning for sætning ved hjælp af møjsommelige øvelser på en båndoptager.
Her er mørke skygger af væmmelse og ødelæggelse. Diva bærer sin brændende krone, men Kari fortæres af ild. Divas kalejdoskopiske splintmosaik-strategi, sproget hvor hun befinder sig triumferende ”midt i det hele og imellem”, synes alligevel at bære hende gennem farerne og ambivalenserne til en form for åben fremtidsudsigt mod opvæksten. ”Spørgsmålene om de unge kvinders ret til at tale og fylde noget forbliver åbne, men uafviselige, romanen ender i en stemning af triumf og tragedie på samme tid”, skriver Michel Ekman, der tildeler Fagerholm en væsentlig plads i den allerseneste version af den finlandssvenske litteraturhistorie, Finlands svenska litteratur 1900-2012.
Den amerikanske pige og Glitterscenen
Monika Fagerholms egentlige internationale gennembrud kom med Den amerikanska flickan (2004; Den amerikanske pige, 2007), som sikrede hende først Augustprisen i Sverige og derefter en række oversættelser, blandt andet til engelsk og fransk. I samme periode blev hun også en stjerne på begge sprog i Finland og blev oversat til finsk direkte fra manuskriptet.
Den amerikanske pige er både thriller og melodrama. Den udspiller sig på “Egnen”, et sted, der har ydre fællestræk med Porkala, den del af Finlands vestlige sydkyst, som efter krigen (1944 til 1956) var besat af den sejrende magt Sovjetunionen. Vi befinder os altså på skuepladsen for en vis historisk dramatik – evakueringen af den lokale befolkning og deres tilbagevenden 12 år senere – men romanens hovedpersoner er mestendels børn og teenagere, helt opslugte af deres egne dramatiske og dødsens alvorlige lege. Tidsrammen angives i en af de første kapiteloverskrifter: ”Det skete ved Bule Indsø 1969-2008”. Fagerholm har i et interview beskrevet stemningen i Den amerikanske pige: ”Livet er to dage langt, når man er ung. ’Jeg tager mit liv’, siger man. Man leger, men alvoren er frygtelig”.
Blandt de vigtigste personer i romanen finder vi pigerne Sandra og Doris – Sandra med hareskåret, hvis mor er forsvundet, og Doris fra indsøerne længere væk, som har fundet sig en ny familie, efter at hendes biologiske viste sig at være bogstavelig talt livsfarlig. Pigerne bliver venner på den symbiotiske, fysiske måde, som piger kan blive det på tærsklen til puberteten.
Deres vigtigste leg handler om egnens store mordgåde, den amerikanske pige Eddie de Wire, som nogle år forinden dukkede op på egnen en sommer, og som sidenhen forsvandt på mystisk vis, måske i Bule Indsøs sumpede dyb. I hendes forsvinden høres ekkoer af et andet mysterium. Hvad skete der med Sandras mor, da hun ikke længere kunne holde ud at være gift med Sandras far? Alt, hvad der er tilbage efter hende, er metervis af silkestoffer fra den stofbutik, Lille Bombay, som var hendes mislykkede projekt.
Romanen vrister sig fri af den konventionelle thrillers genrelænker gennem tydeligt at signalere, at læseren ikke vil få nogen katharsisagtig løsning på gåden foræret.
Da den amerikanske pige flyder op til overfladen, og der serveres en forklaring på hendes forsvinden, fortættes mysteriet. En anden dør, men hvorfor? Og hvilken pris skal dem, der slipper, betale?
Rent teknisk får vi svaret også på det spørgsmål på de sidste sider af Glitterscenen (2009; Glitterscenen; 2012), som sammen med Den amerikanske pige udgør en mærkelig dobbeltroman. Glitterscenen henter sin undertitel fra en folkevise, ”og pigen hun træder i dansen med røde guldbånd”.
Den amerikanske pige bevarer stadig en slags thriller-rygrad med et mysterium, der bevæger sig mod sin opklaring, som en fortælling om egnen og dens mørke saga. Husene er huse, omend med strejf af fantasi og indre billeder. Tidsniveauerne skifter og hopper, dog ikke vildere end at de kronologiske spring kan opfattes som normal ”foreshadowing”, og læseren kan læne sig op ad en fornemmelse af et lineært tidsforløb. Psykologisk kan den tolkes som en historie om barndom og ungdom, i bogstavelig forstand om det fortrængtes genkomst, da Eddie til slut flyder op til overfladen, og gåden om den forsvundne mor bliver opklaret.
I Glitterscenen anslås den metafiktive tone, der stiller spørgsmålstegn ved alt, fra begyndelsen stærkere gennem skolepigen Ulla Bäckströms glitrende skikkelse, en tragisk cameo-rolle. Hun er posøren, der viser frem, multitalentet – og hendes nydelsesfulde teatralske iscenesættelse af “Egnens” gamle mordgåde er en farlig leg, skal det vise sig.
Husene er til dels reelle arkitektoniske frembringelser på “Egnen”, hvor den socioøkonomiske udvikling endnu engang er rykket frem og har forskudt centrum og periferi, det fine og det grimme, lokalt og nytilflyttet. Samtidig får Vinterhaven – der i Den amerikanske pige først udgør en fantasileg for tre forældreløse børn, og senere en arkitektonisk realitet – i Glitterscenen mere fantasiens end virkelighedens skær, en slags super-spa eller luksusliner på land, som lyser i mørket, bag låste døre.
Hvis relationen mellem Doris og Sandra udgjorde den følelsesmæssige energikilde i Den amerikanske pige, er det mellem Maj-Gun Maalamaa og Suzette Packlén, at Glitterscenens nervesystem elektrificeres. Deres virkelig afgørende møde og kamp udspiller sig, da de begge er blevet voksne kvinder, der burde lægge ungdommen bag sig for at gå ind i voksenheden, men som lader til ikke rigtig at kunne finde ud af det, før de får kæmpet sig frem til en slags opgør mellem dem. En vigtig scene for deres relation er torvet i byens centrum, hvor ”raggarna” kører rundt, rundt, og Maj-Gun sælger cigaretter og blade i kiosken. Det mest hverdagsagtige miljø løftes frem og bliver sprogligt vendt og drejet på typisk Fagerholm-maner, så det for læserens indre blik ender med at ligne en storslået operascenografi, der blot venter på mægtige arier.
Maj-Gun og Suzette leger begge dødens engle på hver deres måde. Men den ene af dem er også i virkeligheden en intenst mørk og destruktiv kraft, fanget i en form for gådefuld, rituel gentagelsestvang ligesom i folkevisen, som ”har mange vers, der sker det samme i dem alle, igen og igen”. Til slut har vi så mange døde på Egnen og i omgangskredsen, at den amerikanske pige Eddie deWires død i 1960’erne begynder at miste sin sensationelle glans og sine mytiske dybder.
Også dén gådes endelige opklaring, der faktisk er en anden end den version, som afslutter Den amerikanske pige, bliver serveret på de sidste sider, da læseren egentlig ikke længere går op i den. Det store spørgsmål bliver måske i stedet: Hvorfor denne besættelse af døden? Eller: Hvordan skal vi leve, for at vore sensationer kan blive til følelser, og vore oplevelser til erfaringer?
Lola op-og-ned
Den næste roman, Lola op-og-ned, ser på overfladen ud til at være en mere regulær lilleby-thriller. Vi befinder os i den lille by Flatnäs. Den har, som hun selv påpeger i efterordet, visse ligheder med byen Ekenäs i Västnyland, hvor forfatteren har boet siden 1998. Bogen indledes med en personfortegnelse af den slags, som detektivromaner ofte udstyres med for at hjælpe læseren med at orientere sig i mylderet af mistænkte og for hurtigt at skitsere personernes sociale kontekst: ”Ronald Rouhe, lokal gangster. Bor i skovene på den anden side af Blanksøen” eller ”Den Gale Kvinde, Minnies og Mitjas faster, berømt digter, i halvtredserne”.
En septembernat i 1994 fester byens velbeslåede unge i en af de finere villaer. Tidligt næste morgen finder den 15-årige Jana Marton, på vej til sit sommerjob i Gusse Marins supermarked, en af de unge mænd, Flemming Pettersson, blodig og død i en sandgrav. Begivenhederne i 1994 er rammet ind af en fortælling om Jana Martons tilbagevenden til byen 17 år senere. Hun er blevet inviteret til pigemiddag hos den samme person, der var værtinde for festen, som udartede så tragisk mange år forinden. Falske og sande ledetråde lægges ud i et intrikat mønster, mens forbrydelsen får hele det lille samfund til at krakelere, og mange flere end den skyldige og ofret til at afsløre deres hemmeligheder.
Ikke desto mindre er forfatterens intentioner mere sammensatte end blot at underholde og more os. Personfortegnelsens korte karakteristikker viser sig hurtigt at være smerteligt misvisende, personernes indre liv og konflikter bliver stadigt mere komplekse, det sproglige udtryk kompliceres, og læserens tillid til fortællingens forudsigelighed, dens genreloyalitet, får mange knubs på vejen.
Også her bliver man berørt af Fagerholms passion for at skabe unge figurer med komplicerede indre liv, i sjov såvel som dødsens alvor, på samme tid tynget ned af deres sociologiske karakteristika og frie af dem, i en duel med tidløse eksistentielle fænomener som kærlighed, lyst, troskab og frihed.
Fornyer af den finlandssvenske roman
Betragter man hele forfatterskabet, ser det ud, som om Diva udgjorde det mest radikale formmæssige eksperiment og blev efterfulgt af en større kompromisvillighed mellem på den ene side den kronologiske fortælling, interesse for plottet og for personernes psykologi, og på den anden den sproglige udformning. Men Diva kan også opfattes som en slags svendestykke, der gjorde forfatteren i stand til derefter at håndtere sit stof dristigt og frit, at rode rundt i tidsrækkefølge og forviklinger, og samtidig bevare kontakten med den genre, som på svensk lidt nedsættende kaldes ”läsroman”, og som forventes at byde på både en interessant historie og vedkommende personer.
Ganske vist udbreder Diva sig i ironiske vendinger om de bøger, hun definitivt ikke har tænkt sig at skrive, fulde af ”sand KvindeEnergi og KvindeMålbevidsthed”, med ”Sympatiske og positive heltinder for enhver at identificere sig med, stærke og levende kvindeportrætter.” Men spørgsmålet er, om ikke de mærkelige unge kvinder i Fagerholms romaner trods alt næsten er noget i den retning, omend med mange komplicerede facetter.
Fagerholm har med Diva og de andre uden tvivl også banet vej for en ny generation af unge kvinder i den finlandsvenske litteratur. Mobbede rebeller og stædige romantikere, vampyrer og fantasyheltinder indtager den litterære scene i bøger af Sanna Tahvanainen, Malin Kivelä, Hannele Mikaela Taivassalo og Maria Turtschaninoff – i Divas ånd af, at alt er muligt og intet forbudt.
Kristina Malmio har i en artikel om de populærkulturelle indslag i Diva – henvisningerne til tegneseriefiguren Phoenix-Marvel Girl – kaldt romanen for et vendepunkt i den finlandssvenske litteratur:
”Diva er blevet hyldet som den nye pigebog, men den fornyer i lige så høj grad den finlandssvenske roman, ved grundlæggende at gå imod dennes tradition. Romanen iscenesætter kampen mellem modernisme og postmodernisme, og gennem sin brug af populærkulturen sprænger den ‘det trange rums tradition’ inden for finlandssvensk litteratur på næsten grandios måde. Ved hjælp af Phoenix-Marvel Girls overnaturlige kræfter træder den finlandssvenske litteratur ind i en verden af massekommunikation, globalisering og Internet.”
Faktisk optrådte dette træk allerede i Skønne kvinder ved vandet, i og med forfatterens stædige nægten at se ned på sine heltinders besættelse af udseende, moderne dimser og klichéfyldte frihedsretorik.
I Den amerikanske pige er det populærmusikken, der udgør en klangbund for de unge protagonisters eksistentielle opvågnen. En ung mand strejfer om i skovene med en skrattende transistorradio, en lille pige synger schlagere i køkkenet sammen med en flink plejemor, en ældre pige vokser op og skaber sig et navn som Indsødronningen ude i populærmusikkens –”skodmusikkens” – verden, og så videre.
Og i Lola up-og-ned giver Fagerholm sig i kast med ”småstadsdeckaren”, den populærlitterære lilleby-krimigenre, for at fylde den med sit eget indhold og strække og forvrænge dens forventede grænser, indtil den næsten brister og bliver til noget andet.
Gurlesken, legen og rodet i romanerne
Et andet brugbart begreb til at diskutere mange af pigerne og kvinderne i Fagerholms romaner er gurlesken [(af det amerikanske gurlesque, en sammenskrivning af ”girl” og ”burlesque”, red.)]. Den er, skriver Maria Margareta Österholm, ”en æstetik, der vildt blander feministisk og queerteori med nuttethed og væmmelse”. Den sætter sig spor i form såvel som indhold og smitter af på sproget, mens den blander queer og subversive ideer om femininitet med ”tøset billighed og voldsomme læbestifter”.
Österholm undersøger de gurleske pigeværelser i Diva, hvor Diva selv, hendes veninde Franses og den stumme Kari opholder sig i deres myldrende rod af dukker, underbukser og andre rekvisitter fra grænselandet mellem barndom og voksenhed.
På samme måde kan man søge efter gurleskens pigerum og forvrængede prinsesselege i Rosas og Bellas samvær på strandklipperne i Skønne kvinder ved vandet, og i Sandras og Doris’ lege med silkestoffer og true crime-feticher i det tomme svømmebassin i Den amerikanske pige. Maj-Gun Maalamaa i Glitterscenen danser som ”Den Glade Skøge” for sin bror i børneværelset og leger ”Dødens Engel Liz Maalamaa” på kirkegården med en Ava Gardner-maske for ansigtet, for på et senere tidspunkt at have sex med en stribe drenge/mænd mellem gravene. På vej til at blive midaldrende har hun senere indrettet sig et nyt pigeværelse, i kiosken på torvet i byens centrum, hvor hun fed og frodig sidder bag disken, samler på replikker i sin Replikbog og smører sig ind i kosmetikprøver, som hun forsigtigt lirker ud af de ugeblade, hun sælger.
I Lola op-og-ned styrer den uhelbredeligt syge Anita en børneflok, der går under navnet Skeletfuglene og interesserer sig for anoreksi og død. De unge på kanten til at blive voksne leger ”sandhed eller konsekvens” (”sandhed eller gøre”, som de siger på finlandssvensk talesprog) med stadigt farligere indsatser, eller går på line i et bådehus.
Gennem hele Fagerholms produktion leges der intenst på grænsen til tragik eller raseri, der travesteres, tralles og rables løs ved siden af de mere inderlige samtaler. Legen muliggør også en række queer, eller skæve, indfaldsvinkler til kærlighed, samhørighed, tiltrækning, troskab, og dermed en frigørelse, omend midlertidig, fra familistiske og heteronormative konventioner. Legen som motiv og metode frigør forfatterens sprog, men muliggør også en løbende (voksent metalitterær) refleksion over sandhed, sandfærdighed og fabuleren.
Replikkerne, gentagelserne, besværgelserne og klicheerne
Romanen Diva og dens hovedperson og fortæller Diva er helt og holdent sit sprog, sensuelt og ulækkert, ironisk og inderligt, pladrende og kortfattet i en kaskade, der hele tiden driver læseren videre i overvældet forbløffelse. I en noget modificeret form gælder dette også de senere romaner, hvor syntaksen præges af gentagelser af nøglefraser og pludselige nær-aflytninger af snart den ene, snart den anden figurs indre sprog.
Samtidig vokser der også et legende, men i grunden barskt, niveau af metalitterær refleksion frem gennem tekstile motiver. Helt konkret handler det om de kostbare silkestoffer, som Sandra og Doris leger med i det vandtomme svømmebassin i Den amerikanske pige. Stofferne stammer fra den forsvundne mors stofbutik, silker med vidunderlige eksotiske navne som dupioni og habotai. Men legen, som handler om kvinder, der dør og forsvinder, bliver farlig og den skinnende silke falmer til kludestrimler.
I Glitterscenen er de vidunderlige stoffer skiftet ud med spande fulde af kludestrimler, gammelt tøj klippet op til at væve kludetæpper af. Strimlerne klippes af en aldrende, depressiv kvinde, fru Packlén, og hendes logerende Maj-Gun Maalamaa, en kvinde der nærmer sig de tredive, men synes at være stoppet op på tærsklen til voksenliv og studier.
I Maj-Gun sniger Fagerholm også billedet ind af forfatteren, viklet ind i sine tekster/kludestrimler/manuskript – hun har gang i et endeløst romanprojekt og en omfattende brevveksling med en forlagsredaktør. En form for håbløs substitut for virkelige livsvalg, bringes vi til at tænke.
Køns-, regions- og familiepolitik
Paulina Haasjoki har undersøgt omnipotensen, seksualiteten og ambivalensen på forskellige niveauer som eksplicitte motiver og som funktioner af den egenrådige fortælleteknik i Diva. Hun beskriver den som et forsøg på at skrive om seksualitet ”gennem at skrive sig forbi den naturaliserede heteroseksualitet” og ”stille spørgsmålet ‘hvem er jeg’ som et spørgsmål om egen lyst, gennem at tematisere sammenhængen mellem at vide og begære”. I hendes historieskrivning, ligesom i Malmios, udgør Diva en milepæl. For Haasjoki er det queeraspektet, en ny måde at se på køn og seksualitet, som er det centrale:
”Diva udkom på et tidspunkt, hvor spørgsmålet om og udfordringen af seksualiteten ikke bare udgjorde en mulighed, men også en præmis, også for Diva der fortæller, tager tøjet af og viser sig frem på en måde, som indimellem er næsten tvangspræget.” Diva afprøver uophørligt sin omnipotens, sin påståede uafhængighed af grænser og heteronormer, op imod en stadig eksisterende hierarkisk struktur. Også selve fortællingen gør strittende modstand mod konventionen og skiftevis letter og lander.
At stille spørgsmålstegn ved entydige heteronormative strukturer – relationer, romancer, alliancer – er et gennemgående træk i Fagerholms forfatterskab.
I forlængelse af det beskæftiger hun sig også med at udfordre eller detronisere kernefamiliens bånd. Skønne kvinder ved vandet har undertitlen En roman om søskende, men biologiske søskenderelationer har ingen betydning i fortællingen, der snarere udforsker relationen mellem Bella og Rosa og mellem deres respektive børn, Thomas og Renée.
I Diva, paradoksalt nok, er forholdet til den biologiske mor og brødre vigtigere end i nogen anden af Fagerholms romaner. I Den amerikanske pige, Glitterscenen og Lola op-og-ned finder vi oftere de livsafgørende bånd i venskabet, kærligheden eller nyfamilien end i den biologiske familie.
Også når det gælder den konkrete geografi, har Fagerholm beskæftiget sig med en legende, men bestemt de- og recentralisering. I Diva er det ”ørkensletterne” i en ny forstad, der fyldes med kompleksitet og betydning. I de tre seneste romaner er det steder uden for hovedstadens kulturelle epicenter, der med kraft skrives ind i vor litterære kanon. Den besynderlige ”Egn” og den lille by Flatnäs, med deres kyststrækninger, mørke sumpe og hemmeligheder, bliver til nære og skønne steder i den Fagerholmske fiktion.
Der lever klassesamfundets lag af herskab, halvherskabelige, lavere middelklasse og uspecificerede fuskere med suspekte næringsveje i anspændte forhold til hinanden. Men de livsafgørende begivenheder i Fagerholms romaner indtræffer næsten altid mellem unge protagonister, der ihvertfald midlertidigt er frisat fra deres respektive baggrunde gennem ungdomskulturens og skolens fællesskab.
Et sted uden for dem findes ”byen ved havet” og andre store steder, som man kan drage videre til, for til slut alligevel at vende tilbage til det formative sted, urkonfliktens og den primære gådes sted.
– – –
Publiceret december 2014