Udskriv artikel

Hverdagslivets mytologi

Skrevet af: Unni Langås |

Gro Dahle (født 1962) er en af de mest særprægede forfattere, der debuterede i 1980’erne. Hendes to første bøger, Audiens, 1987, og Apens evangelium, 1989, er digtsamlinger. I 1991 udsendte hun fortællingerne Pelsjegerliv, i 1992 digtsamlingen Linneapasjonen og i 1994 digtsamlingen Regnværsgåter. Hun har også skrevet børnebøger, og det er ikke altid nemt at skelne mellem børnebogsforfatteren og voksenbogsforfatteren Gro Dahle. Den uklare grænse mellem det voksne og det barnlige i hendes bøger er tilsigtet.

Gro Dahles digtning har et naivistisk præg. Audiens åbner med følgende tekst: »I TRAPPEN/ TRAFF/ JEG/ PAVEN/ PÅ/ ET TRINN/ FOR/ SEG SELV.// HVA/ SA/ PAVEN?« Det minder om en gådebog for børn. Spørgsmål i form af gåder er også den kompositoriske grundform for digtsamlingen Regnværsgåter. Alle fire digtsamlinger er rigeligt befolket med flora og fauna. Bøgerne fortæller om en række dyr og planter, der ofte har menneskelige egenskaber – en velkendt børnebogstradition.

I et interview udtaler Gro Dahle: »Digtning er jo leg, hvad enten man læser eller skriver. Det drejer sig om at søge efter billeder og finde en god klang, ord der smager godt i munden – søde og fine som hindbærbolsjer eller for den sags skyld pirrende som lakridsfrøer«.

Illustration af forfatterens 3-årige datter, Kaia Linnea Dahle Nyhus, i Regnværsgåter, 1994

Men det er for enkelt at standse ved denne karakteristik. Gro Dahle er en meget formbevidst forfatter, der konstruerer sine digtsamlinger efter et klart mønster. I den henseende minder hun om f.eks. Inger Christensen. Det intuitive danner udgangspunkt for digtene, som derefter er komponeret stramt efter et intellektuelt system.

Gro Dahles digtsamlinger er en fortællende poesi. Digtene består som regel af sammenhængende sætninger eller dele af sætninger, og med enkle greb opridses en lille fortælling eller en situation. Det er som regel nemt at genfortælle digtene, men betydningerne står åbne for fortolkning. I hver af hendes fire digtsamlinger findes også en episk eller en retorisk linje. De handler om et miljø, har et persongalleri, fortæller en historie eller stiller en række spørgsmål.

I fuldstændig modsætning til det naivistiske har vi det ekstremt højtidelige, som også går igen i digtsamlingerne. I de tre første samlingers titler finder man ord med religiøse overtoner: audiens, evangelium og passion. I den fjerde, Regnværsgåter, repræsenteres det ceremonielle af omslagets børnetegning, der forestiller en begravelse. I Apens evangelium ligger skabelsesberetningen som en undertekst under digtene, og aben har taget Guds plads. Han sidder i sit træ og taler til menneskene. Men hans tale er kun tomme fraser, og han har heller ikke noget budskab om en anden og bedre verden. Op mod den autoritative skabelsesberetning skriver Gro Dahle en anden frem – med en frugtbar kvinde, hendes fødsel og opfostring af et pigebarn som hovedtema – på sådan en måde, at hendes skabelsesberetning virker som det naturligste af alt, som om kvinden og barnet altid har været jordens centrum.

I Apens evangelium kommer den postmoderne leg med autoriteter tydeligt til udtryk. Autoriteten er i dette tilfælde den store patriarkalske fortælling om menneskenes skabelse, om det stærke og det svage køn, om syndens indtræden og om et liv efter døden. Denne fortælling nedbrydes i Gro Dahles tekst, samtidig med at hun skriver en anden, ikke patriarkalsk, ikke abstrakt, ikke højtidelig, ikke hierarkisk, men heller ikke uden værdier: Værdierne findes i det, der er, i barnet, mælken, dyrene og planterne, venskabet og kærligheden. Og teksten er heller ikke uden kritik. Oprøret mod patriarkatet har bare taget en anden form: mindre direkte, mere subtil og frem for alt mere humørfyldt.

Sit projekt med at omskrive Bibelens skabelsesberetning(er) har Gro Dahle fælles med forfatteren Inger Elisabeth Hansen (født 1950). I Hablabaror. Munnenes bok, 1983, skriver Inger Elisabeth Hansen verden frem på ny og synliggør samtidig, at dens oprindelse er og bliver en fortælling, mandens fortælling. For både Gro Dahle og Inger Elisabeth Hansen har det været magtpåliggende at fortælle denne urfortælling på en ny måde, en måde der ikke allerede har fordelt fokus, magt og privilegier i kvindens disfavør.

Pelsjegerliv med undertitlen skæbnefortællinger er en samling kortprosatekster, der igen understreger Gro Dahles originale greb: hendes legelyst, hendes gådefuldhed, hendes fokus på balancen mellem det fortrolige og det sære. I bogen skildrer hun en række livshistorier i uddrag eller i deres helhed. Men i modsætning til biografien er det ikke mennesket i dets storhed, det handler om, men snarere det unikke i det hverdagsagtige. Bogen lægger ud med en lille tekst om Odd Paulsens fødsel – de fleste af teksterne har i øvrigt mor, mors krop, mors mælk, mors magt som centrum og ankerfæste: »Velkommen, sa moren og holdt ham opp mot lyset. – Velkommen, du lille som dingler med hodet. Moren lo med tykk tunge og trang hals og sa at det var en fisk hun hadde født, en rødfisk«. Og den slutter med Odd Paulsens død: »Og så døde Odd Paulsen. En helt vanlig (almindelig) torsdag. Midt i nitimen, mens de spilte en plate. Han fikk en lett død, sa de som skjønte seg på det (forstod sig på det)«. Mellem Odd Paulsens fødsel og død berettes imidlertid andre livshistorier: Her er Louie, der er håbløst forelsket i May-Britt og kvæler en kat som reaktion på sit endelige nederlag. Og Reinhart, der ikke får Hedvig, og som i stedet bliver jordemor. Her er klokkestøber Melkior Aureli, der drikker modermælk, til han fylder tyve, søstrene i parken der er stolte af deres bryster, Nils der er bundløst glad for sin søster, Åge hvis liv skildres som en evig gentagelse af fødselsøjeblikket – undtagen når han forsøger at trænge ind i Anne-Sofie – og mange andre.

Et vigtigt narrativt greb i Gro Dahles prosa er gentagelsen, der tilfører teksterne en poetisk rytme og sætter et rituelt præg på begivenhederne. Banale livshistorier og hverdagserfaringer får kastet nyt lys over sig. På den ene side afmytologiserer hun menneskeskæbner ved at fokusere så stærkt på det biologiske og kropslige. På den anden side genopretter hun gennem billedsprog, repetition og overdrivelse en slags hverdagslivets mytologi, men uden at teksten får status som andet, end den er: fortælling.

Søster, sol, symbol

En højst særegen stemme i norsk litteratur er Ellen Einan (født 1931). Hun har i sine seks digtsamlinger opbygget et usædvanligt og fascinerende poetisk landskab, der da også har høstet overstrømmende kritik.

Ellen Einans digte er stramt komponeret og skrevet i et uhyre righoldigt billedsprog. Den sproglige tæthed og de særegne billeder bidrager til, at teksterne virker både spændende og gådefulde. Lydenes klang og linjernes rytme gør hver eneste strofe til en musikalsk oplevelse.

Be kornet, skal vi ha ensomhet?
Jeg ber inn sølvtrær og salve
og muld
og sølvbeger.

Så er vår farge skovens grønne,
og alt vi eier bor vi i.
Selv hagens (havens) ånd skal inn
og se første mors hatteeske
fylt med lekebjørner (legetøjsbamser).

(Ellen Einan: sene rop mellom bronsebergene, 1987).

Hendes vokabular har en romantisk og eventyragtig klang: kornsøster, føl, søvnhave, bronzebjerge, lysttræer, snefugl. Mange af ordene er sammensat af ord, der hver for sig er ordinære, men sammen originale. Ordene betegner desuden ofte helt konkrete ting, men får i Ellen Einans kontekst en aura af mystik omkring sig, som i digtet »Hester« fra samlingen nattbarn, 1986:

Jeg lever ført bort av lyse hester.
De bar meg over barnets berg (bjerg).

Jeg leter opp (finder) søvntrær
Bøyer meg i mosen.

Høyt der oppe selvlysende hud.

Senk døden over marken min, Herre.

Ellen Einans digte knytter sig ofte til frugtbarhed, liv og død. Biologiske funktioner står tit i fokus, og jordiske frugter, afkom og børn er tilbagevendende motiver. Omkring disse grundmotiver skaber hun et rum, der både giver mindelser om bibelske myter, folkedigtning, børnefortællinger og fantastisk litteratur. Som surrealisterne eksperimenterer Ellen Einan med automatskrift, og hun illustrerer sine bøger med symbolladede tegninger. Hun ligner ingen andre i norsk litteratur, men leverer en »tidløs« problematik, der har vundet respekt og respons i begyndelsen af en epoke, der leder efter noget til at udfylde det postmoderne tomrum.

»Ellen Einans bøger – som en stor, kontinuerlig bog – har med mediumistisk sikkerhed skabt en poetisk fantasiverden, som kunne sammenfattes som ‘Paul Celan møder Emily Dickinson i Mumidalen’. Det er en skaberfantasi, som simpelthen rummer en stor viden om menneskelivet«. Poul Borum i Poetica nr. 9/10 1987.

Paradoksets poet

Anne Bøe (født 1956) har siden sin debut i 1984 udsendt flere digtsamlinger, der alle opererer i feltet mellem tvivl og tro.

Det første digt i Anne Bøes debutsamling Silkestein, 1984, lyder som følger:

et stikk
bare, nesten umerkelig
i lille fingeren,
vind
ømt inn i
den vide
vinden.

Hendes digte er en balancegang mellem håbet og tomheden, en problematik der ofte udtrykkes retorisk i form af antiteser og paradokser, og som har det bibelske billedsprog som tydelig forudsætning. I Anne Bøes poesi fungerer kristendommen både som en klangbund af billeder og fortællinger og som et verdensbillede, som det lyriske jeg henter stof fra og stiller spørgsmål til, som i samlingen Ildrose, 1989:

Ildrose hvis du er vår eneste
kjærlighet hvorfor
står kniven i deg

Fingre og grene er hovedelementerne i en metaforkreds, der kan kaldes »maskulin«. Fingerspidserne er i Bøes billedsprog kontaktpunktet mellem kroppen og omgivelserne, mellem mennesket og verden. Træets grene får en lignende funktion. De bliver bindeled mellem ydre og indre virkelighed – markerer både en afstand, et sted for berøring og et sted for befrugtning. Dette grænseland er selve kraftfeltet i Anne Bøes poesi. Mellem stikket og ømheden, mellem fingeren og vinden, ligger spændingen og underet (også fra Ildrose):

det brister
på den ytterste grein (gren)
ut i det blå
tomme rom hvor vi presser
drue etter drue
ut gjennom fingertuppene (fingerspidserne)

Fingerspidsmetaforikken viser hen til Michelangelos Vatikan-maleri af Gud, der skaber Adam: Guds finger er ophav til alt liv. Men fingeren som befrugtnings- eller skabelsesorgan henviser også til skrift, og Anne Bøe tematiserer da også skriveprocessen i flere digte.

Som antitese til denne »maskuline« billedkreds finder man en »feminin« billedkreds omkring formers opløsning og det evige vand. Et længere digt i Ordenes kildemor, 1987, åbner sådan her:

Wennberg, Ulla (f. 1948) (sv.): Den europeiska mystiken. Træsnit. Illustration fra Kvinnobulletinen, nr. 3, 1994

DETTE ER fasen hvor formene løser seg opp
alt flyter sammen, den lange ferden (rejse) mot
tingene, deretter deres natt

det skal bli vann etter mose, men kanskje (måske)
ingen svamp, vi snubler og reiser oss
enda (endnu) en gang

Det feminine skabelsesunivers karakteriseres af billeder af vand, slim, opløsning, sumpmørke og fødsel, og digtet tematiserer skabelsen (af sprog og levende væsener) som en langvarig og stadig gentagen proces, hvor sammensmeltning af autonome individer (to bogstaver, to kroppe) indgår. Denne akt bliver dermed også et grænseland mellem at være eller ikke være, idet jeg’et må »gå op« i en anden, for at befrugtningen kan finde sted.

I digtsamlingerne sinobersol snø (cinnobersol sne), 1993, og ingensteds overalt, 1994, er motiverne mere hverdagsagtige og mytestoffet nedtonet: Her handler det mere om at skabe et metafysisk rum i dagliglivet. Men selv helt konkrete motiver og billeder får i Anne Bøes kontekst en aura af religiøsteksistentielt indhold omkring sig. F.eks. er digtet »(vaskesuite)« på ét niveau en hverdagsagtig vaskescene og på et andet en renselsesproces: »i de mørkeste bad, hør vi synger vi/ vask meg«.

Billeder som fortættede tanker

Hanne Bramness (født 1959) digter i dialog med modernismens store poeter: Charles Baudelaire, Rainer Maria Rilke, Edith Södergran, Inger Christensen. I hendes to første digtsamlinger, Korrespondanse, 1983, og I sin tid, 1986, får læseren hjælp af et »noteapparat« – dog ikke i T. S. Eliots format – til at placere alle referencerne: åbne og skjulte citater fra verdenslitteraturen. De to bøger synliggør på den måde både den litterære tradition, Bramness trækker på, og fremhæver citatmosaikken som forfatterens tekstsyn. Collageteknikken går i øvrigt tilbage til 1960’erne i norsk lyrik, men er en af de former, der genoptages i 1980’ernes metatekstlige trend.

I Hanne Bramness’ digtsamlinger »korresponderer« tekster med hinanden. På den måde opløses grænser mellem tidsepoker og geografi, og der opnås en form for samtidighed. Hendes egen stemme bliver en dialog med og en refleksion over citater. Grænsen er et hovedmotiv hos Hanne Bramness: grænser mellem lande og mennesker, mellem tidsaldre og mentaliteter, mellem kunstarter og eksistensformer. Det handler også om at overskride grænserne og lade sprækker og åbninger tale.

bevidsthedens nordgrænse findes

jeg har tenkt meg en tanke
en fugl som letter
jeg har tenkt meg et lys
bak lyset

jeg har tenkt meg
det rene kunnskapens sted
tenkt spunnet tilbake
stanset ved det bankende
hjertet

bevissthetens grense.

(Hanne Bramness: Korrespondanse, 1983. Citatet er fra Inger Christensens alfabet).

I sin tredje digtsamling Nattens kontinent, 1992, har Hanne Bramness lagt citatteknikken bag sig. Her stoler hun på sit eget sprogs styrke og lader digtene pege, ikke mod andre digte, men mod noget »andet«. Første del af samlingen hedder »Nattens kontinent« og er en digtcyklus, hvor hovedmotivet natten kommer til at betyde søvnløshed, blindhed, glemsel, evigt mørke, men også indgangen til indsigt i noget vågenheden ikke indeholder. Centralt i nattens processer står nemlig barnet og fødslen, det at miste noget af sig selv og det at give. Digtene tematiserer behovet for at tage vare på erindringer og flygtige erfaringer, og tekstens stemme kan tydeligere end tidligere identificeres som kvindelig.

Hvor har jeg vært?
barnet har vært igjennom
meg, jeg var ute
fanget inn av klokken på fødestuen
det første, nakne blikket
så jeg det?
fanget i en drøm, overgitt
stjernen
i åndedrettet
en gang for lenge siden
skjer fødselen.

(Hanne Bramness: Nattens kontinent, 1992).

Et foreløbigt højdepunkt i Hanne Bramness’ produktion er digtet »Hvilken dag hvilken/ natt som helst«, der samler flere af forfatterskabets ledemotiver og kan demonstrere 1990’ernes form for upatetisk og tekstorienteret symbolisme:

Når som helst nå vil det stige fra vind, fra mellomrommet mellom slag og tone, det vokser gjennom jordsmonnet, høster utbrente stjerner i skjødet, og det sirkler om nattens akse, frosset til kjøtt i skyggene av en drøm, drømmen om samtidighet Det kommer fra sangen, overgangene overgivelsen og sprenger pupillens sammenføyninger. Fra søvnen kommer det, fra steinens gjennomsiktighet Hvilken dag hvilken natt som helst nå, tangerer glemselen ditt første åndedrag.