»I et ægteskab/ er du proletaren/ og din herre manden er borgeren./ Ved du det?«, spørger Wava Stürmer i digtsamlingen Det är ett helvete att måla himlar (Det er et helvede at male himle), 1970. Hun er tidligt ude med en ny kvindebevidsthed og et klart kvindeperspektiv. Wava Stürmer, der er født i 1929, udgav digte allerede i 50’erne, men det var i 70’erne, at hun via impulserne fra den nye kvindebevægelse i Sverige fik spændvidde i sit forfatterskab. Hun skrev sangtekster, som blev udbredt i hele Norden igennem pladen Sanger om kvinnor, 1972. Hun har også skrevet for fjernsyn og teater.
Vi är många
Vi är hälften
av alla människor i stan
Av alla här i landet
Vi är många
Vi är hälften
Ja, hälften av alla som finns,
är kvinns
(Wava Stürmer: Sångbok för kvinnor, 1973).
Wava Stürmers prosa er til at begynde med hverdagsrealistisk, som f.eks. i romanen Slå tillsammans, 1976, der skildrer et kvindeligt arbejdskollektiv. I romanen Väntans väg (Forventningens vej), 1985, går hun ind i en mytisk tid og pejler via den kvindelige hovedperson, som under en miljøkonference oplever en spaltning i tiden, et kvindeligt kredsløb. Inden for lyrikken skaber hun i Fågelvind (Fuglevind), 1982, et langt, blødt rytmisk digt, og hun udvikler i digtsamlingen Så länge vi minns (Så længe vi husker), 1990, der handler om sorg, et sprog med lysende kraft.
Wava Stürmer har spillet en stor rolle for den alternative kultur i hjembyen Jakobstad, og hun var en af de drivende kræfter, da Kvindeskribentgruppen i Österbotten blev dannet. Det var det første nordiske kvindeseminar i Sverige i 1978, der inspirerede en række kvindelige forfattere til at gå sammen i en skribentgruppe. Gruppen talte foruden Wava Stürmer nogle finlandssvenske kvindelige forfattere, som debuterede i 70’erne: Solveig Emtö, Gunnel Högholm, Gurli Lindén og Anita Wikman. Alle var født og bosat i det svensktalende Österbotten, og de repræsenterede en regional kultur over for den dominerende hovedstadskultur. Fælles for dem var den korte skolegang, erfaringer med lavtlønsarbejde, forankring i en kvindehverdag og et samfundsengagement. I deres prosa var de i begyndelsen nyrealister og lod sproget farves af dialekt og hverdagsliv. Inden for lyrikken gik de tæt på talesproget i syntaks og ordvalg. Nogle af dem, Gurli Lindén og Anita Wikman, havde været aktive i dannelsen af alternativforlaget Författarnas andelslag, der blev skabt som modvægt mod de kommercielle forlag i hovedstaden Helsingfors.
Solveig Emtö (født 1927) hører til 70’ernes »sene« debutanter. I tre romaner med selvbiografisk baggrund, Rönnbär och flanell (Rønnebær og flonel), 1974, Krokushuset, 1976, og Det gula slottet, 1978, skildrer hun arbejderpigen Elvira og hendes opvækst i slutningen af 30’erne og begyndelsen af 40’erne i en lille österbottnisk kystby, virkelighedens Jakobstad. Solveig Emtö går tæt på Elviras sprog og virkelighed. Elviras far er emigreret til Canada, moderen er gift igen med en alkoholiseret mand, der er kommet til byen som strejkebryder. Krigen bryder ud, mændene og de ældre drenge tager til fronten, lyspunkterne er få, bekymringerne mange. Til Elviras udsathed hører de seksuelle tilnærmelser fra stedfaderen. Forholdet når sin kulmination i tredje del, Det gula slottet, hvor det endelig lykkes Elvira at sætte ham på plads. Solveig Emtös trilogi kendetegnes af en veloplagt fortælleevne og godt humør i portrættet af Elvira med hendes svingninger mellem angst, oprør og munter livsvilje.
I bogen om krigsbarnet Pelle, Krigsbarn 13408, 1981, giver Solveig Emtö et intenst levende bidrag til litteraturen om de såkaldte krigsbørn – der var ca. 70.000 børn, som blev sendt til Sverige under 2. Verdenskrig. Pelles nye familie i Sverige tager sig godt af ham, men den angst og splittelse, han har oplevet, gør, at hans identitetsfølelse vakler, da han kommer tilbage til Finland. Sprogligt er Solveig Emtö helt på linje med sin Pelle, hun følger ham ind i hans barnesprog og hans österbottniske dialekt. I romanen Eldvagnarna (Ildvognene), 1987, skildrer hun den fuldvoksne Pelles liv i en fortælling, hvor den stadig levende angst slår igennem og splitter nutidsfortællingen.
»Jeg er ikke hendes dreng. Jeg er 13408. Jeg skal rejse kloden rundt. Far spiller på messinghornet ved graven, graven. Åh, forsigtigt, mor, så Pelle ikke går i stykker«.
(Solveig Emtö, Krigsbarn 13408, 1981).
»Jeg var nemlig født på forkert/ side av samfundet, var af forkert køn, forkert klasse/ och alt dette har jeg båret som/ en plagsom byrde, skønt jeg selv var uskyldig«, skriver Anita Wikman (født 1938) i digtsamlingen Därför (Derfor), 1977. Der er oprør i hendes digte, hun sætter ord på en kvindevirkelighed, som ikke tidligere er blevet belyst i finlandssvensk litteratur. I samlingen Väntrum (Venteværelse), 1979, skildrer hun en gynækologisk operation og et kvindefællesskab på sygehuset. Det er en kvindekroppens højsang: »Vi står under bruseren krummede af vore sår/ og med hængebrysterne åbne for hinanden./ Vi smiler i god forståelse når vore bevægelser/ trætter og sveden bryder frem på vore pander«. Sången om Taimi och Sonja, 1984, har undertitlen »digtfortælling«. De kvinder, Anita Wikman fortæller om, er den finsktalende Taimi og den svensktalende Sonja. De har ingen erhvervsmuligheder i Finland og må flytte til Sverige. Anita Wikman skaber en personlig version af det gamle versemål runometer, som man har i det finske nationalepos Kalevala. Versemålet giver skildringen et gammeldags præg, samtidig med at det henter noget frem fra det mytiske folkedyb, som Anita Wikman vil nå. Emigrationens kvinder har i hendes digtfortælling fået deres epos.
Når Anita Wikman, som selv har kaldt sig »proletarisk bygdeforfatter«, skildrer forholdet kvinde/mand, er det altid med samfundskonflikterne for øje. Både kvinder og mænd har vanskelige udgangsvilkår, de slides i deres tunge arbejde, kvinder, børn og gamle lider ondt, men der er en ukuelighed og en positiv livskraft i hendes kvindehverdag.
Romanerne Kråkvals (Kragevals), 1987, Kråköga (Krageøje), 1991, og Vingklippt, 1996, er en selvbiografisk romanserie om en skomagerfamilie i en österbottnisk kystby og om pigesocialisering i krigens skygge. Det er ikke bare krigsoplevelserne, der truer den lille piges verden, men også faderens brutalitet og incestuøse tilnærmelser. Anita Wikman skildrer de sværeste oplevelser i billeder, som viser en åbning til heling og skabende fantasi.
Gurli Lindén (født 1940) er i sit forfatterskab gået fra kvinderealisme til kvindemyte. I sine første romaner, Bli till, 1976, og Första damernas (Damernes dans), 1979, skildrer hun kvindeopvækst på landet i Österbotten. Frigørelsen går over søgen og krise, nyskabelsen begynder, da de gamle fordomme nedbrydes. I sin senere prosa, Maras ö, 1984, og Framtid, 1989, retter hun blikket mod en mytisk kvindetid og skriver let arkaiserende og billedrigt. Hun giver vision og utopi et sprog, som veksler mellem klare billeder og flygtige drømmesyner. I sin lyrik har hun fra en udpræget nyenkelhed nærmet sig et suggestivt billedsprog, som i I tigerns öga (I tigerens øje), 1983, og Grodan (Tudsen), 1993.
Vandring og vækst
Denna värld är vår. Handbok i systerskap (Denne verden er vores. Håndbog i søstersolidaritet), 1975, er den sejrsbevidste titel på den bog, som introducerede den nye kvindebevægelse i Finland. Forfatterne, Birgitta Boucht og Carita Nyström, som begge er født i 1940, har en akademisk uddannelse bag sig. Den første del af bogen er en redegørelse for feminismens idéer, i anden del træder forfatterne frem personligt i hver sin digtsuite. Efter debuten går de i hver sin retning. De har en bred kvindetematik fælles, men betoner forskellige områder: Hos Birgitta Boucht bliver vandring og forandring et hovedtema, hos Carita Nyström er det vækst og fornyelse.
Birgitta Bouchts Långa vandring (Den lange vandring), 1981, er skrevet samme år som de nordiske kvinders fredsmarch fra København til Paris. Kvindernes lange vandring begynder i »lejrbålenes og sagaernes tid«, den går fra mytisk tid til nutiden. Lyrisk nærbillede veksler med fortællende digte, glæde med modgang.
De gamla kvinnornas hesa
skratt i natten.
Deras tålighet, envishet, torra
seghet.
Vi var varandras döttrar og
mödrar.
Mönstret aldrig särskilt tydligt
…
Men de gamla kvinnornas
fårade ansikten
fanns alltid inom oss.
Och deras stolta iver:
nu går vi, vad väntar ni på,
flicksnärtor!
(Birgitta Boucht, Långa vandring, 1981).
Glädjezon (Glædeszone), 1986, handler om Parismarchen 1981 og Washingtonmarchen 1983, to marcher, som Birgitta Boucht selv deltog i. Det billede, hun tegner i digt og prosa, går ikke af vejen for vanskelighederne undervejs, men formidler også glæden ved at kunne dele sine følelser for verden med andre: »Glædeszone. Alene vandringen fører os derhen«. Digtsamlingen De fyrtionio dagarna (De niogfyrre dage), 1988 – titlen er hentet fra den tibetanske dødebog og betegner tiden mellem et menneskes død og dets genfødelse – bliver en intens »rejse i sorgens gennemsigtige landskab«. »Jeg udforsker sorgen«, hedder det, og det er samtidig en rejse i et sprog, der stedvist er udslettet, men som har billeder, der blander skarpsyn, fortvivlelse og kærlighed. I Inringning (Indkredsning), 1991, som indeholder både poesi og prosa, indfører hun groteske, ironi og sort humor og giver et slutbillede af paradoksal enkelhed: »det andas« (der åndes).
Carita Nyström stiller vækst og fornyelse op mod en ensidig økonomisk vækst med destruktive følger for menneske og miljø. I digtsamlingen Ur moderlivet. Dikter om havandeskap og samhälle (Fra moders liv. Digte om graviditet og samfund), 1978, følger hun et barns tilblivelse og fødsel. Et tilbageblik på sin udvikling fra de første kontakter med rødstrømperne i Danmark frem til en feminisme med økologiske fortegn giver hun i Återväxt (Fornyelse), med undertitlen »Tanker kring reproduktionen«, 1982, hvor debat, dagbog og digtning afløser hinanden. Digtsamlingen Huset i rymden (Huset i rummet), 1984, veksler mellem intens prosadigt og lyriske noter. Hun søger et helhedens sprog, hvori hun også kan indbygge sine »dæmoner«. Selvbiografisk baggrund har romanen Den förvandlade gatan, 1991. Carita Nyström fortæller om krigsbarnet Sannas erfaringer. »Også hun tilhørte den sårede generation«. I 1944 står hun alene på en perron i et fremmed land med et navneskilt på brystet: »Angsten er et afgrundsgab, et åbent gab. Pigen stivner uden tårer. Hun mærker ikke længere sin krop. Hun mærker ingenting. Der er tomt, bare tomt«. Sanna får efter hjemkomsten fra Sverige svært ved at finde sin plads i familien, og det er først, da hun som voksen nærmer sig den indkapslede angst, at hun oplever en frigørelse.
Birgitta Boucht og Carita Nyström mødes på ny i brevbogen Postfeminisme, 1991, hvor de gennemgår deres erfaringer fra deres fælles 70’ere i en tid, der er blevet kaldt postfeministisk. Gamle solidaritetskrav og generaliseringer må slås itu og erstattes af »den solidaritet, som faktisk tilbydes i virkeligheden i dagliglivet«, mener Birgitta Boucht.
Inga-Britt Wik
Om Inga-Britt Wik
Inga-Britt Wik (født 1930), der selv stammer fra Österbotten, debuterede allerede som lyriker i 1952 med den følsomt registrerende digtsamling Profil. Hendes næste samling Staden, 1954, bygger på indtryk fra et ophold i Paris. Storbylivet, den brogede, kosmopolitiske dagligdag i gaderne, de dybe sociale skel, dagens livlige puls, nattens heftige intensitet og følelsen af ensomhed blander sig med erfaringer og tanker i digtenes kvindelige jeg. Fra hendes indre trænger barndommens »österbottniska« landskab sig på, den flade åbne slette, hvor jorden og himlen smelter sammen ude i horisonten. Ude på sletten fører alle veje et sted hen. Der findes altid et bestemmelsessted eller et kendemærke, man kan styre efter.
Konfrontationen mellem de to så forskellige oplevelsesformer, storbyens og landskabets, driver jeg’et til at søge en syntese, »min sårbare kærlighed«. Kærligheden er … »Altid større eller mindre/ end sin modsætning/ Den er en mulighed hos os alle/ og aldrig den samme«. Den vanskelige afvejning af de store kontraster bliver senere et af Inga-Britt Wiks tilbagevendende temaer, og det retter sig både mod modsætningerne i den ydre verden og mod den indre modstand og higen efter kærlighed.
I samlingen Fönstret (Vinduet), 1958, er storbydigterens stemme forandret, glæden ved at skrive og den selvsikre oplevelse af jeg’et er blevet svagere. Angsten bliver et hovedtema. Den viser sig for kvinden i familien og ægteskabet som den ironiske og vrængende bagside af kærligheden.
Fra dette tomrum søger jeg’et igen at komme til live ved at søge tilflugt i fantasibilleder fra barndommen. Hun husker kontakten og nærheden, sanseligheden, men kroppen, munden, hænderne og ansigtet forbliver følelsesløse og tunge. Der er kun en smag af støv tilbage. Endnu en gang møder vi hos Inga-Britt Wik en skærende kontrast og en drøm om syntese. Men i digtet er ingen forsoning, kroppen og hjertet har allerede taget en beslutning om at forlade det tomme ægteskab. Og digtsamlingen ender med et tilbagevendende motiv, det lille værelse, og med digte om børn, hvor barnets krop, moderens og barnets fælles vejrtrækning bliver livgivende. Barnetemaet fortsætter i digtsamlingen Kvällar (Aftener), 1964: »Det lille ansigt/ lyser så stille/ inde i min krop// Alle drenge som/jeg kender/ sover nu«.
I sine digtsamlinger fra 60’erne fortsætter Wik skildringen af familien og af den udearbejdende kvinde. Afstanden fra de vidtspændende, rytmiske digte i Staden til de skarpe aforismer i samlingen Långa längtan (Lange længsler), 1969, er stor, men det tematiske fællesskab skinner igennem: Hvor er sammenhængen mellem kvindelivet, i kærlighedsforholdet og i samfundet, og den store verdens krav på engagement. Endnu engang søger hun mod Österbotten, mod de gamle kvinders livs-visdom, for at finde et perspektiv, der kan bringe syntese mellem de to poler.
En ny produktiv fase, hvor Inga-Britt Wik eksperimenterer med episke og dramaturgiske former, tog sin begyndelse i 1977 med digtsamlingen Mänskliga människor. Hendes roman Ingen lycklig kärlek, 1988, fortæller om ægteskabet mellem to unge intellektuelle i 1950’erne. Arbejdet med den ældre finlandssvenske Eva Wichmans efterladte prosaskrifter i 1977 blev ifølge Inga-Britt Wik et incitament til at genoptage digtningen. I hendes 1970’er-’90’er produktion, der er stærk og farverig, fyldt med mennesker og former, genfinder man debutsamlingens dristighed og åbenhed. Engagementet, der er så tydeligt i Långa längtan, kommer atter til syne, nu som en del af den midaldrende kvindes selvbevidsthed og selverkendelse.
»I mine digte skriver jeg om mine egne erfaringer, jeg har af og til kaldt det ‘dokumentarlyrik’. Jeg vil gerne være ærlig og håber, at det, jeg giver af mig selv, kan nå andre med lignende erfaringer. Hvis jeg absolut skal klassificeres, er ‘stridslysten romantiker’ nærliggende«, skriver Agneta Ara (født 1945) i Finlands-svenska kvinnor skriver. I 1980’erne skildrer Agneta Ara i Omfamningen (Omfavnelsen), 1982, og Korta stund, 1983, nøgternt et ungt ægteskab, graviditet, et barns fødsel, hverdag og samliv, skils-misse.
Tuula Hökkä