Udskriv artikel

Efter dig mit hjerte sukker

Skrevet af: Valborg Lindgärde |

I 1600-tallet finder vi kvinder, ikke mindst hos adelen og i den Arndtske fromhedstradition, som er beskæftiget med at nedskrive andagtslitteratur.

Johann Arndt (1555-1621) udøvede med sine bøger Vier Bücher vom Wahren Christentumb og Paradiesgärtlein aller christlichen Tagenden stor indflydelse på fromhedslivet i Norden. Gennem ham blev den middelalderlige fromhedstradition formidlet ind i tysk andagtslitteratur.

De oversatte betragtninger og bønner eller samlede i egne bønnebøger de tekster, de fandt i andres håndskrevne eller trykte bøger. På samme måde blev salmer og åndelige sange af og til formidlet af kvinder, sommetider af samleriver eller til brug for egen andagt, sommetider måske udelukkende som materiale til en oversættelses- eller skriveøvelse. Disse håndskrifter kan være værdifulde som de ældste kilder til salmer, der senere blev brugt i århundreder. Anna Gyldenstiernas (født 1596) salmesamling, der nu findes i Karen Brahes bibliotek i Odense, er et godt eksempel. I Drottning Sofias visbok har den svenske adelsdame Karin Ulfsparre (død cirka 1650) indskrevet nogle åndelige viser, ofte med en klage over livets omskiftelighed og en længsel efter det himmelske: »men wistas uti Himels högdh/ är Frögdh och lustiga dagar«. Enkelte har hun muligvis selv oversat, og hendes akrostikon i verslinjerne tyder på, at hun selv har forfattet en del viser af selvbiografisk karakter. Den danske Sophie Bille (1634-1693) føjede 81 salmer, hvoraf hun selv har oversat en del, til sin andagtsbog En Ny Bønne-Bog med nogle faa Psalmer fra 1678. Denne andagtsbog blev under titlen De udvalgtes uforgængelig Krone i Himmelen kand erlanges ved denne Himmel-Nøgel til Guds Skat-Kammer paa Jorden udgivet i hele 17 udgaver, den sidste i 1805. Blandt de salmer, der kun er optaget i den første udgave, er der nogle, som ikke er kendt i tidligere versioner, bl.a. den følgende:

Min Siel skal aff det dybe grund
I Jesu Christi Nafn
o Gud gif Lycke oc gafn.
Jesu hand er min Salighed
I Nøed/Sorg oc Strid
For din haarde død o Jesu sød.

Mourids Brun: Fruentimmerets Conterfey udi det Gamle Testament, 1682. Det Kongelige Bibliotek

I Aandelige Hvile-Timer, 1696, samlede Sophie Bille yderligere 150 salmer, som hun ville udgive.

I Danmark findes der i begyndelsen af 1600-tallet en navngiven, kvindelig salmeforfatter, nemlig Elle Andersdatter (død cirka 1643). Man mener, at hun var borgerkone i Maribo. Et par salmer, bl.a. »Eja, min sjæl ret inderlig sig fryder«, tilskrives hende. De tilhører den fælles salmeskat, frem for alt i Danmark og Sverige, og er fulgt med fra den ene salmebog til den næste. I svensk sprogdragt lyder en strofe i en af hendes smukke salmer således:

Som fågelen vid ljusan dag sig gläder
Så glad i ljusets rike jag inträder.
Vid änglasången
Och harpoklangen
Jag skådar evighetens dag uppgången.

Hen mod århundredskiftet 1700 finder vi et stigende antal kvinder, først og fremmest i Danmark, som ikke alene nedtegnede andres salmer, men som også selv var salmedigtere. En af anledningerne hertil skal man formodentlig finde i de nye åndelige bevægelser, der når de skandinaviske lande fra Tyskland. Kvinderne får her en plads i fromhedslivet, deres religiøse oplevelser respekteres på linje med mændenes, og deres stemme bliver hørt.

Piger får plads i flere af de skoler, som bliver oprettet i bl. a. Sverige efter mønster fra Franckes stiftelser i Halle. Nogle af Karl XII’s mænd havde nemlig i russisk fangenskab under indflydelse af den skoleordning, som Francke tillempede, grundlagt en skole i Tobolsk, hvor også piger modtog undervisning. Da disse karoliner senere vendte hjem til Sverige, blev skolen flyttet til Moskva, men de pædagogiske idéer blev taget med hjem, og adskillige steder i landet grundlagde pietister og herrnhuter skoler i løbet af 1700-tallet.

I disse nye åndelige bevægelser blev den første kristne kirke ikke så sjældent fremhævet som et ideal. Her så man en jævnbyrdighed mellem kønnene, som man forsøgte at virkeliggøre. Herrnhuternes behov for kvindelig arbejdskraft var med til at skabe et nyt kvindesyn i disse troskredse. Idealet var nemlig, at begge køn skulle beklæde de samme embeder, for man mente ikke, at Gud udelukkende kaldte mænd til tjeneste. Åndelig frigørelse og dermed større selvstændighed og større social bevidsthed forenede sig med al den kvindelige beskedenhed og huslighed, som tiden krævede.

I andagtslivet fik sangen stadig større betydning. Pietisterne samledes for at synge, og i sangen gav man udtryk for sine egne troserfaringer og sin oplevelse af fællesskab. Ældre salmer bliver genstand for en fornyet interesse, der bliver skrevet nye salmer, og de synges til gamle eller nye melodier. De pietistiske salmebøger bærer præg af, at salmernes funktion ikke længere er undervisende, og at kirkeåret ikke som tidligere står i centrum. Salmen har først og fremmest betydning for det troende fælles-skab. Det medfører en ny stil, hvor retorikken som middel til at overbevise eller vække forundring erstattes af kunstløshed og spontan enkelhed.

Nu ville det være forkert at placere alle de kvindelige salmedigtere inden for tidens nye troskredse. Men der synes at have udviklet sig et miljø og en grobund, hvor også kvinder dristede sig til at skrive salmer. Det er ikke så let at afgøre, om hensigten var at skrive til gudstjenestebrug eller til privat andagt. Sandsynligvis skrev de færreste med henblik på kirkesangen, og i de fleste tilfælde kom salmerne ikke med i de mere almindeligt brugte salmebøger. De skriver ofte bevidst for den private andagt og for medsøstre i samme situation. De kvindelige salmedigtere giver simpelthen en marginaliseret samfundsgruppe stemme. En skriver en »enkesang«, en anden skriver til »bedrøvede Enker og andre redelig sindede Guds børn« eller mere alment til søstre og brødre i samme lidelsessituation. Når det i Anna Borrebyes nadversalme hedder: »Kom, min (Søn og Daatter) Sæt dig her«, er hensigten sikkert at markere, at der også bliver talt til kvinden.

Der er en markant forskel på kvinders salmedigtning i Danmark og Sverige i slutningen af 1600-tallet og i den første halvdel af 1700-tallet. I Danmark kan man finde navne på forfattere med en righoldig produktion, som udgav flere samlinger sange under eget navn. De blev genstand for samtidens interesse i form af hyldestdigte og krav om genoptryk af sangsamlinger, og sommetider nævnes de endda i fortegnelser over betydelige og lærde danske kvinder. Størstedelen af dem hører hjemme i præstefamilier som døtre eller præstekoner. I Sverige blev derimod især enkeltstående salmer skrevet af kvinder til de pietistiske og herrnhutiske kredse. Salmerne blev optaget i de salmebøger, der fra og med Andeliga Wijsor om Hwargehanda Materier och wid åtskilliga tillfällen begyndte at udkomme omkring 1730. Kirkepolitiske forhold i de to lande kan forklare disse forskelle. Den danske pietisme var nært knyttet til hoffet og kongehuset, og den var en præstebevægelse, mens pietismen i Sverige først og fremmest var en lægmandsbevægelse. Og den mod separatistiske tendenser rettede lov, »Konventikelplakaten«, træder i Sverige i kraft i 1726, 15 år tidligere end i Danmark.

Danske salmedigtere

Elisabeth Pedersdatter Heeboe (1643-1703) var datter af præsten Peder Claussen og blev født i en præstegård i Al i Jylland. Hun giftede sig med Niels Nielsen Heeboe, men udgav først efter 19 år som enke et par skrifter med åndelige digte og sange. I 1687 bliver Enkens Suck- og Sang-Offer trykt med 20 sange og to år senere Aandelige Brude-Harmonie. Sidstnævnte indeholder en række digte over Højsangen, hvorefter der følger en »Tilgift« på 16 sange, bl.a. i form af en samtale mellem Kristus og sjælen. Med baggrund i hendes egen historie tegner teksterne et udviklingsforløb fra sorg til befrielse:

Så foer Jeg flux affsted oc løb Gud i sin Arm/
Oc fandt da Kierlighed at brænde i min Barm.

Hun havde levet mange år som enke, og tiden efter mandens død i 1667 skildres som en tid i sorg og ensomhed. Det er karakteristisk for mange af de salmedigtere, som her omtales, at de skildrer den konkrete livssituation i en religiøs sprogbrug. Men for Elisabeth Heeboe drejer det sig desuden om et religiøst gennembrud, hvor angsten er afløst af tillid og tryghed i forholdet til Gud. Dette nye liv kommer i hendes digt til udtryk i et rigt sanseligt sprog:

Jeg nær var frossen død aff Nød oc Lovsens Hammer
Som var saa haard oc kold/ nu brender Jeg i Flammer
Nu er jeg varmet op Ja meer end gandske heed
Jeg føler nu saa sød en brendend Kierlighed.

Elisabeth Pedersdatter Heeboe blev af sin samtid klart regnet blandt de berømte danske kvindelige forfattere. Det vidner et overordentlig stort antal hyldestdigte om, ikke kun fra hendes tre børn Anna, Marie og Peder, men også fra højtstående mænd i den kirkelige og lærde verden, som f.eks. den lærde professor og digter Elias Naur.

Elias Naur (1650-1720) var rektor ved Odense gymnasium og professor i græsk og hebraisk. Han har bl. a. skrevet det store passionsepos Golgotha paa Parnasso (1689).

Endnu to samtidige salmedigtere skal nævnes. Inger Jens-Datter Sønberg (1648-1728) skrev sin Sielens Daglige Røg Offer, For Herren optændt færdig i 1698 i præstegården Vang i Ålborg stift, hvor hun boede hos en halvbroder efter faderens død. Faderen, Jens Andersen Sønberg, var i 42 år og til sin død i 1690 sognepræst i Visby og Heltborg. Indholdet i Inger Jens-Datter Sønbergs andagtsbog består af morgen- og aftenandagter for hver dag i ugen med tilhørende sange. Andagtsbogen blev genoptrykt flere gange i løbet af 1700-tallet. Ligesom Kingo takker Inger Jens-Datter for nattens hvile, for beskyttelse mod mørket og Satan og beder for dagen, som kommer. Den smukke »Aften-Sang om Løverdagen« begynder:

Aftenen i Sort sig klæder/
Dagens Fakkel slukkes ud/
Nattens Stierne-Vagt fremtræder/
Kom/ min Jesu/ til din Brud/
Efter dig mit Hierte sukker/
Som for dig er vidt oplat/
Mod din Tilkomst jeg mig bukker/
For at favne dig min Skat./

Elisabeth Pedersdatter Heeboe: Aandelige Brude-Harmonie, 1689. Det Kongelige Bibliotek

Kirsten Jensdatter (1648-1728) havde i sit andet ægteskab været gift med præsten i Klinte og Grindløse i Odense amt Rasmus Pedersen Bruun (1641 -1713), »lærd og agtet«, hvis man skal tro eftermælet. Som 70-årig enke skriver hun i 1718 Enkens Skærv i Templen, og den genoptrykkes også adskillige gange. Kirsten Jensdatters salmer behandler skabelsen, men mest det kristne livs kamp. Med henvisning til en af Jesu lignelser siger hun i sit forord, at den skærv, hun kan frembære, udgøres »i Suk og Sange«. Tidligere, siger hun, »har jeg brugt min Pen og Haand« til at optegne det, der har med husholdningen at gøre, men nu som gammel er hun holdt op med det og »vender sin pen om« til højere regnskaber med Gud.

Anna Jacobs Daatter Borrebye (1708-1762) var datter af præsten Jacob Mortensen Borrebye (1683-1753) i Nakskov og Branderslev på Lolland og den næstældste af otte søskende. Hun fortæller selv, at hun begyndte at skrive, da hun i en alder af 16 år mistede sin mor og kom ud at tjene til livets ophold. Sorgen og savnet var stort, og for at klare det, siger hun, skrev hun salmer og sange om natten efter arbejdsdagens slutning. Zions Sukke ved Babylons Floder, Eller Guds Børns Trøste-Tanker I denne Verdens Modgang udkom i 1743 og blev genoptrykt endnu tre gange, sidste gang i 1851. Anna Borrebye blev til forskel fra de øvrige danske salmedigtere fra første halvdel af 1700-tallet repræsenteret i mere alment brugte salmebøger. Magnus Brostrup Landstad tog hende med i sin Hjertesuk til hver dag i Ugen i 1841, og hun er en af de ti danske forfattere, der af samme Landstad i 1870 bliver repræsenteret i den første officielt godkendte salmebog i Norge. Hendes påskesalme er den eneste af hendes salmer, som endnu findes i Landstads reviderede salmebog:

Livsalige Paaske, livsalige Paaske,
Med Seyeren god,
Langfredags Elende
Til Glæde Gud vende,
Thi Jesus opstod, thi Jesus opstod.

Udgaven af Zions Sukke fra 1797 har et tillæg med hendes »Afskeds sidste Svane-Sang«. Dér fortæller hun, hvordan hun på selve juleaften i 1761 har måttet opgive kampen mod smerte og sygdom og gå i seng for aldrig mere at kunne stå op. Men hun tænker på alle dem, hun har fået i tale med sin bog, og hun glæder sig over, at hun »er yndet over hele Norden«.

Tre små åndelige sange blev fra 1724 og flere gange senere trykt i et lille hæfte. Om forfatteren, Else Henrichs Daatter, ved man ikke mere end det, hun selv anfører, nemlig at hun er »en fattig Pige, som bær Guds haarde Kaars«. Måske er hun undtagelsen i denne række af præstedøtre og præstekoner.

Til de mere produktive kvindelige salmedigtere i 1700-tallet hører Anna Dorthea Crondahl, født Panch (cirka 1684-1761). Hun var gift med præsten Joachim Crondahl (1693-1750), der i 1730 tiltrådte et embede i Lyderslev og Frøslev på Sjælland, og som 16 år senere blev præst i Nyborg på Fyn. Det eneste, der siges om ham i Wibergs præstehistorie, er, at hans kone skrev åndelige sange, og at han selv efterlod sig en stor gæld, der ikke kunne betales. I dedikationen af Aandelige Sange til dronningen i 1754 omtaler forfatteren sig selv som en »fattig og Kummerfuld Enke« og »en fattig og bekymret Præste-Enke«, og i fortalen til læseren nævner hun mandens død, »hvorved Brød og alting blev mig ligesom paa eengang frataget, saa nær som en saar liden skærv til mit opphold«. Som enke fik hun en pension på 50 rigsdaler, og den blev senere sat ned til 40. Byen betalte den ene halvdel, fattigkassen den anden, oplyses det. Hendes behov for materiel hjælp fremgår klart af forordet til hendes sidste sangsamling. Allerede tidligere synes hendes liv dog at have været vanskeligt. Da hun var 45 år, blev hun syg, og hun oplyser selv, at de mange lægebesøg ikke har hjulpet. Hun vender tilbage til denne sygdom i hver ny fortale, og det lader til, at hun aldrig blev rask. Sygdommen betød, siger hun selv, at hun ikke mere kunne give sig af med husligt arbejde, men at hun derfor bedre kunne hente trøst og styrke i læsningen af den hellige skrift og andagtslitteratur. Hun skriver i fortalen til den sidste af sine sangsamlinger:

»Jeg meente, at det var et saare høyt Kaars, men jeg har lært, at det er et Menneske best, at være fornøyet med de Kaar, Gud tilskikker os; Hvad Gavn har vi af at murre imod Gud?« Det er i denne sammenhæng, hendes digtning hører hjemme.

I sin Samling af Danske Lærde Fruentimmer (1753) nævner F. Chr. Schønau Anna Dorthea Crondahls mange digte og salmer. Han siger dog, at han ikke ved ret meget om denne interessante kvinde. »Jeg havde vel ønsket mig den lykke, at kunne have faaet Underretning om saa høyprøvet en Christens Levnets Løb«, skriver han. Han ville helst selv have mødt hende, men trods efterforskning har han ikke kunnet finde ud af, om hun stadig lever, og hvor hun i så fald bor. Han håber at kunne vende tilbage til dette. Fru Crondahl levede endnu nogle år, efter at Schønau skrev dette, men om han mødte den syge og fattige præsteenke, er mere tvivlsomt. I hvert fald vender han ikke tilbage til sagen.

Der blev udgivet tre samlinger i Anna Dorthea Crondahls navn. Siælens Lyst og Trøst, forestillet udi nogle faa Gudelige Sange og Aandelige Psalmer med 38 salmer blev trykt i 1742, 1744 og 1762. Samme år som den første udgave kom desuden Den Pæniterende David (dvs. Den Bodfærdige David), en versificeret kommentar til hvert af de 11 vers i den sjette Davidssalme. I 1746 udkom En Fortsættelse af Siælens Trøst … befattende en liden Nye Samling av XX Aandelige Psalmer. Også denne oplevede et par nye udgaver, nemlig i 1750 og i 1762. Den sidste samling, Aandelige Sange Til Sinds opmuntring For eenfoldige Christne, udkom i 1754. Som tak for mandens præsteembede tilegnes de første samlinger prinsesse Charlotte Amalie, kendt for sin fromhed og for sine kontakter med pietister og herrnhuter.

Davids Salmer og især hans såkaldte bodssalmer blev genstand for mange betragtninger og anledning til megen digtning. Præsten i Thisted, Johan Thorson, skrev Den grædende og pæniterende David, som fru Crondahl oplyser har inspireret hende.

At forene Martas sysler med Marias. Om salmeskrivningens forsvar

Saa vel en Qvinde, som en Mand
Han sine Gaver giver.
Selv deeler han med dem Forstand
Som til hans Ære skriver.
(Kirsten Jensdatter).

I kvindernes fortaler til salmesamlingerne understreges det ofte, at de tilhører kvindekønnet. Der er tit tale om et forsvar for, at også kvinder griber pennen for at »rime«. »Den ilde giør, som sig de Tanker ville giøre,/At man slet intet got fra Qvinde-Kiøn kand høre«, skriver Anna Jacobs Daatter Borrebye. Både i deres egne fortaler og i deres hyldestdigte bruger de ikke alene samtidige lærde kvinders indsats som forbilleder og argumenter, men også Bibelens kvinder. I løbet af 1600-tallet blev bønnebøgerne stadig mere specialiserede, og andagtslitteratur og bønner blev også skrevet til kvinder efter deres forskellige behov.

Salomon Liscovius: Christelig FruenTimmers Aandelig Dygde Spegel, 1695. Universitetsbiblioteket, Lunds universitet

Her såvel som i prædikenerne blev bibelteksternes kvinder fremhævet som eksempler og mulige identifikationsobjekter, og salmebøgernes forord vidner om, at de kvindelige forfattere brugte disse skikkelser fra den hellige skrift til at styrke deres egen og deres kønsfællers selvbevidsthed. Argumenterne fra denne art litteratur dukker nemlig tit op i de kvindelige salmedigteres egne indledninger, måske som forsvar for de skrevne digte, eller i hyldestdigte. Man diskuterer ofte kvindens plads, hendes rette opgave og det passende i, at hun skriver salmer. Tit nævnes skikkelser fra Bibelen som forsvar. »Dog nogle det ey lide kand/ At Qvinde faaer den Gave«, skriver Kirsten Jensdatter og forsvarer sin egen salmeskrivning med at henvise til Deboras sang, der var Gud lige så kær som Davids salmer og »Mosis Hierte-Sukke«. I et hyldestdigt til Anna Dorthea Crondahl hentes på samme måde eksempler fra Bibelen på kvinders vigtige indsats inden for forskellige områder. Salems døtre hjalp med til at bygge Salems mure, siges det bl.a., desuden hjalp de med at udsmykke tabernaklet i Herrens tempel. Man fornemmer oven i købet en vis diskussion om Paulus:

Vel an ! hvo sige vil: En Qvinde skal jo tie
Udi vor Meenighed: Hvo bød dog Aanden bie?

Når Kirsten Jensdatter skriver om kvindens konflikt mellem husarbejdet og omsorgen for sin egen sjæl og dermed retten til at formulere sine tanker i digtning, er »kvindespejlenes« tolkning af fortællingen om Jesu besøg hos Marta og Maria ganske bestemt med i baggrunden:

Thi om jeg skiønt, som Qvinde bør,
Haand i Huusgierning tager,
Med Uldet, Linnet, Hamp og Hør
Og Traae i Sye-Naal drager.
Dog Himlen jeg ey Glemme vil,
Ey slaae af Hu og Tanke.

Men linjerne kan også være opstået som en kommentar til, og måske i opposition mod, det meget læste kapitel 31 fra Ordsprogenes Bog, hvor en duelig hustru hyldes: »Hun sørger for uld og hør, hun bruger sine hænder med lyst«, hedder det dér, og der fortsættes: »Hun rækker sine hænder mod rokken, fingrene tager om tenen«.

I Tobias Borrebyes digt til søsteren, der også hentyder til fortællingen om Jesus i Martas og Marias hjem, hyldes forfatteren, og hendes digteriver forsvares på tilsvarende måde i diskussion med Ordsprogenes forfatter:

Det meget bedre var, saa siger de, de Lærte
At toe (dvs. vaske), at lave Mad, at bage Brød og Tærte
At spinde, vinde, sye, at skiette, hegle Hør
At kniple, giøre Malt, at brygge, kierne Smør
En fein at viide ret et Huus at derigere,
End sidde stille ved et Bord og meditere.

Også her får man dog hjælp af den tolkning af bibelteksterne, som vi finder i tidens prædikener og andagtslitteratur. Når det i Ordsprogenes Bog hedder: »Hvo finder en duelig hustru? Hendes værd står langt over perlers«, skriver den svenske provst og digter Kolmodin: »En Qwinna med förnuft, som trogen är och from,/ Kan aldrig wägas up med någon rikedom«.

I 1695 kom den første bønnebog for kvinder på svensk, en oversættelse af Liscovius’ godt 20 år gamle Andelig Dygde-Spegel. Heri får kvinder eksempler til forskellige situationer i livet, først og fremmest fra Det gamle Testamente. Ikke uventet bliver Susanna et forbillede for ægtehustruer, mens Sara, Tobias’ kone, står som eksempel for brude og Hanna for gravide kvinder.
Godt ti år tidligere var der i Danmark blevet udgivet bøger med versificerede tekster, hvor Bibelens kvinder præsenteres, og deres dyder og fromhed fremhæves som eksempler til efterfølgelse. Det rette Aandelige Qwinde-Smykke med Bibelens kvinder ordnet alfabetisk blev i 1682 udgivet af Christian Gertsen, og samme år udgav Mourids Brun Fruentimmerets Conterfey udi det gamle Testament. Sidstnævnte fik en fortsættelse, da Peder Møller gik videre med Det nye Testamentes kvinder. Samme Peder Møller oversatte også fra tysk Johann Quirsfelds bønnesamling for kvinder i 1697, og den var beregnet til at bruge i de forskellige situationer, kvinder kunne tænkes at komme i.

Den enkelte kvindes andagtsliv og intellektuelle beskæftigelse legitimeres i »kvindespejlene« og dermed i de salmeskrivende kvinders egen holdning til det at skrive. En af Jesu lignelser kan tages til hjælp: Det gælder om at tage sit kald alvorligt, at bruge sit pund og ikke grave det ned. »Skal Fruentimret da sit Pund i Jorden grave?/ Skal Herren ingen Frugt og Rente deraf have?« skriver Anna Borrebyes broder. Det pund, man har fået, kan nemlig både for kvinde og mand være – for at citere Kirsten Jensdatter – at skrive til Guds ære.

En kvinde med fornuft, som er tro og from, kan aldrig opvejes af nogen rigdom.

Længsel efter befrielse fra denne verden til bryllupsfesten i himlen

Til min Brudgom er min Længsel
Thi han lindrer al min Trængsel
Til ham er min største Lyst.
(Anna Dorthea Crondahl).

Disse salmedigtere synes at være fælles om sygdom, afsavn og måske fattigdom. Elisabeth Pedersdatter Heeboe har været enke i 19 år, da hun udgiver sine sange. Anna Jacobs Daatter Borrebye var, da hun greb pennen, en ung pige, som sørgede over sin mor, og i slutningen af sit liv fortæller hun, at hun i 23 år har båret et tungt kors, som verden ikke kendte noget til.

Kirsten Jensdatter var enke, Else Henrichs Daatter var sandsynligvis en fattig og syg pige, og fru Crondahl var langvarigt syg og som enke fattig.

At flere af dem sørger over en kær afdød, kan komme frem i sangsamlingernes forord, men sjældent direkte i salmerne. Men titlerne vidner om det: Enkens Suck- og Sang-Offer, Enkens Skærv i Templen, ja, selv titlen på Anna Borrebyes digte Zions Sukke ved Babylons Floder, der ganske vist minder om Israels børns længsel efter det forjættede land, men som har underrubrikken Guds Børns Trøste-Tanker i denne Verdens Modgang. Salmeskriveriet havde måske en terapeutisk eller kompensatorisk betydning, og Bibelen og andagtslitteraturen stillede et sprog til rådighed for disse kvinder, der gjorde det muligt for dem at give både deres inderste følelser og deres oplevelse af ydre nød ord. »Hvo vil mig Raad/ Mod Syndsens Daad/ Og tunge Byrde sende?« skriver Anna Borrebye i en salme, og i en identifikation med den grædende synderinde i Betania fremstiller hun både en indre smerte og en ydre, legemlig afmagt:

Ach! ney, min Siæl, forsage ey,
Mens Naadens Dør staar aaben!
Din Jesus aldrig siger ney,
Til Nogens Suk og Raaben;
Hand raaber selv
Til Synde-Træll:
Jeg vil din Byrde lætte;
Saa vil jeg da Til Jesum gaa
Med Graad hans Fødder tvætte.

Elisabeth Heeboe beskriver i begge sine samlinger en vej gennem den dybeste fortvivlelse til en sjælefred i Gud. Men også hendes sorg og ydre nød iklædes et traditionelt bibelsk, religiøst sprog. Det er også tydeligt hos Kirsten Jensdatter i følgende strofe, hvor også hun identificerer sig med den grædende Maria, som tvætter Jesu fødder med sine tårer:

Jeg for min Jesu Fødder
Tør nu nedkaste mig,
Bodfærdig graad dem bløder, (dvs. væder)
Han viger ej fra mig,
Han høre paa min bøn,
Han merker, hvad mig skader,
Sin hjelpe-dør oplader
For mig af qvinde-kiøn.

Tit kommer forfatterens personlige livssituation til at forstærke den foragt for denne verden og den længsel efter det himmelske hjem, som i forskellig form har været et fremtrædende træk i megen religiøs digtning i 1600- og 1700-tallet. Denne længsel kommer ofte til udtryk i brudebillederne fra Højsangen i Det gamle Testamente, som 1600-tallets andagtsbøger meget gerne refererede til, og som bidrog mere end de andre til tidens religiøse sprog. Et varmt og følelsesladet billedsprog kendetegner derfor flere af digtene og salmerne, hvor en religiøs oplevelse udtrykkes i et erotisk sprog. Aandelige Brude-Harmonie drejer sig ifølge undertitlen om forholdet mellem brudgommen Kristus og den kristne kirke som bruden, men Elisabeth Heeboe gør det muligt at tolke et højst individuelt jeg ind i denne bruderolle:

Dog ventet oc lentet jeg Brudgommens Komme
GUD naade oc raade hvor det vil gaa somme
Mit Hierte nu lengis/
Aff Lengsel betrengis
At Kierligheds Flamme med Sucke formengis.

Ey Kammer/ ey klammer/ ey Bulder maa høris
Ey rummel/ ey tummel hvor GUD skal indføris
Min Brudgom hand kommer/
Men icke med Trommer
Men see mig hvor deylig oc yndig hand kommer.

Den samme brudesymbolik optræder også tit hos de øvrige. Fru Crondahl skriver mange steder om i Kristi efterfølgelse tålmodigt at bære sit kors, men også om længslen efter udfrielsen og den forestående bryllupsfest i himlen. En salme med titlen »Siælens Forlængsel efter Jesu Foreening og Samfund« lyder:

Ach! sødeste JEsu min deel og min lykke,
Min ærekranz og mit ypperste smykke,
Hvor har du betaget mit sind og mit hierte,
Jeg finder ey anstød af nogen slags smerte.

Ach! sødeste GUD du min brudgom og herre
Hvor elskværdig og kier monne du mig være,
Naar jeg kuns betænker din store forlængsel,
At føre mig synder fra helvedes fængsel.

Opvæk GUD mit hierte i kierligheds lue,
Til jeg dig GUD maa i Himlen beskue,
Ach! lad mig faae høre din trøstig tiltale:
Kom til mig min due! jeg vil dig husvale.

Thi da først skal endes all sorrig og jammer
Da lukkes jeg ind i min Brudgoms lønkammer.
Da bliver jeg frelst fra all nød og all qvide
Og føres i de bryllupsklæder saa hvide.

Kom Brudgom Siæleven, lad mig dig ey savne,
Med troende arme vil jeg dig omfavne
Ja dig saa fast holde du mig ey skal slippe,
Jeg veed, at haabet dog icke skal glippe.

Mig falder Verden bitter, suur,
Jeg er som eenlig Fugl i Buur.
Jeg er ukiendt af Verdens Flok.
Gud er min Ven, det er mig nok.
(Anna Dorthea Crondahl).

At hand vil komme snart, og holde Bryllups-dage/
Og giøre med mig klart fra denne Verdens plage,/
Og saa indlede mig i Himlens Brude-Sal/
At siunge liflig der blant Engle tusind tall.
(Else Henrichs Daatter).

De danske kvindelige salmedigtere og salmetraditionen

Christi Aag det er dog let
Og for Siælen en sød Ret
Sødere end Honning-Kage,
Ach! det Siælen vel kand smage.
(Crondahl).

Antoni da Firenze: Kristus på korset, 1415. Eremitagen, Skt. Petersborg. Foto: Wikimedia Commons

Selv om man kan skimte en personlig livsskæbne bag valget af emne til salmerne, er den store salmetradition, kvindernes salmer indskriver sig i, alligevel tydelig. Det gælder ikke kun længslen efter det hinsides og en erotiserende Jesuskærlighed. Den danske salmetradition med Kingo og ikke mindst Brorson mærkes i et konkret og mange gange ukonventionelt billed-sprog, som ikke mindst appellerer til lugte- og smagssanserne.

Guds riges Evangelium
Er sødt som honningkage,
Naar det kun faaer i hiertet rum,
At man det ret kand smage,
Da er det sielens honningmad,
Giør hiertet let og mæt og glad
Og smuk i Jesu øyne.

Sådan skriver Brorson i 1739. I Højsangen 5:1 hedder det: »Jeg kommer i min have, min søster, min brud, jeg plukker min myrra og balsam, jeg spiser min honning og saft, jeg drikker min vin og mælk«. I Lukas 24:42 rækker disciplene den opstandne Kristus noget at spise »af en honningkage«.

Mens ord som sur og bitter ikke alene skal betegne denne forgængelige verden, men også synden og det onde, symboliserer her alt det, som har med sødme at gøre, den guddommelige godhed og herlighed. I sin sidste samling Aandelige Sange indskriver Anna Dorthea Crondahl sig i denne litterære tradition med følgende salme:

Søde Jesu! Livets Fyrste
See, hvor jeg dog monne tørste
Efter Livets Kilde-Væld,
Ach! hvor længes nu min Siel,
At den eengang kunde flytte
Her fra Bochims Græde-Dal
Og fra denne Kedars Hytte
Ind i Himlens Fryde-Sal.

Jeg kasserer Verdens Væsen,
Jeg mig finder meere kræsen,
Jeg har Lyst til Himmelen,
Til min Brudgom, Sielens Ven,
Jeg ham kierlig vil omfavne
Og ham legge ved mit Bryst;
Thi det mig jo vist skal gavne
At hos Gud jeg søger Trøst.

Til min Brudgom er min Længsel;
Thi han lindrer al min Trængsel,
Til ham er min største Lyst.
Til ham har jeg Suk udøst,
Jesu Læber, Honningkage
Jesu Sødhed smager mig,
Hvorfor jeg vil mine Dage
Stedse, Jesu! troe paa dig.

»Bochim« er en participiumsform af det hebraiske verbum for »græde«, i Dommerbogen 2:5 opfattet som et stednavn. Om »Kedars Hytte«: se f. eks. Davids Salme 120:5.

Denne danske salmetradition tager ofte et afsæt i en hverdagsnær erfaringsverden og får derfor en konkretion i billedsproget, som har påvirket for eksempel Anna Dorthea Crondahl. Denne verdens forfængelighed sammenlignes i en af hendes salmer med »en Hytte uden Tag,/ En Ræt for Siælen uden Smag«, i en anden lignes verdens vellyst ved »Gylden Sommer-Fluer«.

»Jeg tilstaaer vel, at mit Qvinde-Verk er ikke for skarpsindige Hoveder, som ofte synes intet at feyle, men allene for eenfoldige og bekymrede Christne«, skriver fru Crondahl med den ydmyghed, som god tone krævede. Disse kvindelige forfattere skriver deres salmer i en ukunstlet stil, uden »all Poetiske Ziirligheed«. Der er tale om det samme ideal, som Brorson giver udtryk for i sine salmer, hvor den kunstneriske ambition netop består i at finde det rette ord og udtryk for en følelse eller oplevelse.

Jeg seer Cadence Hun i Versene har agtet,
Jeg seer Construction Hun haver eftertragtet,
Jeg seer Apostrophum Hun haver udeladt,
Hvo kand paa slige Riim vel kaste nogen Dat? (dadel)

Lorentz Storm, lærer på Thurø skole og forfatter af dette hyldestdigt til fru Crondahl, ser åbenbart de udeladte retoriske greb, brugen af apostrofe (højtidelig tiltale), f.eks., som en fortjeneste. Man kan alligevel, fortsætter han, røres mere ved disse sange end ved mange af de mest lærde.

De kvindelige salmedigtere sammenlignes, som oftest når det drejer sig om tidens skrivende kvinder, med andre tidligere eller samtidige kvindelige forfattere. Anna Dorthea Crondahl blev da også flere gange sidestillet med sin ældre navnesøster, den norske Dorothe Engelbretsdatter. I et hyldestdigt i anledning af den sidste sangsamling hedder det således:

Men nu stadfæster Hun paa nye, med bunden Tale
At Dorthe Engelbrecht sit Navn, sin Søster har,
I den, som lige Sted blant Skialdre-Møer tar.

I andre digte kaldes hun for »Vor anden Dorothe«, »vor Engelbrett«.

Salmeoversættelser

I det tidlige 1600-tal finder vi eksempler på kvindelige salmeoversættere. Også blandt de senere kvinders frembringelser kan man finde salmer, som er skrevet meget tæt på et udenlandsk forlæg, uden at dette er anført. Birgitte Christine Kaas, gift Huitfeldt (1682-1761) i Norge, blev, efter hvad man fortæller, opfordret af Christian VI’s svigermor, markgrevinde Sophie Christiane af Brandenburg-Kulmbach, til at bruge sine poetiske evner i den åndelige digtnings tjeneste. Der fandtes nemlig en hel del poesi fra hendes hånd i husets kommodeskuffer. Året efter, i 1734, udkom Nogle Aandelige Psalmer, Oversatte udaf det Tydske Sprog paa Dansk af den, Som inderlig begiærer at have udi sit Hierte Bestandig Christi Kierlighed. Her skjuler forfatterens initialer sig i de tre sidste ord i titlen. Bogen indeholder 28 oversættelser, hvoraf de 18 i forfatterens levetid blev optaget i Pontoppidans psalmbok eller Den nye Psalme-Bog i 1740, den såkaldte »Slotssalmebog«. Flere af disse salmer synges stadig i Danmarks og Norges kirker. Det bemærkelsesværdige ved hendes oversættelser er, at hun som kvinde tager fat på den kvindelige lovsang. Mindst 15 af de 28 salmer er oversættelser af salmer, der er skrevet af kvindelige tyske salmedigtere. Især synes hun at have værdsat den tyske fyrstinde Emilie Juliana (1637-1706). Hun var med sine over 600 salmer den mest produktive af de kvindelige tyske salmedigtere, og 13 af de salmer, Birgitte Kaas oversatte, er forfattet af hende. Birgitte Kaas’ egen digtning blev flammernes bytte, da hendes hjem Elingaard brændte i 1746, og for efterverdenen er hun udelukkende kendt for sine oversættelser.

Reaktionen, »Guldbergs salmebog« og Birgitte Boye

I modsætning til samtidens øvrige kvindelige forfattere – bortset fra Anna Borrebye – blev Birgitte Christine Kaas optaget i de officielle salmebøger. Hun er en undtagelse fra reglen om, at de kvindelige salmedigteres salmer sjældent blev brugt i den almindelige gudstjeneste eller kom med i de almindeligt brugte salmebøger. Men nu er vi nået frem til slutningen af 1700-tallet, da nye stilidealer gør sig gældende med krav om et nyt kraftfuldt og værdigt sprog.

Da det knap 15 år gamle »Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse« i 1773 udskrev en konkurrence for enhver, som havde evne og lyst til at arbejde med »den hellige poesi«, vandt den ukendte Birgitte Hertz med sine 20 indsendte salmer. Som grundlag for de ti første valgte hun Davids Salme 104, gennemgik den vers for vers og besang Skaberens storhed, magt og visdom. I de øvrige koncentreres indholdet om »Lukas« 9:18-36 og behandler således Jesu liv og virke. 19 af disse 20 salmer indgik senere i den nye salmebog, som Ove Høegh-Guldberg, en central skikkelse i Selskabet og en af initiativtagerne til konkurrencen, af kongen havde fået til opgave at forberede sammen med Sjællands biskop Ludvig Harboe. Hensigten med det, som i 1778 blev »Guldbergs salmebog«, var at modernisere salmebestanden, at erstatte ontoppidans psalmbok og rense de salmer ud, som man anså for at være »historiske« (forældede) og »usle« (ulærde). De salmeforfattere, som i vid udstrækning blev vraget, var netop Kingo og Brorson, men flere af Luthers salmer var heller ikke anvendelige, mente man. Klopstock, der i nogle år havde boet på Fredensborg for at arbejde med sit epos »Messias«, satte sit præg på disse nye salmer. Og i Birgitte Hertz, bedre kendt under sit navn fra det sidste ægteskab, Birgitte Catharine Boye (1742-1824), havde man fundet en hovedforfatter til denne salmebog. Gud har givet »en fattig Skovrider Enke fra det Vordingborgske«, skrev Guldberg til kongen, »en besynderlig gave til denne hellige poesie«, og hun bidrog efterhånden med ikke mindre end 149 salmer, deriblandt nogle oversættelser til den nye salmebog. Guldbergs salmebog blev i 1778 indført ved hoffet og i købstæderne, mens man på landet holdt fast ved Kingos salmebog.

Der var flere årsager til, at denne salmebog aldrig officiel blev indført i hele Danmark. Guldberg blev selv afsat og måtte trække sig tilbage i 1784. Desuden betød en økonomisk nedgang efter tre års misvækst, at man ikke mente at have råd til en ny salmebog. Videre herskede der uenighed blandt præster og biskopper, og endelig gik det store oplag af salmebogen tabt ved en brand i 1795. Den nåede at blive indført, som man sagde, »i Trankebar, men ikke i Ballerup«.

Den nye salmebog fik imidlertid en kort levetid i Danmark, mens Norge foretrak denne salmebog i hundrede år, og det betyder, at Boyes salmer her har levet og indgår i traditionen på en helt anden måde. Blandt hendes salmer er der nemlig en hel del, som traditionelt synges ved kirkeårets store højtider eller ved bryllupper, og som da indleder gudstjenesten og synges stående. »Os er i Dag en Frelser født«, »Han er opstanden, store Bud«, »O, Lue fra Guds Kierlighed« er nogle af dem.

Bernhard Olsen: Vemmetofte Slots have efter forlæg af et klosterskilderi, Illustreret Tidende, 1880

Man har sagt om fru Boye, at hun digtede med opslået Bibel. I den eneste salme, som stadig findes i den danske salmebog, »Alvidende! dit øje mig ransager«, kan man mærke hendes bibelfortrolighed og hendes kærlighed til naturen. Hendes naturbetragtninger former sig som en lovsang til Guds visdom og godhed. Men med sin forkærlighed for Davids Salmer og ikke mindst for dem, der plejer at blive kaldt Davids bodssalmer, knytter hun an til den ældre tradition. Her er det salme 139, »Herre, du ransager mig og kender mig«, som fru Boye bearbejder:

Hvor gaaer jeg hen, og du kan ikke følge?
Kan nogen Flugt mig for dit øye dølge?
Gud! foer jeg op, hvor høres Engle-Tone,
Der er din Throne.

Og krøb jeg ned i Gravens skumle Hule,
Kan Helvede mig for dit øye skiule?
Og om jeg var, hvor Morgen-Røden gryer
I Purpur-Skyer.

Og kunne jeg mig ind i Natten svøbe,
Saa skulde den, som Solens lys, mig røbe;
Thi Mørket, som du om Naturen hænger,
Du giennemtrænger.

Davids Salme 139:7-12: »Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?/ Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg leje i Dødsriget, så er du der;/ tager jeg morgenrødens vinger, fæster jeg bo, hvor havet ender,/ da vil din hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!/ Og siger jeg: ‘Mørket skal skjule mig, lyset blive nat omkring mig!’/ så er mørket ej mørkt for dig, og natten er klar som dagen, mørket er som lyset«.

Birgitte Boye blev født i 1742 i Gentofte som datter af kongelig jagtbetjent på Jægersborg, Jens Johansen. Da hun var 13 år gammel, blev hun forlovet med Herman Michelsen Hertz, men parret blev først gift i 1763, da han blev kongelig skovrider. De fik fire børn sammen, og fru Hertz fungerede åbenbart som en god hustru og moder i en stor husholdning. Men i sine ledige øjeblikke gav hun sig til at lære de store europæiske sprog i den hensigt at kunne læse de tyske, engelske og franske digtere på originalsproget. Efter succesen med salmekonkurrencen kom der en tid med prøvelser. Hendes mand var på nippet til at miste sit embede som skovrider, men Birgitte Hertz bad Guldberg om hjælp, og han trådte til som beskytter. Han førte sagen videre til arveprins Frederik, som lovede skovriderens sønner uddannelse på hans bekostning. Men ægtemanden døde i 1775, og boet blev overladt til kreditorerne. Igen kom Guldberg til hjælp og skaffede hende understøttelse fra enkedronningen og arveprinsen. Det er på dette tidspunkt, hun også af Guldberg får til opgave at skrive til den salmebog, han forbereder. Hun skriver selv salmer, og hun oversætter. I 1778 gifter hun sig igen, nu med Hans Boye, kontrollør ved maltmøllen, senere toldskriver ved toldkammeret i København. Efter salmebogsopgaven gik hun over til den nationale og dramatiske digtning. Senere vendte hun dog tilbage til salmedigtningen, idet hendes gamle kærlighed til Davids Salmer fik hende til at bearbejde Salme 1-89. Davids Psalmer i en fri Oversættelse kom i tre hæfter 1781-85.

Samtiden så op til Birgitte Catharine Boye og beundrede hendes poesi. Den eftertid, som ikke længere synger hendes salmer, har for det meste forkastet hendes åndelige digtning som pompøs og opstyltet retorik. H. J. Birch skriver allerede i 1793 i Biledgallerie for Fruentimmer, at ikke alle hendes sange burde være optaget i den nye salmebog, »da mange af hendes Sange nærme sig snarere til Odens høie Sving end til Psalmedigterens simple Tone«. Mange af dem er heller ikke skrevet til den offentlige andagt, men til den private, mener han. I hendes påskesalme finder vi noget af denne højstemte retorik:

Han er opstanden, store Bud!
Min Gud er en forsonet Gud:
Min Himmel er nu aaben:
Min Jesu seyerrige Død,
Fordømmelsernes Piile brød,
Og knuste Mørkheds Vaaben:
O! Røst! Min Trøst!
Ved hans Seyer,
Som jeg eyer,
Helved bæver:
Han var død, men see!
han lever.

Det kan virke som en skæbnens ironi, at en kvinde blev hoveddigter i den salmebog, hvis hensigt det var at gøre op med den ældre danske salmetradition, hvor kvinders stemmer i relativ stor udstrækning kunne høres.

Nogle kvindelige salmedigtere i 1700-tallets Sverige

Både i Danmark og i Sverige er kvinders salmeskrivning et uudforsket område. Muligvis er flere salmer, end man beviseligt kan påpege, skrevet af kvinder. De salmer, der findes i de ældre salmebøger og sangsamlinger, mangler nemlig for det meste både forfatternavn og oplysning om eventuel oversættelse eller bearbejdning efter et udenlandsk forlæg, og der hersker derfor ofte tvivl om salmernes oprindelse. Akrostikon kan dog i visse tilfælde tolkes som en forfatteroplysning, ligesom initialer efter en salme kan give ledetråde.

I sit arbejde om Sions Sånger og om de senere pietistiske sangbøger: Striden kring Sions Sånger och närstående sångsamlingar (Lund, 1951) opsporer Karin Dovring detektivisk 15 kvinder blandt 72 forfatternavne.

En af de kvinder, som er repræsenteret med flest salmer i Andeliga Wijsor, trykt i Göteborg i 1739, og som er stærkest påvirket af de radikalt pietistiske kredse i hovedstaden, er købmandskonen Gunilla Grubb (1692-1729). Digteren Jacob Frese gjorde hende sin opvartning, da hun i 1716 giftede sig med sin fætter Nils Grubb. I samtidige vidnesbyrd kan man læse, at deres hjem blev et mødested for dem, som søgte det åndelige fællesskab uden for den etablerede kirkes ramme. Der blev født fem børn i ægteskabet, og Gunilla Grubb nåede ikke at blive særlig gammel. Hun lå syg længe, oplevede åbenbart på sit dødsleje en hård sjælekamp, men fandt ifølge sin egen oplysning fred i troen på Kristus og hans forsoning. Hun forlod sandsynligvis ligesom mange af sine venner den radikale pietisme til fordel for herrnhuternes lære. En af vennerne, bjergværksdriftsråd Erland Fredrik Hiärne, fortæller om hende i sin dagbog. Han besøgte hende på hendes sygeleje for at tale med hende og synge. Man siger om denne købmandskone, at hun var en »orgel-pibe … som Herrens ånde drev«.

Dyra hielte röd och vit
Milda Jesu jag tig beder
Mig utur min boijor slit
Tig til ewig pris och heder,
Låt min sjal i tina sår,
Samka sig ehwart jag går.

Tå får jag, min Brudgum kiär,
Tig med ewig lof uphöja
Ibland all tin ängla här
Ouphörligt mig förnöja.
Och bland Seraphimer mång,
Siunga nya lamsens sång.

Dyrebare helt, rød og hvid,
milde Jesus, jeg dig beder,

riv mig ud af mine lænker,
dig til evig pris og hæder,
lad min sjæl i dine sår
samle sig, ihvor jeg går.

 Da må jeg, min kære brudgom,
dig med lov ophøje
blandt hele din englehær
uophørlig mig fryde.
Og blandt serafer mange
synge nye lammets sange.

Johann Scheffler: Hellige Seelen-Lust, 1657. Det Kongelige Bibliotek

I Sverige havde familien Strömfelt betydning for herrnhuternes trosretning. Deres hjem var et samlingssted for de fromme og en støtte for herrnhuterne. Mange fremtrædende pietistiske og herrnhutiske mænd stod i tjeneste et stykke tid hos præsidenten for Svea Landsret Otto Strömfelt. En af de fromme døtre, Hedvig Strömfelt (1723-1766), skrev en række sange, hvor en hed blods- og sårerotik fandt udtryk. En af de efterladte sange handler om Jesus, der udelukkende på grund af naglerne hindres i at rive sig løs fra korset for at slutte Hedvig i sin favn. Denne beruselse i synet af Jesu sår kendetegner i en vis periode herrnhutismens digtning. Her anvendes med fornyet styrke den sprogbrug, der prægede den tidligere passionsfromhed.

Ach! tag mit hierta tå
Bestänk thet med tit blod.
Ach! låt mig rening få,
Och styrk mit matta mod,
At uti trone träda fram
Til tig, min bror, min wän, mit Lam
At kyssa tina helga sår,
Hwar efter jag åtrår.

Ak, tag da mit hjerte,
bestænk det med dit blod.
Ak, lad mig blive renset,
og styrk mit matte mod,
så jeg kan træde frem i troen
til dig, min broder, min ven, mit lam,
og kysse dine hellige sår,
hvorefter jeg attrår.

Fra de sangsamlinger, som i 1740’erne blev til i pietistiske og herrnhutiske kredse, er nogle få sange fulgt med i forskellige samfunds salme- og sangbøger. Brita Hedvig Wijnblad (1733-1800) har skrevet en af dem. Hun var gift med domprovsten i Skara, Anders Knös, og påvirket af den tidlige herrnhutisme i Sverige. Her mærker man den opfattelse af Jesu lidelseshistorie, der med rødder i middelalderlig fromhed ser den lidende Kristus for troens indre øje på en ofte realistisk måde. De forskellige sår på Jesu krop og især såret i siden har i århundreder været yndede motiver i den åndelige digtning, og Brita Hedvig Wijnblads billede af den korsfæstede, forestillingen om, at mennesket kan gemme sig i hans sidesår, skriver sig ind i disse gamle traditioner:

När jag i trone Jesum ser
Blir jag rätt hjertlig kär.
Och önskar aldrig något mer,
An vara honom när.
Hans hand och fot, hans sidosår,
Hans hierta för mig öppet står,
Der gömmer jag båd’ kropp och siäl
Och mår så hjertligt väl.

Ach! sötaste Immanuel
Behåll så evigt mig,
Till dess båd ande, lif och siäl
Får flytta hem till dig,
Der varken tvång ell’ uselhet,
Skal mig förta den salighet,
Att prisa för dig blod och nöd,
För marter, sår och död.

Når jeg i troen Jesus ser,
bliver jeg ret af hjertet forelsket.
Og ønsker aldrig noget mer
end at være ham nær.
Hans hånd og fod, hans sår i siden,
hans hjerte for mig åbent står,
der gemmer jeg både krop og sjæl
og befinder mig så hjerteligt vel.

 Ak, sødeste Immanuel,
behold så evigt mig,
til både ånd, liv og sjæl
må flytte hjem til dig,
hvor hverken tvang eller usselhed
skal borttage den salighed fra mig
at prise dig for blod og nød,
for vånde, sår og død.

Det er muligt, at der i den tid, som disse salmedigtere repræsenterer, var en vis modstand mod, at kvinder udtalte sig i trosspørgsmål. Anna Borrebye sammenligner sin skriven med en graviditet, hvor kvinden stræber så meget efter at skjule sin graviditet, at fosteret er ved at kvæles. Det var med smerte, hun lod de digte, hun havde arbejdet på i mere end 15 år, gå i trykken. Da Martin Ohnsorg i et hyldestdigt til fru Crondahl diskuterer kvindens ret til lærdom, betoner han, at kvinden bør have de samme rettigheder som manden, men at hun bør bruge sine kundskaber i stilhed og ikke i et lærerembede. »Offentligen frem for Meeningheden stige/ At lære Herrens Ord, sligt hende ey an staaer«. Nu skriver en forfatter som fru Crondahl ikke i en ældre undervisende salmetradition. I stedet for kirkeårets tekster behandles for det meste den enkeltes egne troserfaringer og det indre livs kamp og glæde. Her var der mulighed for kvinder, som følte det som deres opgave at skrive salmer til eget og andres brug.

Men ellers fik den kvindelige skriveglæde i slutningen af 1700-tallet i de fleste tilfælde også afløb uden for religionens område. Mere »nyttige« bøger blev skrevet i en ny oplyst ånd. Carolina Weltzin (død 1812), datter af den omdiskuterede præst og herrnhuter Anders Rutström, kom ikke til at gå i sin fars fodspor og skrive salmer. Med Anwisning till potäters mångfaldiga begagnande (dvs. Anvisning på kartoflers mangfoldige brug) indvarsler hun en ny tid.