Den mørke historie hos Sofi Oksanen

Alle artikler Show options

Resumé

Hele artiklen

Sofi Oksanen er en litterær sensation. Født 1977 i Finland, med en finsk far og en estisk mor, skriver hun på finsk, men kalder sig finsk-estisk forfatter. Hun er erklæret feminist og har i den offentlige debat udtalt sig imod mænds vold mod kvinder og Putin-vældet i Rusland. Hun er internationalt berømt, oversat til omkring fyrre sprog og modtager af en lang række priser, ofte som den yngste forfatter nogensinde (Finlandiaprisen og Nordisk Råds litteraturpris 2008, Svenska Akademiens nordiske pris 2013).

Billeder (6)

  • © Trine Søndergaard, Now That You Are Mine #5, 1997–2000  Courtesy of Martin Asbæk Gallery, Copenhagen & Bruce Silverstein Gallery, New York
  • © Trine Søndergaard, Now That You Are Mine #14, 1997–2000  Courtesy of Martin Asbæk Gallery, Copenhagen & Bruce Silverstein Gallery, New York
  • Sofia Runarsdotter, Sanna's Sleeping in Moscow, 2005
  • Pi Bartholdy, In the Grass, 2012
  • Astrid Kruse Jensen, Untitled #02, fra serien Imaginary Realities, 2002
  • Sofi Oksanen. Foto: Robin Skjoldborg

Artiklen handler om (1)

Temaer (1)

Tid Land Emneord (19)

Den mørke historie hos Sofi Oksanen

Sofi Oksanen. Foto: Robin Skjoldborg
Sofi Oksanen. Foto: Robin Skjoldborg

”Og alligevel var jeg samtidig så stolt over mine baltiske rødder. På en blid og øm måde, smertefuldt og bittert, som var de mit barn, født med et handicap.” (Stalins køer).

Sofi Oksanen er en litterær sensation. Født 1977 i Finland, med en finsk far og en estisk mor, skriver hun på finsk, men kalder sig finsk-estisk forfatter. Hun er erklæret feminist og har i den offentlige debat udtalt sig imod mænds vold mod kvinder og Putin-vældet i Rusland. Hun er internationalt berømt, oversat til omkring fyrre sprog og modtager af en lang række priser, ofte som den yngste forfatter nogensinde (Finlandiaprisen og Nordisk Råds litteraturpris 2008, Svenska Akademiens nordiske pris 2013).

Hendes store emne er Estlands blodige historie i 1900-tallet, fra mellemkrigstidens frihedsperiode til årene som tysk generalkommissariat, sovjetrepublik og fri republik efter murens fald. Sofi Oksanen har rykket grænserne for definitionen af Norden og løftet Estland ind i verdenslitteraturen gennem romanerne Stalinin lehmät (2003; Stalins køer, 2011), Puhdistus (2008; Renselse, 2010) og Kun kyyhkyset katosivat (2013; Da duerne forsvandt, 2013).   

Oksanen har skabt en romanhybrid, der er en blanding af historisk og postkolonial roman, en historiografisk metafiktion med elementer af dokumenterende vidnelitteratur. Hendes litterære metode muliggør en sammenfletning af to undertrykkelsessystemer: sexismen og sovjetimperialismen. I Renselse og Da duerne forsvandt bruges indslag af thriller og puslespilskrimi til at skabe spænding. Ved at skifte mellem tids- og handlingsniveauer fanger forfatteren den forvirring, som kendetegner individer, der lever midt i kaotiske hændelser og frygter for deres liv. Effekten forstærkes af, at Oksanen ofte benytter sig af forskellige fortællerfigurer i samme roman, men undlader at beskrive deres udseende, skikkelse eller psykologi. I stedet gør hun drevent brug af forskellige former for indre monolog. Der kan optræde estiske fraser, som for at understrege betydningen af den lokale, specifikke kontekst. Alt i alt får læseren en oplevelse af at befinde sig der, hvor det sker, men hvad det er, der sker, må man som læser selv tolke sig frem til gennem at stykke fragmenter af handlingen sammen. 

I skiftene mellem epoker får man også en svimlende fornemmelse af, hvor afhængige mennesker er af ideologiske regimer, kontrolsystemer, magtstrukturer og produktionsmåder. En stribe højaktuelle emner som kolonialisering, kvindeundertrykkelse, krig, migration, trafficking, totalitære ideologier, illegalitet, patriotisme og nationalisme med mere kan reflekteres ind i læsningen. Der er ikke tale om historiske eller postkoloniale romaner i den gængse betydning. Vi har i lige så høj grad at gøre med en opdateret version af den store, men i litteraturhistorien oversete genre ”kvinderoman”. I Stalins køer og Renselse bæres fortællingen demonstrativt oppe af kvindeskæbner gennem henholdsvis tre og to generationer. 

Kvinderomanen 

Hvad kendetegner kvinderomanen? Det er en litteraturform, som altid er på kvindernes side, som skildrer kvindekønnets væren i verden som afgørende, tager kvinders kvaler dybt alvorligt i stedet for at banalisere dem, vasker offerstemplet af kvinden og gør hende til aktør i historien og i sin skæbne, ”degraderer” manden til menneske i stedet for norm, kritiserer mænds undertrykkelse af kvinder og deres kvindeforagtende adfærd – og, væsentligt: giver kvindekroppen en stemme, så fortrængte, socialt tabuiserede seksuelle erfaringer kommer til udtryk. Fra Marguerite Duras, der citeres i Stalins køer, kan Oksanen have lært sig det tilsyneladende uinteresserede blik på sine figurer, fra Doris Lessing hvordan ideologier sætter sig spor i kvinders kroppe og livsprojekter, fra Christa Wolf den stærke fortællerstemmes saglige patos. En tematisk forgænger i estisk litteratur er Viivi Luikk, der i Den sjunde fredsvåren, 1988 (Det syvende fredsforår) gjorde det mest forbudte under Sovjettiden og gennem en lille piges øjne skildrede den brutale kollektivisering af landbruget sidst i 1940’erne og først i 1950’erne, hvor man likviderede modstandsbevægelsens ”skovbrødre” og lagde håbet om et frit Estland i ruiner.

© Trine Søndergaard, Now That You Are Mine #5, 1997–2000  Courtesy of Martin Asbæk Gallery, Copenhagen & Bruce Silverstein Gallery, New York
© Trine Søndergaard, Now That You Are Mine #5, 1997–2000. Courtesy of Martin Asbæk Gallery, Copenhagen & Bruce Silverstein Gallery, New York

Renselse, Oksanens indtil nu mest lovpriste roman, veksler mellem krigs- og efterkrigstiden i 1939-1951 og tiden omkring murens fald i 1991-1992. Hovedpersonerne i de to epoker er henholdsvis kommunistenken ”røde mormor”, Aliide Trüu, og hendes unge slægtning, den tvangsprostituerede Zara Pekk fra Vladivostok. Stedet er, som ofte hos Oksanen, en landsby i det vestlige Estland. Læser man romanen med Zara som hovedperson, får man en thriller om trafficking, russisk mafia og brutal udnyttelse af kvinders kroppe på bordeller i Berlin og Tallinn. Med Aliide som hovedperson får man en antik tragedie, komplet med en spyflue, der hjemsøger fortællingen, og som en hævnens gudinde installerer sig i samme øjeblik, som Aliide møder Zara. På flugt fra sine alfonser er pigen kollapset som en bylt ude på hendes gårdsplads. Zara viser sig at være datterdatter af Aliides søster Ingel, der blev deporteret til Sibirien i 1949 efter at være blevet angivet af Aliide. Læst sammen udgør Zaras og Aliides historier et hårrejsende plot med strukturelle ligheder mellem kvindeundertrykkelsen og kolonialiseringens indvirkning på individernes selvopfattelse.

Zara er svært traumatiseret efter at være blevet seksuelt udnyttet i sexindustrien. Og Aliide er, med sine evige to par underbukser uden på hinanden efter sovjettroppernes gruppevoldtægt (”forhør”) i kælderen under kommunehuset, det perfekte subjekt til en fortælling om det mørkeste kapitel i Estlands moderne historie, hvor landet i 1944 igen blev tvangsforvandlet til Den estiske socialistiske sovjetrepublik, Estonskaja SSR. Gennem sine aftryk i kroppens hukommelse fremstår kvindeundertrykkelsen som konstant, uanset regime, epoke og nation. Da Aliide indser, at de samme støvler, pikke og menneskeforagt, som eksisterede under Sovjettiden, stadig tramper, voldtager, slår og myrder kvinder, får hun nok. Med den koldblodighed, livet som medløber har lært hende, tager hun hævn over undertrykkerne, for at redde Zara, men også for at prikke hul på sin skam. ”I kan bare komme an, alle sammen, mafiaens håndlangere, soldater, de røde og de hvide, russere, tyskere og estere, bare kom an, hun skulle nok klare sig. Det havde hun altid gjort.” 

Estlands historie

Både Aliide og Zara begår mord på mænd. Forbrydelserne er iboende i systemet, en konsekvens af altid at være det forkerte køn på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Ligesom det lille ulykkeshærgede land Estland, styret af danskere, tyskere, svenskere og russere, inden det endelig blev frit og blomstrede et par årtier mellem 1918 og 1939. Ved Anden Verdenskrigs begyndelse bestod befolkningen af 1.134.000 personer, hvoraf en million var af estisk nationalitet. Krigen og modstandskampen med sovjetisk besættelse i august 1940 og nazitysk besættelse i juni 1942 kom til at koste godt en fjerdedel af den estiske befolkning livet. I alt 70.000 flygtede. I juni 1941 blev 10.000 estere sendt i russiske arbejdslejre, i oktober 1944 75.000. Da Østfronten brød sammen i september 1944, lykkedes det 30.000 estere at komme over Østersøen til Sverige. Af de tilbageværende blev flere end 100.000 deporteret til Sibirien i kreaturvogne. Som erstatning for de deporterede og døde forflyttede man russere og ukrainere til Estland. Under tvangsindlemmelsen af Estland i Sovjetimperiet 1944-1991 blev der i marts 1949 deporteret 30.000 ”modstandere af tvangskollektiviseringen af landbruget”, overvejende kvinder og børn, eftersom de arbejdsdygtige mænd enten var faldet eller gemte sig i skovene. 

I Renselse er en af disse ”skovbrødre” Ingels mand Hans Pekk, en desertør fra den tyske hær, der kæmper for et frit Estland i finsk regi. Hans stemme når os i form af en hemmelig dagbog, som  Zara finder i lønkammeret hos Aliide, uden nogen anelse om, at det er hendes morfar, der har skrevet den. Romanen indledes med hans første optegnelse fra maj 1949. Af den fremgår det, at Hans som så mange andre estere er tilhænger af Churchill og tror på det, som Atlanterhavsdeklarationen stipulerede: genindførelse af selvstændighed efter krigen, hvor ingen territorielle forandringer skulle kunne gennemføres mod folkets vilje. Men den 22. september 1944 hejstes det sovjetiske flag på Lange Hermann, forsvarstårnet på middelalderborgen på Dombjerget i Tallinn. Fem dages selvstændighed, efter at tyskerne var taget afsted, var forbi. Først den 21. august 1991 kunne det estiske flag vaje frit fra tårnet. 

Kroppen som hukommelsens hovedsæde

© Trine Søndergaard, Now That You Are Mine #14, 1997–2000  Courtesy of Martin Asbæk Gallery, Copenhagen & Bruce Silverstein Gallery, New York
© Trine Søndergaard, Now That You Are Mine #14, 1997–2000. Courtesy of Martin Asbæk Gallery, Copenhagen & Bruce Silverstein Gallery, New York

Oksanens romankunst er således også en historielektion og en moralitet, der rækker ind i vor tid. Fortidens forurettelser sætter spor i kommende generationer, de bliver til ulægte, væskende sår, hvis man ikke gør op med fortiden. Det er intet tilfælde, at Zara med sin halvestiske baggrund bliver traffickingoffer i den russiske mafiakapitalisme, der afløser sovjetdiktaturet. Allerede i debutromanen Stalins køer forårsager fortrængning af den ”skamfulde” estiske arv bulimi-anoreksi hos den unge finske kvinde Anna. Hendes sulteprogram sammenlignes med tidsoplevelsen hos lejrfangerne i Sibirien: ”Døgnene er blevet til brødrationer på 300 gram, og fridagene til en ske suppe.” Annas krop bliver bærer af moderens frygt for social udstødelse i Finland, hvor estiske kvinder anses for russerludere. ”Jeg har kastet alle de muligheder op, du har fodret mig med”, siger hun til sin mor. Først da hun har erkendt sin kærlighed til det estiske som et ”hjem”, hun ”ville sulte sig til”, bliver hun ”let uden at skulle kaste op”. Kroppen springer ud, som foråret: ”Piletræets gæslinger skyder frem i mine fodspor, og der løber birkesaft ud af mine porer.”

I feministisk litteratur er kvindekroppen bemærkelsesværdigt ofte hovedsæde for hukommelsen, historien og de subjektive erfaringer, og som følge af patriarkale strukturer også en slagmark for mænds voldstendenser. Oksanen slutter sig til en kvindelitterær linje fra Sapfo og frem, som finder kropslige udtryk for sjælelige trængsler. I Stalins køer sker det gennem en næsten medicinsk terminologi for at diagnosticere Annas stadigt mere desperate kropslige forfald. De seksuelle overgreb, som Aliide og Zara udsættes for, beskrives uden pornografiske splattereffekter, hvilket forstærker deres virkning. Da Zara besvimer efter en voldsom kunde med ”en ring med pigge omkring sin pik og noget andet, som Zara ikke kunne huske hvad var”, overføres smerten til læseren. Under gruppevoldtægten mod Aliide er det flugten ind i fremmedgørelsen, hvor hendes egen, voldførte krop ses udefra, som rammer en: ”Hun var en flue, der vandrede på kvindens bare bryst, kvinden stod midt på gulvet inde i et rum med en pose over hovedet, fluen vandrede hen over en frisk skramme, blodet havde pakket sig sammen inde under huden på kvindens bryst, fluen fulgte en fordybning hen over de blå mærker, blodudtrædningerne ved de ophovnede brystvorter lignede store øer. Da kvindens nøgne hud ramte stengulvet, kunne hun ikke mere bevæge sig.” Det er efter denne behandling, Aliide lader sig hverve af Sovjetmagten som angiver under kodenavnet ”Agent Kärbes” (flue).

Sofia Runarsdotter, Sanna's Sleeping in Moscow, 2005
Sofia Runarsdotter, Sanna's Sleeping in Moscow, 2005

På et overordnet plan bliver romanerne også vigtige indlæg i den feministiske debat. I et essay om tavs narratologi i För kort kjol – en berättelse från köket. En diktsvit (2011; ”For kort nederdel – en fortælling fra køkkenet. En digtkreds”), har Sofi Oksanen kritiseret, hvordan vold mod kvinder ikke sprogliggøres i den offentlige samtale og derfor forties.  Som når ”friskhed(en) og den tydelige blå farve” i Zaras blå mærker får sveden til at pible frem på Aliides overlæbe. ”Blå mærker er noget, man skjuler, og så holder man mund. Det har man altid gjort.” 

Søsterskab mellem generationer

Modgiften mod det onde, som mænd til alle tider gør mod kvinder, er solidaritet. Romanen præsenterer en kvindelig genealogi, beskrevet som et fysisk håndgribeligt ”søsterskab” henover generationsgrænserne. Det kan ikke opstå mellem Aliide og hendes sovjetisk opdragede datter Talvi, fordi sovjetideologien har forbudt hende at ”fortælle om, hvad hun selv var vokset op med, hvad hendes mor, hendes mormor og oldemor var vokset op med”. Desuden kan Talvi, som kontrast til Zara, ikke kende forskel på en løvefod og en vejbred eller en fluesvamp og en mælkehat. Men vigtigst er, at Aliide og Zara har lignende erfaringer af seksuel tortur, noget deres kroppe husker for evigt. Da Aliide hører Zara tale i 1992, vækkes minder fra 1949: ”Fra et menneske udspringer der en forbløffende ensartet lyd, når hendes eller hans hoved er blevet presset tilstrækkelig mange gange ned under vandet. I pigens stemme havde der lydt netop denne bestemte tone.”

”Søsterskabet” forudsætter en fælles historie af undertrykkelse og frigørelse, synes Oksanen at mene, som var hun et levn fra 1970’ernes kvindebevægelse, besat af at finde ud af, hvordan kvinder har tænkt og levet før hende. Da Aliide beslutter sig for at redde Zara og give Ingel og Linda mulighed for at vende tilbage til Estland, er det afgørende, hvor bekendte Zaras russiske alfonser forekommer hende, da de har sporet sig frem til pigens opholdssted. Aliide fornemmer straks: ”lugten af en KGB-officer gennem peberroden. Den slog imod hende som en jordslået kælder og fik den indstrømmende friske luft til at virke besk. Aliide begyndte at trække vejret gennem munden. Hun kendte godt den her slags mænd. De havde den samme holdning som den slags mænd, der vidste, hvordan en kvinde skulle straffes, og de var kommet for at hente en kvinde, der skulle have sin straf.” 

Det forbudte modersmål

Pi Bartholdy, In the Grass, 2012
Pi Bartholdy, In the Grass, 2012

At Aliide og Zara i Renselse finder hinanden trods alle svigt, hænger også sammen med et af Oksanens stærkeste temaer: det forbudte modersmål med dets smag af tabt hjemland, moderkærlighed og fortrængning. Noget i Zaras gammeldags eksilestiske får Aliide til at glide tilbage i sin skamfulde familiehistorie: ”Men i det estisk, pigen talte, var der en anden tone, noget gammeldags, noget mølædt og gulnet. På en mærkelig måde hang der en lugt af død ved det.” Således vækkes også anelser om Aliides mord på sin svoger Hans Pekk, som hun har begravet under gulvet i sin hytte, efter at han afviste hendes kærlighed. 

I Renselse indgår kvindekrop og modersmål en særlig pagt. Det ord, som bliver Zaras nøgle til at dirke sin mormors apati over eksilet i Vladivostok op med, er ”Emasüda”, moderhjertet. Det er også titlen på et kendt digt og sang med digtets tekst af den estiske nationaldigter Lydia Koidula (1843-1886). Oksanen lader den lille Zara blive født som individ gennem at udtale det ord, som er hendes mødrene arv og forbudt i Sovjet.  

”Bedstemor havde kigget på hende, kigget direkte for første gang, og Zara havde mærket, hvordan bedstemors blik var trængt ind i Zara, ind i hendes mund, ned i halsen, og det var begyndt at stramme om hendes hals, og bedstemors blik var løbet igennem hendes hals ned mod hjertet, og det var begyndt at stramme om hendes bryst, og det var løbet fra hjertet ned i maven, og hun havde fået kramper i maven, og det var løbet ned i hendes ben, som begyndte at ryste, og fra benene var det løbet ned i hendes fodsåler, hvor det begyndte at prikke, og så var hun blevet varm over det hele, og bedstemor havde smilet. Af det smil udsprang deres første fælles leg, der voksede ord for ord og begyndte at blomstre blegt og gulligt, ligesom døde sprog blomstrer, skurrer sødt som nålen på en grammofon og klinge, som lyde klinger under vandet. Stille og ved at hviske til hinanden udviklede der sig et fælles sprog mellem dem. Det var deres fælles hemmelighed, deres fælles leg.” 

Estisk bliver det sødmefyldte sprog, for når Zara siger noget rigtigt på det, bliver hun belønnet med et bolche.

Somatisk og materialistisk sprog

Oksanens somatisk drevne skrift gør fysiske reaktioner symbolsk betydningsbærende: angstens koldsved, ufrivillig rysten, mavepine, migræne, angstanfald, dirrende stemme eller fysisk velbehag som ovenfor beskrevet.

I det marxistisk-leninistiske slavesamfund hersker ”det bange menneskes sure stank”. Da Aliide for at beskytte sig selv skal forføre partiorganisatoren Martin, finder hun udtrykket hos ”en nyfødt, halvblind kalv frem i sine øjne”. Kun i et ligeværdigt erotisk møde mellem patrioterne Roland og Juudit i Da duerne forsvandt kan kvindens nakke ”være blød som i fredstid”. Og så videre.

En særlig funktion har det estiske køkken i Oksanens romaner. Hendes litterære sprog er materialistisk, gennemsyret af en kærlighed til alle sider af kvindearbejdet i bondesamfundet: at sylte svampe og grøntsager, koge sæbe, blande morgenfruecreme, ælte dej med surdej, malke, høste, urtemedicinen. Men også antitesen i planøkonomiens iskolde mangelsamfund: forrådnelse, druk, sved, ækle spyfluer, det fordærvede kød og maddikerne, man spuler af pølserne, inden de langes over disken, den fade kornkaffe. Mad tilberedt uden kærlighed giver automatisk dårlig fordøjelse hos Oksanen. Metaforerne er bemærkelsesværdigt ofte hentet fra landbrugets tid. ”Luften væltede over hendes hud som nymalket mælk”, ”i hendes latter var frygten ved at skylle over som i en spand fyldt til kanten”, skuffelsen er ”som det rådne indre af et løg”, dagene går ”som svampe lagt til tørre”, af sorg skælver man ”som et tobaksblad, der hang til tørre, og svedte, som om mit hjerte var lagt i en fermenteringstønde”. 

Det er, da Anna i Stalins køer begynder at savne surkålssuppe og syrnet fløde, at vi aner, at hun vil sejre over sin ”Herre”, anoreksien. I Da duerne forsvandt får Edgar Parts, hvis hustru afskyr ham, aldrig tilberedt mad. Hver aften kaster han et dystert blik ind i det tomme køleskab og noterer sig flaskerne med sur mælk. Til sin ensomme aftensmad ved arbejdsbordet dypper han en skive brød i størknet fedt, sutter på en kold grisefod eller åbner et glas spegesild. Hvis vi ikke allerede havde indset det, forstår vi, at Edgar er en ond mand, dømt af forfatteren på forhånd. 

Sandhed versus propaganda

Interessant nok er Edgar bærer af det for Oksanen så vigtige sproglige tema og derfor romanens centrale person. Da duerne forsvandt adskiller sig fra Oksanens tidligere bøger, idet den fortæller om to mænd og to kvinder. Romanen pendler mellem 1940’erne og 1960’erne og kontrasterer derigennem nazibesættelsen med det sovjetiske diktaturs tid. Edgars fætter Roland Simson er hans diametrale modsætning, en modstandsmand, der i kodesprog fører optegnelser over de russiske overgreb i Estland for at kunne dokumentere disse ved en fremtidig domstol. For Edgar er det at udtale patrioten Rolands navn ”som at få brændende vabler på tungen”. 

Edgar Parts er nemlig kollaboratør, karrieremager og massemorder, først i tyskernes tjeneste, senere i russernes. Ved et tilfælde finder han Rolands notesbog i arkivet i 1965, da han er blevet udvalgt af partiet til at skrive en propagandaroman om de ”hitleristiske” ugerninger. Edgar forundres over, at Roland, som har ”levet i dødens dal uden håb om at få et normalt liv igen”, kunne tro, at ”nogen en skønne dag ville høre på ham”. Da duerne forsvandt er en metaroman om, hvordan litteratur kan bruges både til at afsløre og lyve, alt efter censurens krav i diktaturer. Roland, reflekterer Edgar, var besat af ”en fordrejet forestilling om, at sandheden i sidste ende ville komme frem”. Det er formentlig også Sofi Oksanens etos som forfatter. 

Her er der grund til at opholde sig lidt ved Oksanens mandebillede. Roland er antihelten, der gennem det meste af bogen toner frem som en sand patriot og et godt menneske, for så til slut alligevel at vise sig at være gjort af samme stof som de fleste af forfatterskabets alkoholiserede og utro mandefigurer. I vurderingen af en mand er det nemlig, helt i tråd med kvinderomanens krav, afgørende, hvordan han forholder sig til kvinderne omkring sig. En vis sympati kan Oksanen have for mænd, der kan bruges til at dække over kvindens anoreksi, som tre uinteressante kærester i Stalins køer. Eller til at komme over jeg’ets lesbiske kærlighed, som Joonatan i den lille roman Baby Jane (2008; Baby Jane; 2012), i øvrigt den eneste i Oksanens produktion, hvor det estiske motiv ikke er til stede. Den udspiller sig i Helsinkis homomiljø i 1995-2002 og er et lesbisk trekantsdrama med dødelig udgang. Også her finder man en skarp kritik af heteroseksuelle mænds ubegribelige og latterlige lyster. Jeg-fortælleren, som er ”femme”, driver sammen med sin elskede - ”byens cooleste lebbe”, butchen Piki - postordrefirmaet ”Susanna, Dagens Skønhed”, der sælger brugte trusser, nylonstrømper, tamponer (”Vi (…) ramte lige ned i en spermåre …”). Lidenskaben falmer, da det viser sig, at Piki lider af panikangst, og derfor har gjort sig afhængig af sin gamle kæreste Bossa for at overleve. Da Piki tager sit liv, arrangerer Bossa det sådan, at det er jeg’et, som bliver anholdt for mord, og vi bliver klar over, at hele fortællingen er skrevet fra hendes fængselscelle. Det er ikke noget flatterende billede af lesbisk kærlighed, hvis man ser bort fra de erotiske skildringer, men den er ikke-dømmende, til forskel fra hvordan skabsbøssen Edgar fremstilles i Da duerne forsvandt. Men det er, fordi han er en bedragerisk mand. Edgar, der har giftet sig med Juudit for at holde sin homoseksualitet hemmelig og som konsekvens gør sin hustru meget ulykkelig, bliver af Oksanen dømt lige så hårdt for det som for sine krigsforbrydelser og sit medløberi. Det værste er muligvis den usle og skammelige propagandatekst, han frembringer (nådesløst citeret i romanen). Med ømhed kompenserer Oksanen Juudit for hendes kærlighedsløse ægteskab gennem først at lade hende opleve en helt troværdig kærlighedshistorie med SS-Hauptsturmführer Hellmuth Hertz (hjerte!) og sidenhen med Roland. En pige fødes, Evelin, som i romanens slutparti kommer galt afsted efter at have deltaget i en ulovlig studenterdemonstration. Edgar går tilsyneladende af med sejren, da han bliver en hyldet kommunistforfatter. Det sidste ord i romanen går dog til Rolands forlovede Rosalie, da Edgar erindrer, hvordan han kvalte hende i 1942, fordi hun truede med at afsløre hans homoseksualitet. 

Mødrenes slægtslinie

Med den ingeniørstuderende Evelin i Da duerne forsvandt er Sofi Oksanen tilbage, hvor hun startede: Stalins køer handler ikke kun om Anna, men også om hendes mormor Sofia – og mor: diplomingeniøren Katariina, som i 1970’erne forelsker sig i og gifter med en finsk byggearbejder i Tallinn. Da Katariina ikke kan få arbejdstilladelse i Finland, må hun forsørge sig selv og datteren ved at sælge finsk tøj i Estland. Anna vokser op med at rejse på besøg hos morens familie, og for hende er sovjettiden ensbetydende med en følelse af hjem. ”Dette er Annas egen verden. Annas verden er den verden, hvor Annas mor er lykkelig.” Anna lærer tidligt ikke at kunne lide sin far og hans finske families foragt for det estiske, ud over at han gør hendes mor ulykkelig ved at være hende utro med diverse ”Tatjanaer” på sine arbejdsrejser til Rusland.

Astrid Kruse Jensen, Untitled #02, fra serien Imaginary Realities, 2002
Astrid Kruse Jensen, Untitled #02, fra serien Imaginary Realities, 2002

Sofi Oksanen mener helt klart, at det er kvinderne, som holder sammen på den verden, mændene ødelægger. I Renselse genoprettes orden, da Ingel - den søster, Aliide har fornægtet - installeres i fortællingen gennem Zaras længsel efter at være en anden end den tvangsprostituerede ”Natasja”, hvis kropsfunktioner tilhører hendes alfons. Tilbage på familiens gård i Estland låner hun form og identitet af sin elskede mormor Ingel. Med andre ord er det den mødrene slægtslinie, som giver Zara genoprejsning og giver hende sit værd som menneske tilbage.

”Græsset, som kildede Zaras fødder, føltes som en berøring af bedstemors hånd, og vinden mellem æbletræerne var som en hvisken fra hendes bedstemor, og Zara fik en fornemmelse af, at hun kiggede op på Karlsvognen gennem bedstemors øjne, og da hun igen så ned fra himlen, fik hun en fornemmelse af, at bedstemors unge krop var inde i hendes, og at den bad hende om at vende om og gå ind igen for at lede efter den historie, som ingen havde fortalt hende.”

Afkolonisering som litterær strategi

Den historie, som aldrig har måttet fortælles – det er, hvad Da duerne forsvandt handler om. Tyskernes og russernes ugerninger under krigen, brutale arbejdslejre med rovdrift på råvarer som olieskifer, terror og deportationer. Men det vigtigste tema i romanen er sovjetdiktaturets destruktive indvirkning på esternes identitet. Den fanger Oksanen mesterligt gennem forfatteren Edgars kamp med propagandasprogets eufemismer, et kodesprog som skabte en ”alternativ virkelighed”. Det disproportionelle forhold mellem personlig og officiel erindring tvang mennesker til at udvikle ”lagdelte personligheder, dobbelte identiteter” præget af skyld og skam. 

Sådan beskriver Sofi Oksanen sin tanke bag Da duerne forsvandt i Litteraturens kraft (2013). Gennem ”afkolonisering” ønskede hun at vise, hvordan magtstrukturer, der virker på forskellige niveauer, gennemsyrer og former det kolonialiserede individs selvbillede. Hvis selvfornægtelsen skal kunne overvindes, må skammen vendes til vrede. Derfor vil Oksanen give terroren et ansigt og vise, at dens udøvere aldrig bliver glemt. At dialogen med fortiden og traumebearbejdelsen er et tema, som især bæres af kvindefigurerne i forfatterskabet, forklarer den forskelsfeministiske opdeling af verden efter køn. Også forbrydelserne mod kvinderne skal have et ansigt, et navn, på den anden side af propagandasprogets passivformer. Derfor udpeger Sofi Oksanen nazismens, kommunismens såvel som den russiske mafiakapitalismes håndlangere. Aldrig er disse mænd så brutale, som når det gælder kvinder, aldrig bliver menneskets værd krænket så groft som ved seksuelle overgreb. At Aliide, Zara, Ingel og hendes datter Linda i Renselse også er koloniserede, estiske subjekter i forskellige dele af Sovjetimperiet, er en del af dette. Aliide er det klareste eksempel på en postkolonial heltinde: trods sin medløber-kommunisme udadtil, gør hun med sit estiske køkken modstand i det private mod sovjetideologiens forsøg på at udrydde alle patriotiske følelser. Hun går også fra internaliseret skam til åben vrede, da hun til slut slår Zaras alfonser ihjel. 

Det todelte fokus på, hvordan diktaturet og sexismen påvirker de estiske subjekter, er allerede udtalt i romantitlerne, som behændigt fanger forfatterskabets dobbelte dagsorden. Stalins køer, i folkemunde i Estland en betegnelse for Sibiriens magre geder, er en passende dobbelteksponering af de sovjetiske deportationers historie og den unge Annas anoreksiproblematik. Mens Da duerne forsvandt spiller på, at tyskerne anså duer for en delikatesse, noget esterne fandt barbarisk, i retning af at servere rotter. Titlen rummer således den koloniseredes nedladende blik på kolonisatoren, en spire til modstand, der definerer esterne som det mere kultiverede folk. Renselses finske originaltitel er Puhdistus, hvilket direkte oversat betyder sanering, at renvaske. Titlen tematiserer en dobbelttydighed: på den ene side den storstilede etniske udrensning, som Sovjetmagten udførte i Estland, på den anden en bortvaskning af den voldtægtsskam, som Aliide med sin overdrevne skrubning har forsøgt i årevis. Sådan føjes det lille menneskes skæbne sammen med sin nations historie, som Oksanens forfatterskab også går ud på at vise. 

- - -

Publiceret december 2014